|
En beretning om mine forældres liv.
Forord.
Formålet eller ideen med at skrive denne beretning er, at skrive om hvordan mine forældres liv har formet sig. Jeg opfordrede flere gange far til at skrive sine erindringer, og selv om han lod til at være med på ideen og flere gange begyndte, blev det alligevel ikke til noget.
Her og nu er det de har oplevet måske ikke så spændende en fortælling, men om nogle år dvs. om bare én generation, så vil ingen kunne genkalde sig hvad der er sket i far og mors liv, og da jeg er ret sikker på at andre af mine brødre ikke vil nedskrive hvad de husker om dem, har jeg valg at gøre det.
Richardt Rolsted.
En vinterdag i 1913 kort før den første verdenskrig, helt nøjagtig den 2. februar, blev min mor født i Storenor Mark i Malling Sogn.
Min morfar Mads Pedersen var fisker og landmand. Min mormor, Johanne (f. Olesen) var morfars anden kone, og var ca. 25 år yngre end ham. Som for så mange andre var hverdagen slidsom for dem, min mor var nr. 5 i en søskendeflok på 6, og havde også et par halvsøskende.
Mor gik i skole i Ajstrup dvs. at det var ca. 3 km. fra hjemmet i Norsminde, og turen foregik jo til fods så om vinteren var det med at have frisk halm i træskoene så man ikke frøs om tæerne.
Efter skole var det med at hjælpe til i såvel huset som i marken, og det gjaldt naturligvis hele søskendeflokken.
Om min morfar ved jeg ikke ret meget, for han døde som 94 åring da jeg var 6 år, men jeg husker at han røg på en lang pibe og havde en spytbakke, dog fortæller nogle avisudklip som jeg har fundet i far og mors gemmer, at han har været en aktiv mand, ud over at være både fisker og landmand, har han også siddet i sognerådet og haft flere tillidsposter.
At han også opnåede at holde sølvbryllup med to koner, siger også en hel del om ham.
Min mormor husker jeg derimod ret godt, og var heller aldrig i tvivl om hvorfra min moders milde sind og væremåde stammede. Mormor boede i mange år efter min morfars død, alene i et stort hus tæt ved vandet i Norsminde. Både jeg og John har været på ferie hos hende, hvilket var ret spændende for hun havde en iskiosk hvorfra der af og til vankede et eller andet sødt, som vi bestemt ikke var forvænt med.
Mormor havde hele sit liv været vant til at spare og den sparsommelighed forlod hende aldrig, selv små stykke kød fra en middag eller en kartoffel blev gemt til senere brug.
Således var noget medisterpølse som vi skulle have til middag, også blevet gemt i spisekammeret, heldigvis kom vores moster Lilly på besøg den dag og hjalp så med at lave middagsmad, og da hun tager pølsen opdager hun at den var helt levende, og smider den straks på møddingen. Havde hun ikke været der, er der ikke meget tvivl om at min mormor havde stegt og serveret den til middag, for hendes syn var mildt sagt ikke så godt.
Det var dejligt at være ved stranden og sjovt at udforske det store loft i huset, der var mange spændende ting at se på, bl.a. var der en sabel som min morfar efter sigende skulle have båret i den tid han aftjente sin værnepligt, hvilket for øvrigt delvis forgik på fregatten Jylland.
Så vidt jeg erindrer at have fået fortalt, så kom mor tidligt ud at tjene på en går, men i hvert fald viser en anbefaling, at hun efter sin konfirmation har været i huset et år hos en Rentier P. Andersen i Kysing, hos hvem hun igen tjente fra november 1929 til maj 1931.
Fra november 1931 til november 1932 tjente hun på Lundgaard i Kysing hos en Karen Nielsen.
Nøjagtig hvornår mor kom til København ved jeg ikke, men det er formodentlig sket en gang i 1936 eller 1937, og da kom hun så i huset hos en familie.
Far blev født under første verdenskrig, dvs. den 13. juni 1916.
Min farmor, Ane Dorthea Sørensen døde allerede da far var 10 år, altså i 1926.
Farfar, Carl Alfred Rolsted, var således alene om at opdrage tre børn, fars storesøster og lillebror, han fik dog på et tidspunkt en husbestyrerinde som han senere blev gift med og de fik en søn.
At det var en svær tid for far, vidner en Standpunktsbog fra Tåsingegade skole fra perioden 1928 – 1930 om. At karaktererne lå på det jævne, med undtagelse af ”legemsøvelse” er en ting, men 8 oversidninger og en bemærkning om ”for ringe flid med regning og matematik”, vidner om at der ikke var den store koncentration om skolen og det sidste år tyder i alt 9 sygedage i 6 perioder på, at der nok var tale om pjækkeri, og far blev da også udskrevet af skolen den 30.juni 1930, med et lille ”mg-” i gennemsnit, 17 dage efter sin 14 års fødselsdag.
I løbet af tiden fra 1. april 1931 til 1. maj 1933, tjente far på 2 gårde i Kirke Saaby.
Herefter arbejdede han hos en gartner til 1. januar 1934, inden han i maj måned tog hyre som messedreng på skibet Jan, hvorfra han igen afmønstrede den 30. marts 1935.
I 1937 arbejdede far på K.A.Hartmann´s maskinfabrik i en god måned, og blev så fyret af en værkfører, C. A. Rolsted, angivelig pga. indskrænkninger, men da denne værkfører formodentlig er identisk med hans far, Carl Alfred Rolsted, kan der muligvis have ligget noget andet bag.
Vi skriver nu 1937, og antagelig er vi nu fremme ved den tid hvor mor og far traf hinanden.
Om det husker jeg at have fået fortalt, at det skete hos en fælles bekend kaldet ”Nis”, og far gjorde sine hoser grønne, eller i hvert fald opmærksom på sig selv, ved gentagne gange at skyde mor i bagdelen med en bukseelastik, men gift blev de da den 6. maj 1939
.
Far var på session 1934 og blev optaget i lægsrullen med nummer 1-15-x-749, af hans tjenestebog fremgår det, at far boede i Mimersgade 67 5.sal, på den tid hvor han mødte mor.
Kort efter at de var blevet gift, nemlig den 12. maj 1939 flyttede de i haveforeningen ”Lillie” på Landsdommervej i have nr. 21., hvor de boede da jeg blev født den 18. maj 1940, en god måned efter anden verdenskrigs udbrud. Jeg kan huske at mor har omtalt, at venner og familie var bekymrede for om mor skulle nedkomme i forbindelse med oplysningen om Danmarks besættelse, for det var der flere som gjorde.
Den 28. august 1940 flyttede de til Poppelgade 14 4.tv. På grund af krigen og mangel på arbejde flytter de nu jævnligt rundt i landet. Den 15. januar 1941 flytter de til ”Mønsteds hus” i Storenor i Jylland.
Den 30. maj 1942 flytter de til Strandholmskassernen i Rødbyhavn hvor John blev født den 21. august, i november samme år flytter de til Søndergade 18. i Rødby hvor de boede til 15. sept. 1944.
Det vil sige, at mor boede der til september 1944, for far var flyttet til Århus på grund af, at der var til at få arbejde derovre, og her deltog far i forskellige ting under krigen som vi børn aldrig har fået indsigt i, da far aldrig har villet tale om tiden under krigen, men jeg kan huske at mor var bange og især da det bankede på døren en nat, da troede hun det var tyskerne der kom for at søge efter far, men det var netop far der var rejst fra Århus fordi han savnede mor.
September 1944 flyttede de igen til Jylland og boede midlertidig hos morfar og mormor i Storenor Mark, og derefter flyttede de rundt til en tre fire steder hvor der nu kunne findes arbejde, bl.a. arbejdede far som fodermester på en gård.
Det sidste sted vi boede i Jylland var i et gammelt hus ved landevejen lige over for en lille skov, og her blev tvillingerne Leo og Leif født den 14. maj 1946. Jeg var jo kun 6. år men jeg husker tydeligt at far, John og mig, lå i grøften på den anden side af veje op til skoven, og ventede medens mor skulle føde under kyndig hjælp af en jordemor.
Da den første var født ville far ind til mor, men fik at vide, at han måtte vente lidt for der var en til. Da den næste var kommet til verden blev far kaldt ind, men inden han nåede så vidt blev der sagt, ”nej vent lidt, jeg tror der er en til” far var rystet men blev dog kort efter beroliget med, at det var falsk alarm, der var kun to.
Kun to ja, men det gav også nok at lave så jeg måtte fortsat hjælpe mor med at hente vand ind fra brønden udenfor, brænde til komfuret fra brændeskuret, plukke bær, trække rabarber og meget mere, men jeg husker tiden i det gamle hus med stor glæde og tænker tit på den tid med vemod.
I efteråret 1947 flyttede vi til Smørumvej 37 i Husum hos min faster og onkel. Jeg havde lige nået at gå ca. 14 dage i skole i Ejstrup skole hvor vi gik 2 klasser sammen, nemlig 1 klasse og så vidt jeg husker 4 klasse.
Vi skrev med griffel på en skiffertavle, så der var tale om en stor omvæltning da jeg kom på Kettevejen skole i Husum. Vi boede i deres rækkehus på 1 sal, min faster og onkel havde fire børn, så med far og mor og os 4, var der trængsel i huset i den tid vi boede der, hvilket var omkring et år, så vidt jeg erindrer.
Fra Husum flyttede vi til Hvidovre i Strandmarksparken som lå på Gl. Køgevej, her boede vi vel omkring 2 år, inden vi i november 1950 flyttede til Beringparken på Gl. Køgevej 275 B, 2.
Her blev Preben født den 20. december 1951. Nu var vi så 5 børn og far havde mange forskellige job lige fra metalstøber, drivhusmaler arbejde på vejen, ved kommunen og ved DSB.
Der skulle jo penge til hele tiden, og af og til var der arbejdsløshed og sygdom, så der manglede penge til tøj og mad, men hele i tøjet var vi altid, for mor kunne selv sy og lappe strikke og hækle, så vi har aldrig gået i hullet eller laset tøj. Manglede der penge til mad, ja så blev et eller andet solgt, f.eks. en bogserie.
Det slidsomme liv begyndte at sætte sine spor på mor, bl.a. fik hun ledegigt som hun fik flere guldkure mod, før hun til sidst måtte lade først det ene, så de andet håndled operere stive for at slippe fri af smerterne. Alligevel klarede hun alting i hverdagen uden at kny.
Økonomien blev nu langsomt bedre medens vi boede i Hvidovre, og i 1952 besluttede far og mor sig til at købe en grund i Herlev og selv bygge et hus. Grunden kostede 5.000 kr. og huset skulle kunne bygges for 37.000 kr., vel at mærke et hus med kælder med bl.a. 2 værelse, en stueetage med 2 stuer, køkken, gang, entre og badeværelse og på første sal tre værelser.
Venner og bekendte var skeptiske eller nærmere rystede, det var et stort vovestykke, at en arbejderfamilie troede, oven i købet med fem børn, at de kunne klare at bygge et hus selv, både rent praktisk men også økonomisk var det et vovestykke, at satse så mange penge.
Men huset blev bygget, og i medens det skete flyttede vi ind og boede i en togvogn på grunden.
Alle gav vi et nap med og ikke mindst mor sled bravt i det, samtidig med at hun lavede mad og holdt orden i banevognen, på de få kvadratmeter der var. Varmt vand var der ikke noget af, så vasketøjet blev skyllet i koldt vand ude på for perronen på togvognen, også om vinteren.
De første år var bestemt ikke noget at prale af, økonomien var stram, så mor måtte tage hjemmearbejde med at sy hynder til stole.
Det var også på dette tidspunkt at vi nær var udvandret til Australien, for selv om vi økonomisk havde fået det bedre, så syntes far at udsigterne for fremtiden ikke var særligt lovende, og derfor puslede han med tanken om at emigrere til Australien, selvom mor ikke var meget for ideen, lod hun sig på et tidspunkt overtale, men inden der blev gjort alvor af ideen så døde mormor, efter begravelsen og det der skulle ordnes efterfølgende, ebbede tanken om Australien langsomt ud og blev blot til endnu en af mange ikke realiserede drømme.
Efterhånden blev økonomien bedre, og haven, der var en gammel losseplads hvor men fandt alskens ting fra cykelstel til natpotter og rustne dåser, blev efterhånden anlagt til en have som blev beundret af mange.
Da jeg blev konfirmeret i 1954 var der råd til at samle familien til en dejlig fest.
Efterhånden kørte alting bedre og bedre, og jeg husker også mange gode stunder hvor far læste op af bl.a. Jack Londons bøger, og vi sad ofte og sang sammen alle sammen, en ting som mor nød meget.
Fjernsynet var opfundet, men var ikke noget den almindelige familie havde endnu, i stedet sad vi klistret til højttaleren i radioen og hørte radioteatret, bl.a. ”Siva skriget” og ”Gregory mysteriet”.
På et tidspunkt begyndte far og mor at gå til folkedans og det blev deres helt store interesse, så meget, at far blev folkedanseleder, først i Herlev og siden i Frederiksværk, for til sidst at slutte i en nystartet forening i Melby.
Men også i amtet gjorde far et stykke arbejde bl.a. som Amtsleder. Til at hjælpe sig når nye trin skulle indøves, havde far stor hjælp af mor, som således var en slags hjælpeleder.
I 1957 købte far og mor et møntvaskeri i Herlevhuse, og det gik rigtig godt med økonomien, der blev købt en bil, så vasketøjet kunne køres ud, selv om der jo egentlig var tale om selvbetjeningsvaskeri. Fjernsyn blev der også købt så nu havde vi det endeligt som gennemsnitsdanskeren havde det, eller måske endda en lille smule bedre.
Men ak, maskinerne var ved at være gamle og udslidte, og nye var pokkers dyre, nej så kunne man lige så godt købe et helt nyt vaskeri som netop var færdigt i Frederiksværk.
Det skal siges at overvejelserne var mange, bl.a. fordi mor havde svoret at hun ikke ville flytte fra det hus de selv havde bygget, det var det trettende sted de havde boet, og tretten var mors lykketal.
Det blev dog besluttet at vove springet og fristende var det da også, at overtage noget helt nyt, det skete så i 1965. Nu var der bare det, at møntvaskeri ideen ikke var kommet helt til provinsen endnu, og når de så blev snydt af den der købte vaskeriet i Herlev, således at far og mor ikke fik de penge ud af det som de havde regnet med, ja så var det meget svært at få det til at løbe rundt.
Det endte da også med at de måtte opgive det hele og finde på noget andet. En mand der havde fået vasket hos mor og far, havde et lysestøberi i Asserbo og han kunne godt bruge en mand.
De fandt så et hus i Nødebohuse, et anneks der hørte til et tidligere pensionat, det lejede de så i første omgang, og far begyndte sin karriere som lysestøber. I 1966 overtog far støberiet og drev det i to år fra adressen i Asserbo.
Driften af lysestøberiet gik så godt at far og mor kunne købe det hus de havde lejet og sætte det i stand, bl.a. med en udvidelse af stuen og et nyt køkken og badeværelse.
Så en dag hvor vi var på besøg hos far og mor, formodentlig for at hjælpe med byggeriet, spurgte far om jeg ikke kunne tænke mig at købe den gamle går der var til salg på Kongelysvej 12.
Far havde kun et år tilbage af sin lejekontrakt i Asserbo så han ville meget gerne finde nogle andre lokaler i stedt for at forlænge kontrakten, og på gården kunne der indrettes nogle glimrende lokaler. Mit svar faldt prompte, ”det gamle lort!, jeg vil hverken eje eller have det”.
Alligevel endte det med at jeg købte gården og lysestøberiet flyttede dertil.
Efter otte år hvor økonomien gjorde, at far og mor kunne købe ny bil og campingvogn og dermed tage på flere ferier i udlandet, var der alligevel af og til problem med økonomien, måske mest fordi far ikke rigtig havde taget højde for, at hånddyppede lys i høj grad var et modefænomen, og da dypningen af lys - hvor netop det, at det blev dyppet i stedt for støbt - blev automatiseret og dermed blev billigere, var der ikke længer de store penge i det.
Da jeg og Kirsten i 1976 blev enige om, at vi pga. personlige årsager blev nødt til at flytte ind til selve Hundested, opgav far helt at fortsætte lysestøberiet, og han tog igen, nu som 60. åring, arbejde som jord og beton arbejder, bl.a. sammen med Leo, hvilket jeg syntes var flot gjort.
Far og mor boede nu i flere år i deres hus i Nødebohuse, og efter at far gik på pension nød de virkelig livet og deres hus og have, så meget at de ikke ville væk derfra da det begyndte at knibe med at holde det hele i stand.
I foråret 2001 blev far meget dårlig men ville ikke søge læge, først da jeg bestilte tid, accepterede han at tage til lægen.
Da jeg kom for at hente ham ville han alligevel ikke med, jeg fik så lægen til at komme og se på far, hvorefter han omgående blev indlagt på hospitalet.
Dette skete en tirsdag, og om torsdagen blev vi kaldt ind på hospitalet, fordi de ikke regnede med at far ville overleve den ekstremt lave blodprocent han havde.
Far lå på hospitalet i omkring en måned uden den store fremgang. Han fik så lov at komme hjem i påsken, det gik så godt at han kort efter blev udskrevet fra hospitalet.
Mor og far havde som sagt de sidste par år haft svært ved at holde såvel hus som have i orden, og selv om mor fik hjælp til personlig pleje så var det, efter fars sygdom, ikke nok til at de kunne blive ved med at klare sig alene.
Det blev derfor besluttet at søge om en ældrebolig, og pga. fars sygdom var deres samlede behov nu sådan, at de var berettiget til at få en sådan tildelt.
De flyttede derfor i sept. 2001 til Turistvej 28 i Hundested, lige over for plejecentret. Her blev de glade for at bo og her fik de den hjælp de havde behov for, inkl. varm mad hver dag.
Desværre fik mor problemer med sin ene hofte igen, hun havde ellers tidligere, efter utallige hofteskred, fået sat en slags låsering ind, således at hoften ikke kunne skride ud. Men der var jo ikke megen sund og stærk knogle at sætte den fast i, så det gik altså galt igen.
Efter at den var skredet ud nogle gange, blev mor genopereret men disse sidste bedøvelser virkede som om de satte gang i en begyndende demens, og mor blev generelt dårligere som tiden gik, hvilket resulterede i at det blev besluttet, at mor skulle på plejehjem.
Det gik også godt i nogen tid, hvor far hver dag var ovre hos mor og også spiste på hjemmet, men til sidst havde mor det så dårligt at far ikke kunne klare at se på det, og den 4. juli 2003, døde mor efter en sidste måned, der ikke havde været særlig rar for hende eller familien.
Efter mors død gik der kun kort tid inden far også kom på plejehjem, for han kunne ikke rigtig tage sig sammen til noget.
Han levede ligesom i en anden verden og jeg tror egentlig der gik et halvt år før det rigtig gik op for far, at mor ikke levede mere. Efter den tid begyndte det gradvist at gå ned af bakke for far, han mistede lysten til at leve og blev på alle måder passiv.
Det eneste han foretog sig var stort set at ryge, og det var jo ikke særligt befordrende med de svage og ødelagte lunger han havde efter et langt liv med rygning.
Efter at have vært indlagt flere gange bl.a. for lungebetændelse, og senere dehydrering et par gange, kunne far ikke klare mere og han døde den 29. april 2004.
Far og mor har – tiderne taget i betragtning - generelt set haft et godt liv, det har ind imellem været hårdt, bl.a. med arbejdsløshed i perioder, men også mors fingre, hofter og knæ har voldt problemer som har betydet hospitalsindlæggelse i flere omgange, hvorimod fars første hospitalsophold var så sent som i 2000, men hvor han også nær var gået bort.
Mor og fars største sorg var da Leo tog sit eget liv, det var hårdt for dem og især mor havde det meget svært, men hendes stærke psyke gjorde, at hun lærte at leve med det, men for dem begge var det en helt uforståelig handling. Det var det for den sags skyld også for hele familien, og min egen teori har også hele tiden gået ud på, at der i realiteten var tale om et uheld.
I bagklogskabens klare lys har jeg også spurgt mig selv om vi, det vil sige familie og vennerne, gjorde nok for at det ikke skulle ende så tragisk, vi vidste jo alle, at det ikke gik særligt godt, at Leo var hidsig og hysterisk og levede i en verden for sig selv, men ”man blandede sig jo ikke i et internt familieanliggende”, men havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved i dag, tror og håber jeg, at jeg havde reageret anderledes.
En anden sorg som voksede sig større og større, og som de sidste år af deres liv kom til at fylde mere og mere i mor og fars bevidsthed, det var Johns manglende opmærksomhed.
Hans efterhånden helt manglende besøg og interesse for hvordan de havde det, optog dem mere og mere og blev ofte omtalt når vi var sammen med dem.
Ligesom i Leos tilfælde, stod de også her uforstående over for hvad der skete, de forstod ikke Johns opførsel, de spekulerede meget over hvad de dog havde gjort John, og især for mors skyld syntes far, at John i det mindste kunne give lyd fra sig, men det opnåede de aldrig.
Et kapitel er slut og et nyt kan skrives, sådan er livet og vil altid være det.
Ingen går gennem livet uden at have op eller nedture, nogle større end andre, og nogle klarer det bedre end andre.
|
