class="headericon"/ Jacob Borthig.


Jeg fik et tip fra Andje Swalm om, at der i Køge Studier 2015, var en interessant artikel om Jacob Borthig, en skotte der kom til Danmark og blev købmand i Køge. Jeg anskaffede derfor bogen og fandt artiklen så interessant, at jeg kontaktede artiklens forfatter Margit Baad Pedersen for at få lov til at bringe et uddrag af artiklen, på slægtens hjemmeside. Det fik jeg lov til og det er jeg taknemmelig for.

Jacob Borthig er Rolsted slægten’s stammoder Mette Sophie Grønbechs 3x Tipoldefar. Jacob Borthigs barnebarn, Charlotta Amalia, blev gift med Albert Goische hvis far Henrik Henriksen Goische blev Biskop i Ribe.

Pittenweem i Skotland ligger langs kysten. Fotoet er fra bogen Køge Studier 2015.


En Skotte blev købmand i Køge.

I Pittenweem i Skotland blev Jacob Borthig fødtes omkring 1615, Jacob blev sandsynligvis født med efternavnet Borthwick og fornavnet James. Da han kom til Danmark fordanskede han sit navn, hvilket var helt normalt.
Jacob er sikkert rejst med et handelsskib der på en rejse i midten af 1630'erne bl.a. skulle til Østersølandene.
Skibet har på rejsen bl.a. været i tolden i Helsingør, og Jacob er formodentlig afmønstret i København, hvor han åbenbart opholdt sig til han flyttede til Kalundborg. Den 3. januar 1638 aflagde Jacob Borthig i København borgered på Kalundborg rådstue.

I Kalundborg fik han et barn med en tjenestekvinde, hvorfor han fik en bøde på 12 rigsdaler.
I byfogedregnskabet benævnes han Jacob Kremmer, Jacob Schotte Kremmer eller kun Jacob Schotte.
Det tyder på at han havde en bod, hvorfra han handlede, eller rejste omkring på markeder, og en sådan rejse kan have bragt ham til Køge.

I efteråret 1639 giftede han sig med købmandsdatteren Gedske Jensdatter i Køge. Den 14. okt. mødte Jacob Borthig af Kallundborg og Laurids Sørensen frem i Køge byting, hvor Jacob gav Laurids håndslag på, at han nu havde overtaget det formynderskab for sin kone Gedske Jensdatter, som Laurids Sørensen hidtil havde varetaget.
Nytårsaften 1639 udstedte Jacob et pantebrev på 1200 daler til Hans Christensen Humble, der havde solgt ham den ene halvdel af en dobbeltgård i Brogade, som han havde opført i 1636.
Hans Christensen Humble var velhavende rådmand og borgmester i Køge.

Jacob Borthigs kone Gedske Jensdatter var datter af afdøde købmand Jens Madsen. Jens hørte til de velaflagte borgere i byen og da han døde i 1629, blev han begravet i kirken. Gravstedet lå ved blokken i det søndre sideskib.

Jacob og Gedskes børn.

Gedske fødte otte børn i ægteskabet med Jacob Borthig, hvoraf kun to nåede voksenalderen. Gedske døde i december 1664 og blev begravet i sine forældres gravsted i kirken. Jacob havde i 1654 købt sine to svogres anpart af gravstedet.

Datteren Margrethe var den ældste i børneflokken, hun døde ugift i 1676, og blev også begravet i familiens gravsted i kirken.
Jacob, født i juli 1646, var den eneste af Jacob Borthigs og Gedskes sønner, der nåede voksenalderen og hans karriere viser, at han fik en omhyggelig skolegang. Han mødte som 16-årig på Køges byting på sin fars vegne. Faderen havde af Rasmus Brochmands enke i København fået til opgave at foranstalte en synsforretning over hendes fædrene gård i Køge. Den unge Jacob fremlagde enkens skrivelse i retten den 10. november 1662 og begærede fire synsmænd udpeget.
Han nævnes i kirkebogen for Store Heddinge som forvalter på Erikstrup gods i perioden 1679-82. I sommeren 1682 var han forpagter på Jonstrupgaard.

Han blev forvalter på Dragsholm, hvor han nævnes i 1685. I 1691 fik han embedet som amtsskriver, dvs. kgl. Skatteopkræver, i Kalundborg, Sæbygaard og Dragsholm amter. Han bosatte sig i Kalundborg hvor han døde i september 1702. Året efter lod hans enke kisten overføre til Køge, hvor den blev sat ned i familiegravstedet i kirken.

Børnene i Jacob og Gedskes ægteskab var ikke Jacob Borthig’s eneste. Den 22. april 1659 stod enken Cathrine Erichs åbenbar skrifte i Køge kirke, og det blev oplyst, at hun var besovet af Jacob Borthig. Barnet blev døbt Sidsel den 29. april og Jacob Borthig var udlagt som far. Sidsel døde i 1666.

Efter Jacobs eget udsagn havde han ikke været hjemme på andet år, da han den 19. juni 1660 i København sender en bønskrivelse til Kongen om at slippe for straf for lejermål. I Kalundborg havde han i sin tid kunnet slippe med en bøde på 12 rigsdaler, men nu hvor han var gift var det noget andet. Bøden kunne løbe op i en betragtelig del af formuen.

Jacobs begrundelse for at slippe for bøde er noget besynderlig, han undskylder sig bl.a. med den drukkenskab som krigen medførte, men erkender samtidig at han har haft et forhold til et quindfolch i Køge, som derefter havde udlagt ham som barnefader, selv om hun også havde kendt andre mænd. Han var heller ikke helt ærlig, når han påstod, at han ikke havde været hjemme i over et år, for den 21. okt. 1660 blev et barn begravet som døde straks efter fødslen, så med mindre Gedske havde haft en udenomsægteskabelig affære, må Jacob have været i Køge i begyndelsen af året.

Det var altså ikke nogen særlig troværdig forklaring, eller hensynsfuld beskrivelse af Cathrine, men den virkede åbenbart, for den 2. juli 1660 fik han benådning.

Købmandsgården Brogade (nu nr. 16), hvor Jacob ejede halvdelen, er opført i 1636.

Fotoet fra bogen Køge Studier 2015, er taget af Jørgen Pedersen.


Jacob Borthig og hans Borgerskab.

En tilflytter der ville drive handel eller håndværk i en købstad, skulle søge borgerskab straks efter ankomsten, og for at lette de nyetableredes vilkår, var en ny borger tilstået skattefrihed det første år. Jacob Borthig gjorde ikke som forventet, han lod ganske enkelt være med at søge om borgerskab, men gik bare i gang med sin forretning. Det skyldes måske at han ikke var løst fra sit borgerskab i Kalundborg, men der holdt de op med at føre ham på skattelisterne i 1640. Han slap dog ikke for skat i Køge på grund af det manglende borgerskab, men han figurerede først på kirkens og byens skattelister fra 1641.

I sommeren 1643 tvinges Jacob Borthig til at få orden på sit borgerskab, hvilket skete som kulminationen på en stribe retssager. Rådmand og borgmester Hans Christensen (ikke Humble) var blevet udpeget som værge for Gedske Jensdatter efter hendes fars død i 1629. Han havde lånt en del af arven (126 daler) til kræmmer Elias Sørensens enke Bente med pant i hendes gård, som brændte i 1633, og pantet mistede dermed værdi.

Skrædder Laurids Sørensen overtog i 1636 værgemålet for Gedske, og den gamle værge mente ikke, at han var forpligtet til at betale den nye værge pantebrevets fulde hovedstol, men kun den del, som pantet var værd, dvs. en brøkdel af grundens værdi.

Jacob Borthig repræsenterede sin kone fra 1639, og ville ikke finde sig i at Hans Christensen prøvede at smyge sig udenom at udbetale det fulde beløb. Han ankede i 1642 sagen til landstinget, der i to domme gav ham medhold, Hans Christensen appellerede til en højere retsinstans, men tabte sagen på herredagen i København den 17. april 1643, og måtte betale de 126 daler med rente, i alt 201 daler.

Hele sagen havde været pinlig for magistraten, så da Jacob Borthig på rådstuemødet den 16. maj 1643, prøvede at få rådstuerettens godkendelse af, at han også skulle have sine omkostninger dækket, slog borgmester og råd bremserne i – nu måtte det være nok.
Hvis Jacob Borthig ville blive i Køge, måtte han skaffe bevis for, hvor han kom fra og derefter tage borgerskab, eller også måtte han forse sig fra byen, det vil sige forsvinde. Den 5. september fik Jacob Borthig endelig afslag på sine yderlige krav på Hans Christensen, med en bemærkning om, at han bør være fri for denne Jacob Borthigs unødige på ny førte trætte.

Den 26. september mødte Jacob Borthig så omsider op på rådhuset og aflagde sin borgered for borgmester og råd.

Købmanden.

Køge var i slutningen af 1630’erne en stor købstad med et blomstrende næringsliv.
Byens købmænd drev en livlig handel. I 1638 havde Køge havn en samlet molelængde på ca. 400 m og var en af landets største havne. Med de gunstige besejlingsforhold var havnen en vigtig eksporthavn for landbrugsvarer fra store dele af Sjælland, og her spillede især hollandske skibe en vigtig rolle.

Det er begrænset hvor meget der vides om Jacob Borthigs købmandshandel. Det er dog sandsynligt, at han som byens øvrige købmænd både drev krambodshandel og var involveret i opkøb af bøndernes korn. Når byen skulle foretage reparationer på rådhus mm., og kirken skulle reparere kirkens bygninger, dvs. selve kirken og præsteboligerne samt latinskolen med lærerboliger, var byens købmænd leverandører af byggemateriale, men kun et par gang nævnes Jacob Borthig, nemlig da han i 1664 leverede ”presenz” (sejldug til presenning) og en halv tønde tjære til en ny rådhusbod og i 1675 leverede han sten til brolægning foran rådhuset.

Undertiden måtte Jacob Borthig gå i retten for at få inddrevet gæld, som nogle af byens borgere skyldte ham, som regel mindre beløb. Når ingen af skyldnerne mødte op, dømte rådstueretten dem til at betale inden 15 dage eller lide namb, dvs. Jacob Borthig fik ret til at gøre udlæg i deres værdier, hvis de ikke betalte.

Det er umuligt at vurdere omfanget af Jacob Borthigs købmandsvirksomhed. Ifølge skattelisterne lå han i det øverste mellemlag af Køges indbyggere, og under alle omstændigheder lykkedes det ham at holde forretningen kørende i fyrre år.
Købmandsvirksomheden var måske ikke Jacob Borthigs eneste indtægtskilde. Han optræder undertiden på en medborgers vegne på bytinget og har måske virket som en form for advokat eller kommissionær.
I det hele taget ser han ud til at færdes hjemmevant både i rådstueretten og på bytinget, og han må have erhvervet sig et rimeligt kendskab til dansk lov og ret.

Borgeren.

Borgerskabet styrede byen, men kun de rigeste købmænd kom i betragtning som rådmand og borgmestre.
Jacob Borthig blev ikke nævnt i denne forbindelse op gennem 1640’erne, men den 2. januar 1652 udpegede byens magistrat ham til kæmner, en post der både krævede et godt omdømme og en sund økonomi, da kæmneren var betroet store pengebeløb, herunder de kongelige skatter.

Som kæmner havde Jacob Borthig ansvaret for de skatteopkrævninger, som de såkaldte fjerdingskæmnere udførte i praksis.
Undertiden afleverede kæmneren selv de kongelige skatter i København, hvilket udløste både transportgodtgørelse og diæter. Den 10. januar 1653 lejede Jacob en vogn og rejste til København med en skat på 380 daler 2 mark 2 skilling. Han måtte vente i seks dage, før han kunne komme af med pengene, som skulle modtages af slotsskriveren på lensmandens vegne. Det udløste 4 daler 2 mark i diæter og vognleje frem og tilbage kostede 3 daler. Næste gang han afleverede skattepenge i København måtte han vente fire dage på kvitteringen i Det kgl. Klædekammer, hvor pengene skulle afleveres.

I 1661 blev Jacob Borthig rådmand, altså medlem af magistraten, og det var han til kort før sin død.
Som rådmand kom Jacob Borthig til at rejse endnu mere på byens vegne, end han havde gjort tidligere. F.eks. viser kæmnerregnskaberne, at han var i København mindst seks gange i 1662. I 1664 var han i København med byens skat stort set hver eneste måned, andre år fremgår det nøjagtige antal rejser ikke, men rejserne udløste stadig både dækning af transportomkostninger og af ophold.
Han kunne sikkert kombinere tjenesterejserne med sine private forretninger, men der er ingen dokumentation for det, og man kan tolke de hyppige rejser således, at Jacob Borthigs egen forretning mere eller mindre stod i stampe, siden han kunne anvende så meget tid langt fra Køge.

Den temperamentsfulde Jacob Borthig.

I Jacob Borthigs tid endte mange skærmydsler folk imellem i retten. Rigeligt indtag af øl kunne forklare meget, og drukkenskab kunne medføre mange både fysiske og verbale overgreb, selv om det skulle være meget groft, før man blev draget til ansvar. Jacob Borthig slap således af sted med bl.a., at forklare sit udenomsægteskabelige forhold til Cathrine med den drukkenskab, der hærgede i byen under krigen.

Det har sikkert været for meget øl, der udløste Jacob Borthigs hidsige optræden, da han i efteråret 1653 blev rodet ind i nogle voldsomme stridigheder med Laurids Knudsen, som boede skråt over for ham.
Laurids Knudsen var Karen Hansdatters tredje mand. Hun var søster til Gedske Jensdatters morfar, og om det var slægtskabet med hans kone, der fik Jacob Borthig til at reagere, vides ikke, men i hvert fald var han blevet fortørnet over den måde, Laurids Knudsen behandlede sin gamle syge kone på.
En søndag aften stillede Jacob Borthig sig op i Laurids Knudsens bislag og skældte Laurids ud for en skælm, hvilket var et meget groft skældsord på den tid. Han råbte at Laurids levede ilde med sin kone, og at han skulle komme ud på gaden, åbenbart for at få en dragt prygl. I hidsighed samlede Jacob en sten op og smed den ind i forstuen. Laurids stod inde i stuen og skreg på sine folk, at de skulle komme med lys, for Jacob ville myrde ham.
Udenfor var flere kommet til, bl.a. en københavner ved navn Søren Pedersen der prøvede at lægge en dæmper på Jacob, men som også selv skældte Laurids Knudsen ud over hans behandling af konen.

Den følgende tirsdag var Laurids Knudsen på besøg i Bygaardsstrædet, hvor han fik øje på Jacob Borthig, lukkede vinduet op og råbte efter ham, Jacob kaldte derpå Laurids for en hundsfot og en kujon. Nu var det blevet et spørgsmål om ære, og det var en alvorlig sag på den tid.

Der blev afhørt talrige vidner om disse episoder, og de var stort set enige om begivenhedsforløbet, men bytinget endte med at frikende Jacob Borthig for ærekrænkende udtalelser. Det hang måske sammen med, at Laurids Knudsen slyngede om sig med anklager i denne periode hvor han bl.a. var presset økonomisk.

Laurids Knudsen forsøgte senere at anklage Jacob Borthig og flere andre for forskellige ting, alt sammen noget som kunne tilbagevises, det eneste der blev tilbage var en beskyldning mod Jacob Borthig om nogle adkomstbreve fra 1616 på stolestader i Køge kirke. Stolestaderne var dengang blevet solgt til Karen Hansdatters første mand Søren Knudsen, og Jacob Borthig hævdede, at Laurids Knuden selv havde givet ham de gamle adkomstbreve, fordi han skulle bruge dem, når han skulle tale på Laurids’ vegne i en arvesag. Men hvis Laurids Knudsen nu ville have dem igen, så for ham gerne. Laurids nægtede at tage imod brevene og krævede at Jacob Borthig skulle bevise, hvordan han var kommet i besiddelse af dem.
Sagen endte med, at retten pålagde Jacob Borthig at give en forklaring på, hvordan han var kommet i besiddelse af brevene.

Død og begravelse.

I november 1681 søgte Jacob Borthig om kongelig bevilling til at nedlægge sin rådmandspost.
Bevillingen blev givet, han blev fritaget for arbejdet som rådmand, men fik tilladelse til både at beholde sin plads i kirkens fornemme magistratsstol og i andre sammenhænge, dog ikke i rådstuen.
Et halvt år senere døde Jacob Borthig og blev begravet i Køge kirke den 12. maj 1682. Sønnen betalte regningen: 6 daler for at få graven åbnet, 7 daler 2 mark for ringning med alle klokkerne, 1 daler 2 mark for at bruge kirkens store stager og endelig 1 mark for de 10 pund voks, der blev brændt af kirkelysene.

Unge Jacob Borthig lod straks efter faderens død boet registrere og vurdere.
Eventuelle kreditorer opfordredes til at anmelde deres krav, og det skete meget formelt: både på Sjællands landsting og fire gange på Køge byting. Den 3. juli blev der foranstaltet vurdering af boets faste ejendom: gården Borgergade og gravstedet i kirken. Boet må dog have været solvent, da unge Jacob Borthig kunne beholde gården, som han stadig stod som ejer af i 1689, hvor han solgte gården til byfoged Peder Hansen Marup, der straks efter solgte videre til Niels Jørgensen i juli 1690.

Jacob Borthig fik et lang liv som Køge borger, og han blev velintegrere i bysamfundet, der også rummede mange andre af udenlandsk herkomst. Han må forholdsvis tidlig have tilegnet sig det danske sprog, som han måske allerede beherskede da han ankom til Køge i efteråret 1639.

Jacobs Borthigs underskrift fra 19. juni. 1660.


Richardt Rolsted


Kilde: Margit Baad Pedersen: Jacob Borthig. En skotte blev købmand i Køge. (Køge Studier 2015. Årsskrift for Køge Arkiverne. Udgivet 2016. Side 22-51. Med noter og litteraturhenvisninger)