|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Barndomshjemmet.
Ifølge Kirkebogen for Rye og Sonnerup Sogne skal jeg være født den 7/5 1848, men jeg har altid holdt min Fødselsdag d. 6. Maj og tror også, at denne er Dagen. Thi fra min tidligste Barn dom har jeg hørt mine ældre Søskende fortælle, at da jeg var arriveret som nr. 5 i Børneflokken, var mine Forældre i Vildrede med Hensyn til at finde på et passende Navn, hvorfor de slog op i Almanakken og fandt for den 6. Maj Helgennavnet Johan (af Portugal), hvorefter de bestemte sig at give mig dette Navn. Men mine Søskende syntes, det var så grimt og bad, om jeg ikke maatte komme til at hedde Emil, hvilket bevilligedes, idet jeg dog så fik Faders ene navn Vilhelm i tilgift, min ældre Broder havde allerede fået det andet Henrik.
Jeg blev altsaa født d. 6/5.48 i Ryegaard Skovriderbolig, det saakaldte Bondhus, et Navn, hvis Oprindelse eller Betydning jeg aldrig har kunnet faa Rede paa Ja selv dets Bogstavering er vist nok usikker (Bonhus -
Boligen er dog ikke trykket af Skovens Nærhed, idet den ligger fuldstændig solaaben til alle sider. Dyrehaven ligger rigtignok saa nær, at Stald og Ladelængen i hele sin Længde danner Grænsen mod samme. Men i den nærmest liggende Del af Skoven findes der kun enkelt gamle Kæmpe bøge, ellers skraaner Græssletten ned mod Vættermosen, og hinsides denne hæver sig Elsbjergets græsdækkede Skraaning, idet Bøge Skoven først begynder paa Kammen af Bakken.
Stuehuset ligger syd øst for Vejen, parallelt med denne, Stald og Ladebygningen på den modsatte side af Vejen ligeledes parallelt med denne, men skudt noget længere mod Vest, saa at Stuehuset har fri Udsigt over den skønne Dyrehave ved Vættermosen og Elbjerget. Noget længere mod Langtved siden, Vest for Urtehaverne ligger et mindre Udhus med Gavlen ud mod Vejen, indeholdende Huggehus, Tørve, Hønse, og Svinehus samt Lokum, hvis Udtømmelser faldt ned i Svinegaarden, hvor Svinene tog imod dem, saa intet gik til spilde. Der var vidst nok 1 a' 300 Alen fra Stuehusets Gangdør til denne Anstalt, saa i mørke, sludfulde Vinteraftener var det ingen behagelig Rejse derned, men ganske vidst, man var i og ved Stuehuset absolut fri for Lokumslugt.
Huggehuset, der ligger i Gavlen med Vinduet ud mod Vejen, var i en vis Periode Soveværelse for min ældste Broder Niels og mig som Dreng. Jeg erindrer, at jeg en Gang faldt ud af Sengen, som jeg delte med Broderen, og stødte min Hale paa det røde Murstensgulv. Endelig laa der inden for Dyrehavehegnet endnu 3 Bygninger, et muret Bindingsværkshus med toppet straatækket Tag, der benyttedes til Vognport (for Stadsvognen og Kanen) og Rullestue, et Brændehus med risflettede Vægge og Straatag og saa et par 100 alen nede i Dyrehaven under de store skyggegivende Bøgetræer, en Jordkælder til Mælk og Øl. Da der til denne Kælder knytter sig et Barndomsminde, maa jeg beskrive den lidt nærmere.
Den var som antydet gravet et Par Alen ned i Jorden, Væggene af Kampesten, Gulvet af Ler og Loftet af Brædder, der fra begge Sider skraanede op mod Bygningen, men for Kølighedens Skyld var disse Tagbrædder dækket med Tang fra Stranden. Denne saltholdige Tang ynder Hjortene at gnave i, og da det Lægtehegn, der var sat uden om Kælderen, ikke altid var i Orden, vovede Hjortene sig jævnligt op paa det jævnt skraanende Tag for at æde Tang.
En sommer skulde min voksne Søster (Henriette) og jeg ned i Kælderen for at tappe en Dunk Øl, Folkene skulde have med i Marken. Aldrig saa snart havde Henriette faaet Nøglen drejet om og Døren aabnet, før hun giver et Skrig fra sig og smækker Døren i igen. Der stod en Hjort midt paa Kældergulvet og gloede paa hende. Vi skyndte os op og meldte Fader det forefaldende, han fulgte os straks ned i Kælderen, aabnede sagte Døren og traadte lidt til Siden for denne tillige med os 2, et Par Minutter efter satte Kalorius i et langt Spring op over alle Kældertrinene og galoperede afsted ud til sine Kammerater. De raadne Tagbrædder var selvfølgelig bristet under ham.
Naar jeg i det foregaaende har talt om Bygningerne, har jeg snart brugt Nutids-
Bondhusets Stuebygning var et langstrakt, straatækt Bindingsværks hus uden Kælder og altsaa temmelig lavt. Stolperne var blaamalede, den mellemliggende Mur var farvet rød med vandrette og lodrette hvide Streger, der skulle imitere Kalken mellem Murstenene. Den midterste Del af Huset gav sig til kende som den ældste ved sine gamle 8-
Denne Del af Huset stammer sandsynligvis fra Slutningen af 18de Aarhundrede. (Fader flyttede ind i Bondhuset 1829), og da var det allerede gammelt.) De to vestligste Fag (Skabsværelset og Henriettes Værelse) byggede Fader selv til, med Jens Kruse som Arkitekt, medens jeg var Dreng.
Paa Midten af Huset var en ret anselig tofløjet Fyldningsdør med smedet s-
I den modsatte Krog (mellem Køkkenet og Sovekammeret) stod en mægtig gammel 3 Etagers Ovn med Menneskeskikkelser støbte i svære Plader, hvoraf den var opbygget. Naar Fader var hjemme, var det gerne hans Bestilling at passe den Ovn, og han havde til det brug et oplag af store Bøgetræs Knuder, af hvilke det øjensynlig var ham en Fornøjelse at proppe et ordentlig Foder ind gennem den store Indfyringsdør. Til Gengæld holdt han af, især naar han kom ude fra Kulden, at stille sig klods op ad Ovnen med Ryggen mod denne, idet han holdt Frakkeskøderne tilside. Fader taalte nemlig lige godt Varme og Kulde. I den selv samme Paaklædning, i hvilken han stod op ad Kakkelovnen, færdedes han ude, selv i den stærke Frost. Naar vi andre ved Jule-
Den omtalte Kakkelovn var i Tidernes Morgen købt af Fader paa en Auktion, vistnok i en eller anden Præstegaard. Den flyttede med Broder Henrik fra Bondhus til Jægerlund i 1885, og da han i 1914 forlod sidstnævnte Sted, blev den ført over til Godsejeren paa Trudsholm; hvor den sikkert endnu gør Nytte, den er formentlig ikke under 200 Aar gammel. Paa hver Side af Ovnen stod vistnok en Lænestol; i den ene af disse sad Moder jævnligt og spandt; men om Aftenen rykkede hun for Lysets Skyl sin Rok hen til Bordet ved Sofaen (se nedenfor).
Ved Ydervæggen mellem de 2 Vinduer stod Moders (malede) Kommode, hvor hun blandt andet i en af Skufferne gemte sine Penge ("Smørpengene"). Op ad Væggen mellem Øverstestuedøren og det øverste Vindue stod Fader polerede Asketræs Skatol med 3 Skabsopsatser, der var forarbejdet af Farbroder Eggert, som var Snedker og boede i Nærheden af Løvenborg. Her sad Fader og besørgede sine Regnskaber og sin Korrespondance, der dog var meget lille, saa det var kun korte Stunder , han tilbragte ved den nedslaaede Klap; saa meget kærkommere var det for mig at faa Lov at sidde ved Siden af og undersøge nogle af de mange Skuffer eller lege med Sandhuset i det fine Palisandertræs Skrivetøj, der var købt paa Geheimraadinde Rosenkrantz' Auktion.
Midt i Skatolrummet var den traditionelle lille Dør; indenfor denne en Skuffe, hvori Fader gemte sine Tegnebøger, den store og den lille, der vistnok havde hver sin Historie; den ene af dem er endnu i Broder Henriks Besiddelse. Det bedste ved dem var, at de vistnok aldrig var tomme.
Fader og Moder var gode Husholdere; de havde ikke alene altid, hvad de skulle bruge; men de sørgede for, at de altid havde mere, end de skulle bruge.
I Rummet ovenover Tegnebog-
I Krogen mellem Vinduet og Skatolet havde nogle Jagtgeværer en fredet Plads. Mellem Skatolet og Øverstestuedøren havde et Kviksølvsbarometer fra Borello i Roskilde Plads. Ved Hjælp af dette og Gigtsmerterne var Fader en ret god Vejrprofet. I den fjerde Krog af Stuen (mellem Øverstestuen og Sovekammeret) havde en værdig gammel "Bornholmer" sin Plads; vi Børn lærte tidligt at kende Klokken, da Skivernes Tal var almindelige Skrifttal, ikke Romertal. Naar Christen Urmager fra Lyngby en Gang imellem kom for at gøre dette Ur rent, var det for os Børn en meget interessant Begivenhed, at se alle Værkets Dele adskilte og lagt ud paa det store gule Bord, hvor Hjul og Cylindre rensedes med Trippelse og smurtes med Olie.
Mellem Uret og Sovekammerdøren stod den lange meget enkle Bøgetræs Sofa med grønt hjemmegjort Hvergarns Betræk; i den har vistnok alle vi 5 Børn tumlet os fra smaa af. Den var vidst nok ogsaa i sin Tid købt paa Auktion; men den var af stærkt Materiale og stærk Konstruktion: den var aldrig itu i den Menneskealder, jeg har kendt den; den gik i Arv til Henrik og stod i hans Tid i Bondehusets Gæstekammer; om den fulgte med til Jægerslund, veed jeg ikke; dens senere Skæbne er mig ubekendt, men ikke Ligegyldig.
Foran Sofaen stod et malet Klapbord, omkring hvilket Familien samledes ved Maaltiderne og om Aftenen. For Bordenden ved Siden af Uret stod en Lænestol med Træarme; her var Faders Plads; Moder sad ved den anden Bordende, der jo vendte mod Køkkenet, Børnene i Sofaen og lige overfor denne.
Dagligstuen blev i min Barndom forsynet med Gibsloft (i alle andre Stuer var og blev der Bjælkeloft.) Paa Udvæggen var der Fyldnings Panel lige til Loftet, vistnok opsat i min Tid af Jens Gregersen i Langtved. Det var ligesom Dørene egemalet. Jeg har glemt, at der over Kommoden hængte et smalt, højt Spejl i enkel Empirestil og i mørkt poleret Træ (Mahogni), over Sofaen et stort Billede af Grev Henrik Jørgen Scheel, dog først efter dennes Død.
I Dagligstuen og vistnok ogsaa i Sovekammeret var de skurede Gulve bestrøet med Sand; i de andre Værelser var der skuret Gulve uden Sand.
Øverstestuens Møbler med Undtagelse af et dobbelt (malet) Klædeskab var alle af poleret Træ: Sofa, Bord, Stole, Piedestal, Dragkiste. Dragkisten, som var af Eg, fik jeg i Arvepart; den staar nu, 1915, i min Søn Carls Spisestue, Vesterbrogade 75,3. En sort poleret Lænestol med grønt Betræk, poleret Armlæn og meget høj Ryg med halvcirkelformet Hovedlæne paa Siderne kom siden til Søster Henriette i Ejby; de andre Møbler var der intet interessant ved; deres Skæbne er mig ubekendt. Øverstestuen benyttedes kun ved fornemme Besøg eller, naar der var flere fremmede, end der kunne rummes i Dagligstuen, f.eks. paa Spilleaftener.
Sovekammeret var en venlig Stue mod S.Ø., Vinduet vendende ud mod en lille Plæne med Blomstergrupper. Lige for Vinduet stod et Bord med Stole og ved Væggen til hver Side 2 store Senge, der ved sidelængs Udtrækning kunne gøres bredere og smallere, Faders tilvenstre, Moders tilhøjre. Saavel disse som alle Husets Senge var redt udelukkende med Dyner i rigelig Mængde. Saavidt jeg erindrer, var der kun i Gæstekammersengen Madras; ellers var der i Bunden af Sengen god frisk Langhalm, der skiftedes jævnligt i Stedet for Madras. Paa Sovekammersengene var der henlagt sjældent smukke i Drejls Mønster vævede uldne Overtæpper i røde Farver; de var hjemmegjorte og allerede gamle, da jeg var Barn. Ikke desto mindre mindes jeg endnu ved Aarhundredeskiftet eller senere at have set en Rest af dem anvendt til Betræk paa en "Sladrebænk" paa Jægerlund.
Medens Børnene var smaa, havde Forældrene gerne et af dem hos sig hver. Jeg mindes saaledes at have været Sovekammerat med Moder paa et tidligere, med Fader paa et senere Tidspunkt.
I Gæstekammeret var det mest bemærkelsesværdige en stor, ligeledes efter Siden udtrækkelig Himmelseng med Teltloft og Omhæng og et Bjerg af Dyner. Det hørte i øvrigt til Sjældenhederne, at Familien havde liggende Gæster.
Den Del af Køkkenet, som laa nærmest ved Dagligstuen, udgjordes af Skorstensrummet, eller som det almindelig kaldtes "Skorstenen", hvilket Rum, der vel var mindst 3 Alen efter hver Led, var den nederste brede Munding af det vældige gammeldags Skorstensrør. Kiggede man op igennem dettes ogsaa for oven forholdsvis brede Aabning, saa man den blå Himmel. Et Stykke oppe i Skorstenen fik man Øje paa et Par solide Jernstænger, der tjente til Ophængning af Flæsk og Faarelaar, naar disse Sager skulde røges.
Tilvenstre i Skorstensrummet fandtes en massiv aflang-
Ved Hjælp af Papir, Høvlspaaner, Birkebark eller lignende dannedes her et fritliggende Brændebaal ovenpaa Fyrstedet; over Baalet anbragtes en solid Trefod af Jærn, og paa denne sattes Gryden eller Panden. Ved Hjælp af Tørv og ved at hylde Gløderne til med Aske kunde Ilden holdes vedlige fra Middag til Aften. Da Moder selv lavede al sin Mad, tilbragte hun megen Tid i "Skorstenen", og da der var megen Træk fra Bryggerset gennem den aabenstaaende Køkkendør og den aabne Skorstenspibe, er der ikke underligt, at Moder allerede tidligt (vistnok inden hun blev 60) samlede sig en Mængde Gigt i Underlemmerne.
I Spisekammeret var der ligesom i Køkkenet Gulv af røde Mursten, sat paa "Kant". I Spisekammeret opbevaredes tillige Mælken i den mindre varme Del af Aaret, i store Bøtter eller Fade paa lange Hylder. Jeg mindes ikke saa sjældent at have taget mig en Drik Mælk af en af disse Bøtter; men naar Moder, som havde et skarpt Øje, opdagede Mærket af min Mund i Fløden, fik jeg naturligvis Skænd for dette Griseri. Det mest bemærkelsesværdig i Spisekammeret var en vældig saakaldet "Olde"; det var et af en massiv Bøgestamme udhulet Kar af vel 3-
Det daglige liv i Bondhus.
Med Hensyn til Antallet af dem, der paa een Gang deltog i det daglige Liv i Bondhus, da var dette, skønt der var 5 Børn, ingen Sinde stort, især ikke i min Barndomstid; thi dels var der en betydelig Aldersforskel mellem de ældste og de yngste Børn, dels kom disse gennemgaaende tidligt fra Hjemmet. Til Oplysning herom fremsætter jeg her nogle korte Optegnelser om mine Søskende samt en Kronologi over min egen Livsgang.
Niels, f.29/3.35, kom tidligt ud at lære Landvæsenet, frekventerede det Classenske Fideikommis Landbrugsskole paa Næsgaard, Falster, var derefter Forvalter forskellige Steder, bl.andet paa Adelsborg (Dragsholm), bestyrede i en Række Aar "Søgaard" ved Holbæk for Forpagter Marcher paa Trudsholm -
Kun i kortere Perioder, mellem Pladserne, havde han Ophold i Bondhus; deltog i Bedriften og delvis i Skovarbejdet (Udhugning). I denne Periode var det, jeg boede sammen med ham i Huggehuset, og fra den Tid skriver sig en lille Erindring.
Antagelig som 9 Aars Dreng, fik jeg en Aftenstund Lov at ride med Niels ned til "den Store Eng", hvor Hestene skulde græsse om Natten. Midtvejs foretrak jeg at staa af og vente, til Niels kom tilbage. Jeg krøb da op i et Bøgetræ lige ved Vejen, hvor jeg vilde afvente hans Komme, men var saa uheldig, at Grenen knækkede, og jeg faldt ned og stødte mig; her laa jeg og klynkede ved Roden af Træet, da N. kom tilbage, og paa Spørgsmaalet om, hvad jeg vilde oppe i Træet, kom det myge Svar: "Jeg vilde "spratte" Dig".
Henriette, født 12/5.37, død Decbr.1920, var saavidt jeg erindrer, uafbrudt i sit Hjem, indtil hun i 1862 blev gift med Gaardmand Christian Nielsen + Febr.21. i Ejby, men hun var allerede voksen Pige, da jeg naaede den skolepligtige Alder. Dog knytter ikke saa faa af mine Barndomserindringer sig til hende.
Henriette og Christian overdrog allerede ved Aarhundredeskiftet Gaarden til Adoptivdatteren Gerda, der giftede sig med en Gaardmandssøn Hans Petersen af Ejby, idet de Gamle flyttede over i den lille Lejlighed i Gavlen af Ladebygningen, hvor min Moder efter Faders Død tilbragte sine sidste Leveaar og døde i Marts 1889, 83 Aar gl.
Henriette fik for en 3-
Frederik, født 21/12.39, har jeg slet ingen Barndomserindringer sammen med, og vi har ikke til Stadighed boet sammen i Bondhus.
Han blev tidligt sendt i Skole (og Pension) i Holbæk (Stausholms Realskole) og kom senere til København for at læse til dansk juridisk Eksamen, hvorefter han blev Godsfuldmægtig og senere Godsforvalter. Døde i Slagelse i en Alder af 71 Aar; hans Enke overlevede ham nogle Aar og Døde i Beg.af 1921.
Henrik, født 5/7.45 + 7.Juni 1920, er den eneste af mine Søskende som jeg mindes at have været Barn sammen med i Hjemmet, og det har endda kun været i korte Perioder. En kort Tid gik vi i Skole sammen i Sonnerup; men derefter blev han sendt i Pension og til Oplærelse hos en Lærer i Klouby ved Kalundborg; i et Aar (1858) gik vi i Skole sammen på Garveriet, og endelig var vi et halv eller helt Aar i Pension sammen i Skibby Skole; men da var H. vist allerede Konfirmeret. Ikke længe efter Konfirmationen kom han ud at lære Forstvæsen hos Forstinspektør Ulrich, (Fader til General Ulrich og Skovrider Ulrich under Baroniet Gaunø) paa Juellinge under Bregentved.
Henrik tog sin Afsked som Skovrider 1/4.1914, flyttede med Wilhelm til Tølløse, hvor han havde købt sig en hyggelig Villa med god Have, hvor han levede tilfreds og lykkelig og kunde ved Grev Schulins, sin Svigersøn og Nevøs (Carl August) Velvilje og Gæstfrihed dyrke sine gamle Passioner Jagten og L'hombre næsten til sin Død; kun de sidste Maaneders Skrøbelighed hindrede ham deri. Han var vel forberedt paa Døden, saa den rolig imøde, samlede sine Børn en 14 Dags Tid forinden, beskikkede sit Hus og uddelte sin Formue mellem Børnene som en gammel Patriark og sov saa stille hen i Kredsen af alle sine hidkaldte Børn d.7/6.1920. Elleve Dage efter d.18/6 fulgte hans Søn Wilhelm ham i Døden af Kræft, efter at have brugt sine sidste Kræfter til at følge Faderen til Jorden. De hviler begge paa Rye Kirkegaard hos Hustruen og Moderen Martine.
Min egen Tidstavle stiller sig således:
00-
07-
10-
11-
15-
16-
19-
Mellem 21 og 22 Aar Garder i 5-
24-
27-
35-
39-
67-
67-
71-
Til Skovriderstedet var knytte en lille Landbedrift. Jordliggendet var vist kun 12-
Selskabelighed
Fader og Moders Søskende omgikkes vi paa den Maade, at vi gensidig, men sjældent besøgte hinanden uden Indbydelse. Af Faders Brødre besøgte vi en á to Gange om Sommeren Farbroder Hans (f.10/6.1796, + 24/1.1873), der var Skovrider paa Løvenborg og boede i Fledskov 2½ Mil fra Bondhus. Det var en Fest for os Børn, for mig i det mindste, naar disse turer gik af.
Skovriderstedet var hyggeligt beliggende lige i Udkanten af Skoven, med en prægtig, velholdt Have med Masser af dejlige Jordbær (Farbror var oprindelig Gartner). Farbroder saa vel som hans Hustru født Tronier var gæstfri, elskværdige og fornøjelige Folk, der forstod at skabe en vis Festivitas over saadan en Dag. Beværtningen var god; stundom spiste vi under de store Lindetræer udenfor, eller indtog en lille Aftendrik eller andet Traktement der.
Jeg mindes endnu, hvor hyggeligt de to gamle Brødre (Fader og Farbror) ved saadanne Lejligheder hjalpes ad med at flytte Borde ud og stille dem sammen, Ogsaa Farbroder Rasmus (f.8/3.1873), der var Gaardmand i Nyrup, ikke langt fra Fledskov, besøgte vi en Gang imellem. Ogsaa han var ganske gemytlig og fornøjelig, udrustet med nogen Muttervits. Jeg mindes hans gamle Søster Faster Sofie, der boede hos ham, var helt lam i Underekstremiteterne, men saa flittig og dygtig til Haandarbejde, at hun lavede de dejligste hvide Broderier i massevis.
Hos Moster Maren, gift med Gaardmand Hans Knudsen i Ordrup, kom vi ikke saa sjældent, navnlig naar vi var paa Jagt i Ordrup Skov og paa "Ejernæs" eller havde andet Ærinde der omkring.
Hun var vidst den yngste af Moders Søstre, en køn og dygtig Kone, der havde sine Ting i Orden, Jeg har spist megen dejlig Faaremælk hos hende. Stundom fulgtes jeg med Sønnen Peter hjem til Ordrup, naar vi gik fra Sonnerup Skole.
Hos Moste Ellen i Enemærkehuset kom vi Drenge ofte især om Sommeren; hun havde jævnaldrende Drenge, som var brilliante Legekammerater (Jens var mig nærmest i Alder). Moster var altid gæstfri og elskværdig og meget gavmild af sin Rigdom af Sommerfrugter, Pærer og Æbler, (vor egen var mest Vinterfrugt). Jeg har baaret mangen Ladning Frugt hjem derfra under min Bluse baaret af Bæltet eller paa anden Maade. En gang blev jeg flov, da jeg paa Hjemvejen med en ualmindelig stor Ladning Pærer under Blusen mødte Godsforvalteren Jensenius. Just som jeg tog Kasketten af for Forvalteren, gik Bæltet op, og hele Ladningen kælvede ned paa Jorden.
Drengeselskabelighed havde vi en Del af sammen med foran nævnte Moster Ellens Drenge (de fleste af disse gjorde senere Karriere i Amerika som Farmere eller Landhandlere) og Gaardmand Niels Jeppesens Drenge Jens og Hans, der boede paa Ejby Mark, lige udenfor Dyrehaven. De kom til os og vi til dem, navnlig paa Søndage, og vi havde da herlige "Salt og Brød", "Røver! og "Skjul", hvor alle Udhuse og Skure med Loer, Lader og Høstænger blev gennempløjet.
Saa blev Skovriderfamilien jævnligt inviteret til Godsets Bønders Selskabelighed, Barselsgilder, Bryllupper og Begravelser, hvor Beværtningen gerne stod paa Risengrød og Klipfisk til Middag og allehaande Sulevarer af Svin, Kalv og Fjerkræ til Aften.
Udenfor Bondestanden antog Selskabeligheden nærmest Karakter af L'hombre-
Forpagteren var Pebersvend og som saadan vistnok noget af en Særling. Han var høj, slank, blond og skægløs (maaske en Smule Bakkenbarder), med glat ukrøllet Haar. Han levede sammen med en Søster, der styrede Huset, et stille Liv og gjorde foruden L'hombreselskaberne en meget sjælden Middag, en Form for Selskabelighed, der på Egnen ellers kun kendtes fra Grevefamilien, Dog gjorde Præsten (Hellemann) og maaske Godsforvalteren ogsaa en sjælden Gang Middag. Til L'hombreselskaberne gaves der altid hos mine Forældre The og Kager ved Ankomsten, senere varm Mad og Kage; om der mellem disse to Retter indskødes Smørrebrød, husker jeg ikke rigtig; men jeg tror det ikke. Den varme Mad bestod efter Aarstiden af Ande-
Moders Stege var altid fortrindlige, Saucene ligesaa. Hun havde en stor, oval Gryde, hvori der kunde steges 6 Ænder; Laaget havde en ophvælvet Rand, saa der kunde lægges Gløder ovenpaa Laaget. Moders Livkage var Romkage, der yndedes meget af Gæsterne. Den anrettedes paa store flade Fade: en kraftig Æg-
Vin Fandtes aldrig i mine Forældres Hus, saa lidt som Bajersk Øl, der endnu ikke havde faaet vider Indpas paa Landet, maaske slet ikke. Til L'hombreselskaberne og ved andre selskabelige Lejligheder trakteredes med den i bedre Huse paa Egnen vel kendte af Købmand Ollendorff i Holbæk destillerede Arrac-
Jeg har set gamle Pastor Hellemann med stor Appetit drikke en saadan Snaps "tør" som en sjælden Likør, nippende til Glasset Gang paa Gang.
Men tilbage til L'hombreselskaberne.
Forpagter Hellmann var altsaa Pebersvend, men efterlod sig dog -
Sidste Gang, jeg saa ham, var ved Pastor Hellmanns Begravelse paa Roskilde Kirkegaard; han staar fra den Tid for mig som en smuk gammel Mand med kraftigt kridhvidt Haar.
Som han selv var sparsommelig prædikede han ogsaa denne Dyd for andre, blandt andet ogsaa i mine Forældres Hus, for store og smaa. Jeg tror, han havde Interesse for dem, der lige som han selv var flittige og sparsommelige og arbejdede sig fremad; i hvert Fald viste han mine Forældre baade Interesse og Venlighed og gav vist mangen Gang Fader en Haandsrækning i Form af et Læs Halm eller lignende. Hvert Aar gav han Fader Lov til i sin Havremark at hente sig to svingende Læs Havre, hvor i Marken han vilde. Fader hentede altid Havren paa Bakkerne, for der fik han mest Kærne i Forhold til Fylden, og det gav Humør i Hestene, naar de siden fik Havrehakkelsen.
Jeg tror, at Forpagteren aldrig tog nogen L'hombregevinst med hjem fra vort Hus, men efterlod den altid til en af os Børn. Henrik var særlig hans Yngling; han fik ogsaa en Gang en Sachsisk Specie af Forvalteren, en Mynt, som jeg antager min Broder gemmer endnu.
Jeg fortjente Penge hos Forpagteren paa en anden Maade: Det har altid været min Lyst som Dreng at rode og pjaske ved Vand, især naar jeg kunde faa det til at løbe. Under og efter Regnvejr tog jeg en Spade i Haanden og fik ved at grave Sidekanaler med den Vandet til at løbe ud af de ofte dybe Hjulspor i Vejen fra Ryegaard til Langtved. Ofte traf Forpagteren mig saaledes beskæftiget, og da Vejen førte ud til 2 af hans Marker, og han saaledes var interesseret i god Vej, roste han mig altid for min Vindskibelighed, lod det ofte ikke blive ved Ord, men gav mig en Daler til min Sparekassebog. Han vidste fra mine Forældre, at vi Børn havde hver sin Sparekassebog, og at vi blev holdt til Sparsommelighed.
Jeg har mere end een Gang hørt H. (Hellmann) docere den Læresætning, at "hver den, som daglig bruger en Skilling mindre, end han fortjener, ender ufejlbarlig som Rigmand, medens den, der bruger en Skilling mere, end han fortjener, ufejlbarlig ender i Elendighed." Ligeledes den hermed parallelle Sætning: "Det kommer ikke saa meget an paa store Indtægter som paa smaa Udgifter".
Den som Menneske betydeligste af de nævnte L'hombrespillere var utvivlsom
B. Jensenius. Han var en smuk anselig Mand, høj, korpulent, med et rundt skægløst (dog lidt Kindskæg) Ansigt med kloge, milde Øjne, en klar og kraftig Stemme. Jeg har ingen hørt snurre saa længe paa r-
Han var ikke meget talende, men meget distrait. Naar man talte til ham, kunde det undertiden vare flere Minutter, inden Svaret kom; men saa kom det ogsaa baade klart og udtømmende. Naar de andre Herrer disputerede om et eller andet, deltog han, til at begynde med, sjældent i Samtalen; men naar han saa endelig kom med en Bemærkning, viste det sig, at han havde samlet Pointen af det hele: hans Dom var inappellabel, og Disputen forbi. Han ansaas for at være en meget dygtig, og praktisk Godsforvalter og i alle Forhold en udmærket Raadgiver for Godsejeren. Og saa var han -
Møller Hellemann, en Halvbroder til Forpagteren og Præsten, var en stor, sværlemmet, noget klodset og foroverbøjet Skikkelse, men med et prægtigt jovialt Ansigt og Godheden lysende ud af de grove Træk. Hans Haand var stor og bred og neglebidt, og naar jeg tog ham i Haanden, var det som om min blev begravet i hans. Han var velbegavet, havde nydt en god Skoleundervisning, vistnok i Borgerdyd-
I sin Bedrift var han Fliden og Stræbsomheden selv; selv det groveste Arbejde holdt han sig ikke for god til. Alligevel havde Bedriften ingen Fremgang; Forklaringen var vist den, at han holdt alt for mange Folk, som han ikke forstod at holde til Arbejde, saa de blev Dagdrivere, der sad ham ud af Huset. Man havde i hvert Fald det Særsyn, at Hellemann, der en Tid var Formand i den lokale Landboforening og holdt gode landøkonomiske Foredrag, efterhaanden blev en ringe Mand i sit eget og endte med at maatte søge Alderdomsunderstøttelse.
Men han forblev en retskaffen, hæderlig og elskværdig Mand til det sidste, og han bar, tror jeg, sin Modgang med let Sind.
Bent Hansen Lund. Jeg véd ikke, hvor han var kommen fra, om fra By eller Land, eller hvem han stammede fra; men han bar Præg af at være udgaaet fra et dannet Hjem og havde vistnok mere almindelig Dannelse end de fleste Landsbylærere paa den Tid.
Han ydre Menneske var udadleligt; han havde aabenbart en god Skrædder; Klædet i hans Frakke var altid fint og smukt; hans Person bar velsoigneret og hans Optræden sikker og ugenert. Han havde vistnok ikke megen Interesse for Skolen og gjorde næppe mere Arbejde der, end han var nødt til. Alligevel stod han sig godt med Befolkningen; han forstod i hvert Fald at sætte sig i Respekt, og der kræsedes voldsomt op for ham, naar han kom til Bøndernes Gilder. Naar han spiste Risengrød, var der saaledes altid sat en stor Spølkum Fløde vad hans Plads, og var den der ikke, generede han sig ikke for at kræve den.
Han havde megen Interesse for Jagt, ejede en god Dublet og var gerne med Fader og de voksne Sønner paa Andejagterne Sommeren igennem. Han var en interesseret L'hombrespiller, men blev let gnaven, naar han tabte. Sin Gevinst opgjorde han derimod efter Spillet med stor Tilfredsstillelse: "Nu vil jeg regne, at jeg har tjent et Par Mark", sagde han en Aften med veltilfreds Mine, da han lukkede sin Pung. Lunds Ansigt var hverken kønt eller sympatisk, og hans Karakter er jeg ikke tilbøjelig at sætte højt, efter alt, hvad jeg har om ham som Barn.
Christoffer Jensen i Vintre Mølle, som jeg har kendt gennem mange Aar, ogsaa i min modne Alder, var i sin Velmagt en flittig, dygtig og energisk Forretningsmand, vel oplagt til Handel, og i alle Maader en Hædersmand alle sine Dage. Han var stærk bygget, undersætsig. Hans skægløse noget rødmossede Ansigt var ikke kønt, men af energisk Udtryk og med et Blink i Øjet, der tydede paa Lune, hvilket han ogsaa var i Besiddelse af. Han var den sobreste Mand af Verden, uagtet hans brede stærkt farvede Næse kunde tyde paa det modsatte. Han vidste dette selv og ironiserede gemytligt derover.
Han fortalte en Gang følgende: "Jeg kom paa en Rejse til København i Kupé med nogle Prangere, der under livlig Praten lod "Lærken" gaa rundt. En af dem lod med et venligt, opmuntrende Nik Flasken gaa over til mig; men da jeg meddelte, at jeg ikke drak Brændevin, rystede han paa Hovedet og sagde: "Aah Sludder, drik kun væk; man kan da nok se paa Dem, at de ikke køber Deres Brystsukker hos Konditoren". Det var min Næse der gjorde Prangeren saa sikker i sin Sag" -
Jensens Hustru "Tante Mine" overgik ham maaske i Dygtighed og Energi paa sit Omraade; men hun skal ligesom flere af den dygtige Familie, hun tilhørte, have været noget heftig og galhovedet. I een Henseende var de to Ægtefolk sikkert hinandens Lige, og det var i Retning af en enestaaende og udstrakt Gæstfrihed saavel overfor "liggende" Gæster af og udenfor Familien, som overfor Egnens Folk. Jeg staar i Gæld til dette Hus for megen elskværdig og fornøjelig Gæstfrihed, ikke saa meget i Barndoms-
Christoffer Jensen var vistnok en dygtig, interesseret og uforknydt L'hombrespiller; men mine Erindringer om ham som saadan skriver sig mere fra Broder Henriks Hus og fra min Andenlærertid i Rye end fra min Barndomstid i mine Forældres Hus.
Stemningen mellem L'homreherrene i mine Forældres Hus var altid elskværdig og fornøjelig. Storstuen var i Brug; to Lys paa hvert Bord, kraftigt Baal i Ovnene, "Ollendorff" paa Hjørnet af Spillebordet, hvor jeg var betroet til at skænke i Glassene af Kanden på Kakkelovnen. Naar Moder ikke syslede med Maden, var hun en interesseret Tilskuer ved et af Bordene. Hun spillede selv en god L'hombre. Jeg har glemt at fortælle, at der serveredes The ved Gæsternes Ankomst. Ved Aftenbordet tror jeg ikke Moder sad til Bords med, da ikke, naar der var mange fremmede. Hun havde jo travlt med Maden og Opvartningen; Pigen kom aldrig ind i Stuen. Der brugtes ikke Servietter.Der spilledes ikke højt; Omsætningen var sjældent større end nogle faa Rigsdaler. Derfor var Spændingen heller ikke større, end at der kunde holdes op i rimelig Tid, i Reglen omkring 12.
Søn og Helligdage.
Ved Omtalen af disse er det naturligt at dvæle ved det religiøse Liv, saaledes som det rørte sig i Hjemmet.
Som tidligere omtalt delte jeg som ganske lille Dreng Seng med Moder og senere Fader. Fra disse Perioder erindrer jeg meget levende, at hver af Forældrene, før de lagde sig til at sove, med stille, men dog for mig hørlig Stemme, fremsagde deres Fadervor og en Tak for Guds Godhed "i Jesus velsignede Navn". Grundbetingelserne for religiøst Liv og Tro var saaledes tilstede, dybest og kraftigst og inderligst, men dog saare stilfærdig, hos Moder. Hendes religiøse Liv var mere indadvendt end udadvendt. Det var, som om hun hægede og værnede om en Helligdom i sit Indre, der egentlig ikke kom andre ved, skønt hun følte den som et uskatteligt Gode, hvilket hun sikkert ønskede maatte forplante sig til os Børn.
Men direkte, positiv Paavirkning i religiøs Retning mærkede vi meget lidt til. Dog tvivler jeg ikke om -
At Forældrene hørligt bad deres Aftenbøn i Barnets Nærværelse, talt jo ogsaa sit stille Sprog og var maaske heller ikke uden Hensigt. Hvorom alting er: Selv om Moders religiøse Blufærdighed forhindrede hende i at tale vider om, hvad der boede i hende, saa var vi Børn dog aldrig i Tvivl om, hvor hun stod, og hvor hun ønskede, at vi skulde staa. Hertil bidrog ikke mindst Moders Søndagsandagter, der med uudslettelige Træk staar indskrevet i mit Hjerte mere end i min Hukommelse.
Søndag eftermiddag, naar Middagen og Kaffen var besørget, og Moder var iført sin kønne rødternede Hvergarns Kjole, satte hun sig med sine Briller, sin Salmebog og Leths Huspostil = post illa = efter dette, nemlig efter Skrifteordet, Evangeliet, i sin Lænestol, læste Evangeliet og Prædikenen og sang sine Salmer, medens milde Taarer fra hendes velsignede Øjne rullede ned over Kinderne.
Dette Billede er for mig bleven en stille Paamindelse om Ægtheden og Sandheden og Alvoren af religiøst Liv. Og da dette hos mig kom i forholdsvis kraftig Udvikling under mit Jonstrup Ophold, var jeg ganske sikker paa hos Moder at finde Forstaaelse af, hvad der da rørte sig hos mig, og i adskillige Breve til Hjemmet fra den Tid flød Pennen over med, hvad Hjertet var fuldt af.
Moder opfordrede hverken Mand eller Børn til at overvære sin Andagt, men hun saa det vistnok gerne; Fader var stundom tilstede; jeg ikke saa sjældent; da jeg blev større -
Fra Kirken var kun liden eller ingen Vækkelse eller Fornyelse af det religiøse Liv at hente; thi Pastor Hellemanns Prædikener var i Reglen tørre og uden vækkende Kraft, uagtet han selv godt kunde blive rørt over, hvad han sagde. Ved Højtiderne havde H., der besad en poetisk Aare, ofte digtet kønne religiøse Digte, som han fremsagde fra Prædikestolen, og som blev modtaget med Taknemmelighed.
Menigheden var død og Kirkegangen svag. Ikke sjældent var ingen Gudstjeneste ("Messefald" kaldet) flere Søndage i Træk, fordi der ingen Folk var, eller meget faa; i sidstnævnte Tilfælde var Lund gerne tilstede i Vaabenhuset eller udenfor Kirken og lod et Ord falde om, at der ikke var megen Mening i at holde Gudstjeneste for det Par Mennesker, hvorefter de mødte rolig tøflede hjem, bøjende sig for Autoriteten. Jeg antager, at Lund her handlede paa eget Ansvar, for det kunde dog næppe være Sognepræsten behageligt overfor sine Overordnede, at Kirkens bar Vidnesbyrd om disse hyppige "Messefald". Lund, som iøvrigt var en dygtig Orgelspiller, var utvivlsom glad over at blive fri for dette Arbejde, især Vinterdage, da Fingrene let blev valne under Spillet, idet der jo paa den Tid ikke var Varme i Kirkerne.
Kirkegangen fra Hjemmet naaede da heller ikke ud over de store Højtider og saa en Gang imellem om Søndagen. Der var heller ikke i denne Henseende nogen Tvang, maaske dog en let Tilskyndelse. Moder var den, som sjældnest kom i Kirke, for hun var allerede tidligt saa gigtsvag i Underlemmerne, at Gangen til Kirken var umulig eller besværlig. Forældrene gik vist efter Tidens og Egnens Skik til Alters 2 Gange om Aaret; hvad Børnene gjorde veed jeg ikke. Jeg selv blev jo konfirmeret i Skibby og var borte fra Hjemmet fra Konfirmationen, og indtil jeg ansattes som Andenlærer i Rye. I min Andenlærertid gik jeg vist heller ikke vider til Alters. -
Vi Børn var selvfølgelig fri for Skolen, havde vores Søndagstøj paa, havde stundom Børnefremmede eller kom ud til de foran nævnte Kammerater. Om Sommeren kom Farbroderfamilierne og Købmand Gottschalcks et Par Gange i Besøg og omvendt.
Imod Julen bragtes Forplejningsforholdene i god Orden, og Moder bagede Søsterkage, Æbleskiver og Klejner til at holde paa med, indtil Julen ved Hellig Tre Konger regnedes for at være forbi; thi ingen maatte i denne Periode "bære Julen ad Døren", det vil sige, gaa uden at blive beværtet. Til Juleaften fik vi som Regel Risengrød og Gaasesteg, og Julen igennem stod Forplejningen nogle Grader højere en sædvanlig, f.Eks. hvad Sigtebrød og Kage angik.
Derimod har vi i mit Barndomshjem aldrig haft Juletræ. Denne Skik var for 60 Aar siden forbausende lidt trængt igennem, navnlig paa Landet. Nu er det gaaet til den modsatte Yderlighed, især i Byerne og København, hvor de mangfoldige Forenings-
Nytaarsaften fik vi Drenge Lov til at skyde Nytaar ind hos de Nærmeste Naboer, hvor vi saa til Tak for Æren blev budt ind paa Æbleskiver og hos Moster Ellen paa god hjemmelavet Mjød.
Mod Paaske havde jeg travlt med at skrabe Lav af Bøgetræernes Bark til Brug ved Farvning af Paaskeæg, hvoraf der blev tilstaaet hver af os Børn et rundeligt Tal, hvormed vi kunde "trante" Paaskeæg og "pikke Haardeæg". Til den første Sport brugte vi en Teglsten (Tagsten), stillet paaskraa op ad en Væg med Strandsand forneden paa Overgang mellem Sten og Gulv. Første Mand lod saa et Æg rulle ned ad Stenen og ud paa Gulvet. Anden Mands Opgave var at ramme det første Æg med sit, naar dette rullede ud; ramte han, saa var det ramte Æg vundet o.s.v. Den anden Sport gik saaledes til: A. holdt sit Æg i den sammenfoldede Haand med den spidse Ende opad.
B. holdt ligeledes sit Æg i Haanden, men med den spidse Ende nedad og slog saa sit Æg ned mod A,s. Den, hvis Æg gik itu, havde tabt. Der kunde saaledes være en ret stor Omsætning. Sovekammeret var gerne stillet til Disposition til Trantning.
Hver Sommer var der gerne en stor Grundlovs-
Ved Grundlovsfesten d.5.Juni 1871 forherligede Pastor Hellemann Dyrehaven og Egnen ved følgende Sang: Mel: Im Wald und auf der Heide.
Hundene.
I mine Drengeår, baade som mindre og større, spillede Hundene og mit Samliv med dem en stor Rolle for mig. Der holdes paa Skovridergaarden en 5-
Dog undtages her fra selvfølgelig "Læretiden", da de unge Hønsehunde i 1 Aars Alderen skal lære at "aportere", d.e. at hente det skudte eller anskudte Fuglevildt (Ænder, Høns, Snepper) op fra Mose, Mark, Skov og bringe det til Jægeren, som har nedlagt det, og som med høj Stemme gentager Ordet "Aporte", indtil Hunden har gjort sin Pligt, d.v.s. har afgivet Vildtet i Jægerens Haand eller ved hans Fod -
Øvelsen består i, at Læreren viser Hunden en c.1 Fod lang og 1½ Tomme tyk Rundstok, spytter paa den, kaster den bort og under Udraabet: "Aporte" opfordrer Hunden til at søge den op og bringe den. For at gøre det lettere for Hunden at gribe om Stokken med Gabet, er den i begge Ender forsynet med et Par smaa Krydspinde, der holder Stokken lidt oppe fra Jordbunden.
Naar Øvelsen med at hente den bare Stok er indøvet, omvikles denne med Halm eller Mos, senere med Fjer udenom, og tilsidst ombyttes Stokken med en død Krage -
I Hestestalden var der 5 Baase; i den forreste af disse, den nærmest ud mod Vejen, havde Hundene deres Nattekvarter og Sovested, idet Baasen altid var forsynet med rigelig Halm. Om Dagen havde de deres frie Gang omkring Husene og i de nærmeste Omgivelser. Hvis en eller anden viste Tilbøjelighed til at forlade Hjemmet og gaa ud at jage paa egen Haand, maatte en saadan selvfølgelig staa bunden eller lukkes inde i den senere Hundegaard, som indrettedes nede ved Rullestuen.
En enkelt Favorit havde gerne Tilladelse til at opholde sig i Dagligstuen, hvor Pladsen under den store paa 4 solide drejede Ben hvilende Kakkelovn, var et yndet Hvilested om Vinteren. Af saadanne Favoritter mindes jeg Pan og Rollo; men jeg tror, at disse to tilhører en senere Tid en Barndommen, Een Ulempe havde disse Stuebesøg, især i den Tid, Hundene fordredes med Hestekød: deres Uddunstninger var særlig ildelugtende og særlig rigelige. Naar Hunden laa strakt paa sandbestrøede Bræddegulve, kunde man se, at Sandet var pustet bort paa et langt Stykke udfor Hundens Hale.
Hunden vidste godt, at den ikke maatte parfumere, og naar det undertiden skete, at en lydelig "Fjert" undslap den, kunde den fare op i Forfærdelse over, hvad der var sket, og ile mod Døren.
Hønsehundene benyttedes ogsaa til Andejagt og var i Reglen dygtige og modige Vandhunde. Ikke mindst udmærkede Rollo sig i denne Henseende ved sin Udholdenhed; men paa sine ældre Dage fik den ofte Krampe i Vandet, og Broder Henrik har mere end een Gang maattet svømme ud for at bjerge den Liv. Rollo var en smuk Hund, dygtig til sin Gerning, af elskværdig Karakter, og den var derfor alles Yngling. Den sad mønsterværdigt tilbords og selv ved Klapjagtfrokosten morede det stundom Jagtherrene at se ham værdigt og roligt præsidere ved Bordet paa en Stol, det brede, hvide Bryst vendende ind mod Bordet. Naar han syntes, det varede for længe, inden der faldt noget af til ham fra Bordet, lagde han blot rolig sin kraftige Forpote op paa Naboens Arm eller Skulder og udøvede et gentagende Tryk paa denne, indtil den ventede Opmærksomhed blev ham til Del. Maatte han vente længe, kunde han ikke lade være med at "savle" ved at se det velbesatte Bord.
Hundene fodredes med Brød og Mælk eller med en særlig til dem kogt grov Vandgrød med Mælk over. Deres kæreste Føde og den, de levede af det meste af Vinteren, var dog Hestekød.
Hvert efteraar købte min Fader af Omegnens Folk en Del gamle Heste, som skulde nedlægges. Han skød dem gerne selv, paa faa Alens Afstand, enten lige i Panden eller bag Øret. Mads i Langtved og Karlen flaaede dem og tog Fedtet ud, ivrigt assisterede af os Drenge. Derefter blev Baglemmerne med det kødfulde Laar-
Naar Hundene senere hen paa Vinteren fik hejset saadan en Skinke ned og fik bidt Hul paa det seje Overtræk, saa Kødet frisk og rødt ud, og Hundene aad det med stor Appetit.
Naar jeg som Dreng kom hjem fra Sonnerup Skole, havde skiftet mit Skoletøj og faaet min Middagsmad, gjaldt mit første Besøg Hundebaasen, hvor jeg hentede mine kære Legekammerater.
Henrik og jeg havde en Tid oplært en af dem til at trække en lille Vogn, hvori vi skiftevis tog Plads, medens den anden trak Hunden i Snor -
Dyrehaven og Dyrene.
Medens jeg er ved Dyrehaven, vil jeg endnu dvæle ved nogle Minder derfra. At ogsaa "de Gamle" elskede Dyrehaven, derom bærer en ældgammel, længst græsgroet Vej Vidnesbyrd, som strækker sig fra "Lysthøjen" mod N.V. hen til den nuværende Dyrehus-
Bland disse Moser var nogle mærkelige ved deres særegne Vegetation, navnlig "Kirkemosen" og vistnok ogsaa "Hjortefars Hul" og "Den bundløse Eng". Der var Tørvebund i Moserne; men ogsaa paa Overfladen havde dannet sig et flere Tommer tykt grønt Tæppe af Mosser, Halgræs og lignende. Under Tæppet var der en eller flere indtil 18 Alen Vand og Tørvemudder. Tæppet kunde paa sine Steder bære; men Foden, man satte paa det, sank dog noget ned, idet Tæppet gav efter som et udspændt Lagen, og Vandet piplede saa smaat igennem. Vi kaldte dette bølgende, forræderiske Tæppe for "Hængesæk", og det kunde være farligt baade for Mennesker og Dyr, som vovede sig ud paa det, hvor grønt og indbydende det en kunde se ud.
En Sommerdag blev jeg -
Jeg, som vistnok den Gang var en Halvvoksen Dreng, galoperede strax til Ryegaar og meldte Ulykken, hvorefter Greven (senere Folketingsmand og kongevalgt Landstingsmand C.F.R. Scheel) hurtigt fik samlet en 12-
En vinterdag, da Broder Henrik og jeg passerede Kirkemosen, saa vi, at dennes Grønne Tæppe havde lokket et Par Daadyr langt ud paa Mosen; men Tæppet havde ikke kundet modstaa Trykket af deres spidse Klove, de var faldet igennem og laa hjælpeløse derude. Vi var fornuftige nok til ikke straks at forsøge at redde dem, men skyndte os hjem efter en lang Stige, ad hvilken vi forsigtigt balancerede ud og fik trukket Dyrene op, mens de endnu var i Live; dog var de saa forkomne, at vi maatte trille dem hjem i det varme Faarehus, hvor de efter nogle Dages god Forplejning kom til Hægterne og atter kunde slippes ud.
Da Dyrehaven talte henved 100 Dyr, kunde det tarvelige Græs om Vinteren langtfra føde dem. Naar det var "Olden-
At fodre Dyrene var enten Karlens eller Hjortespringsmandens (Hegnsmandens) Arbejde; men ofte betroedes det til Henrik og mig; der gik op i det med Lyst. Naar vi havde fyldt Hæk og Krybbe og hugget Drikkehuller i Isen paa den nærliggende Mose, krøb vi ofte op paa Stænget (Loftet) igen for at se Dyrene paa nært Hold, naar de -
I strænge Vintre kneb det ikke sjældent for Kalvene, da disse som de svageste stadig blev puffet tilside fra Krybber og Hække, navnlig af Hjortene, saa de fik utilstrækkelig Føde, blev afmagrede og udmattede, saa de vilde gaa Døden imøde -
De ældste Hjorte (Skuflerne) gik udenfor Brunsttiden (Parringstiden) altid for sig selv og udgjorde en Flok paa 12-
Jagter.
Jagte har jeg som voksen aldrig haft videre Interesse for. Den Vinter, min Broder Henrik laa som Soldat i Helsingør, tog jeg dog for at hjælpe Fader, Del i Jagten og skød blandt andet c.20 Stykker Raa-
Andejagten deltog jeg stundom i og har ogsaa lige akkurat naaet at skyde en Sneppe eller to og ligeledes et Par Agerhøns. At gaa Ture genne Mark og Skov og Strand og glæde mig over Naturen har altid været mig en Nydelse; at gaa de samme Ture med Bøsse paa Nakken uden at faa noget Vildt har nærmest været mig en Lidelse.
Som barn interesserede jeg mig derimod for Jagt og alt, hvad dermed stod i Forbindelse og var en ivrig Medhjælper ved alt Saadant.
Dagen før Klapjagterne var jeg med til at bringe Tjørnekvas omkring og fordele et med en Portion til hver Rævegrav i det Distrikt, hvor Jagten skulde holdes, og Aftenen før Jagten, naar det var blevet mørkt, og Mikkel (og Brokken) var gaaet ud af sin Hule, har jeg fulgtes med Karlen ud til alle disse Huler, han med en Høtyv til at stoppe Tjørnet i Hullet med, jeg med Lygten for at Lyse. Paa selve Klapjagtdagen passede jeg paa Hundene, naar disse ikke var i Funktion, og var Favorit blandt Hundetrækkerne, naar Hundene skulde føres fra en "Saat" til en anden.
Fiskeri.
Broder Henrik og jeg drev jævnligt om Sommeren et ganske fornøjeligt Drenge-
I Reglen røgtede man Rusen Morgen og Aften, eller lod den ligge paa Land om Dagen for at tørres og røgtede saa kun om Morgenen. Men var der megen Fisk i Dammen, kunde der røgtes hyppigere. Da Henrik og jeg fiskede i den store runde Park i Kalvehaven, behøvede vi kun at gaa Parken en Gang rundt for at være sikre paa ny Fangst; men saa var Fiskene ogsaa i Reglen smaa.
Det var dels Karusser, dels Suder; de første var gerne mindre, mere velsmagende, men meget rige paa vanskelige Ben; Suderne var gerne større og federe, men havde ofte en lidt mudret Smag, naar de levede paa dyndet Bund.
Vi fiskede desuden i forskellige Tørve-
Som Skovrider forestod Fader Godsets Fiskeri; dette var dog stedse diminutivt og ophørte efterhaanden ganske omtrent samtidig med min Barndom.
Ryegaard og Trudsholm Godsers Bønder var den Gang næsten alle Fæstere, og ligesom Godsejeren havde Jagtretten paa hele Godset, tilkom ogsaa Fiskeriet ham. Vi fiskede i Byernes Gadekær og i forskellige større og mindre Moser og Kær rundt omkring paa Godset. Fiskeredskabet var et Trække-
Saavid jeg husker var Fangsten sjælden af nævneværdig Værdi, men Fiskeriet dreves maaske mest til Fornøjelse for den grevelige Familie, der af og til overværede det. Fisken bestod af Karuser, Suder og Gedder; af disse sidste fangedes en Gang nogle store Eksemplarer i Fiskedammen i Dyrehaven. Et særegent Fiskeri eller snarere Jagt drev Broder Henrik som voksen paa Laksørreder, som i Sættetiden (Æglægningstiden) gik langt op i Bække og Aaer. De huggedes enten med Jærn eller bedre skødes med Bøsse. En enkelt Vinter (Vaar) skød H. en 20-
Skovriderstedet laa kun ½ Tines Gang fra Stranden, hvad enten man regnede til Færgekroen
Eller til Bramsnæs, denne henrivende af Bøgetræer omkransede Halvø, der -
ved en forholdsvis smal og lav Tange hænger sammen med Langtved Marker.
Bramsnæs er vel 50 á 60 Tdr. Land stor; dens Strandbred har omtrent samme Karakter
som Kysten fra Bramsnæs til Færgekroen; det som giver denne dens særegne Ynde og
iltrækning, er dels de dejlige af lavt og tæt Græs bevoksede Skrænter, over hvilke et smalt
Bælte af Bøge hæver deres skyggegivende Kroner, saa man straks op ad de yndefulde
Skraaninger paa samme Tid kan nyde den friske Brise fra Fjorden og efter Behag Træernes
Skygge eller den aabne Himmels Sol, dels de omgivende idylliske, delvis skovbevoksede
Kysters Nærhed, saa Fjorden, lukket mod Nord af Ourø, navnlig paa stille Sommeraftener
gør Indtrykket af en rolig Indsø, men dog har det kraftige Saltvand og Breddens Rullesten
og Bændeltang forud for denne.
Hele den Del af Issefjorden, der stækker sig Syd for Holbæk Fjord færger nu -
I min Barndom var næsten alle Fiskerne fattige: Deres Baade var smaa, Fiskeredskaberne tarvelige og Afsætningsforholdene daarlige. Efter at Kalundborgbanen blev aabnet og Motorbaadene begyndte at blive almindelige, blev Holbæk et udmærket Afsætningssted, hvormed man stod i hurtig og let Forbindelse, og Fiskeriet, navnlig Aale-
Et særegent Vinterfiskeri dreves -
Når Bundgarnet skulde røgtes, lagde Baaden sig tæt op ad "Gaarden", og Fiskerne hev lidt efter lidt Garnet, der dækkede Gaardens Bund og Sider, op, indtil tilsidst kun en lille med Fangsten fyldt Sæk var tilbage og væltedes med Indholdet ind over Baadens Ræling. Det var en stor Fornøjelse, naar jeg en Gang imellem fik Lov at gaa ud med Fiskerne og røgte disse Garn. En endnu større Fornøjelse var det at være med ved Marsvinsfiskeriet, der dreves efter lignende Principper som Bundgarnsfiskeriet. Disse Dyr, der var 5-
Paa Strandbredden har Fiskerne et Fyrsted med Kedel, hvor Spækket efter at være afflenset smeltes til Tran, der har en Værdi af 4-
Forinden jeg forlader Fiskeriet og Fiskerne paa Bramsnæs Vig, maa jeg dog med et Par Ord omtale disse Fiskeres oprindelige Hovedsæde: de saakaldte "Røde Huse". Disse omfattede vel en 10-
De paa de foregaaende Sider optegnede Erindringer er, som det ses, ikke kronologisk ordnede, da det ikke har været mig mulig med nogenlunde Sikkerhed at tidfæste Begivenhederne. Jeg har derfor foretrukket at ordne disse Erindringer efter de forskellige Omraader, under hvilke de hører hjemme, uanset, at de hidrører dels fra den tidligere eller senere Barndom, del fra Ungdomsperioden. Fra det Tidspunkt, da jeg begyndte at gaa i Skole, lader de herhen hørende Erindringer sig lettere tidsfæste, hvorfor jeg i det følgende skal gruppere dem om 1) Sonnerup-
Sonneruptiden 1855 -
Bondhuset laa i Rye Sogn; vi hørte altsaa til Rye Skoledistrikt; dog har saavidt jeg ved ingen af mine Søskende nogensinde gaaet i Rye Skoe. Min Søster blev oplært sammen med Garver Schackes Børn af Lærerinde Frk. Reenberg, og de 4 Drenge gik – forsaavidt de ikke var sendt til Holbæk eller andre Skoler – hos Lærer Bache i Sonnerup. Jeg har aldrig hørt mine Forældre angive Grund dertil, og jeg er i saa Henseende henvist til mine egne Formodninger.
Der var al den tid jeg kan huske, intet Uvenskab med Lærer Lunds i Rye; tværtimod: vi omgikkes selskabeligt, og Lund var jævnlig med paa Jagterne, hvorimod vi aldrig har haft Omgang med Baches. Lund var, som tidligere omtalt, ikke anset for nogen videre dygtig og navnlig ikke videre nidkær Lærer, skønt han brugte Tampen flittigt nok. Bache var derimod anset for en dygtig, flittig og alvorlig Lærer, hvilket rimeligvis har været Grunden til, at han blev fortrukket frem for Lund. Jeg har ingen Mening om, hvorvidt han bragte mig godt frem i de 3 Aar; men han tog sig i hvert Fald omhyggelig af mig og lærte Tysk med mig efter den egentlig Skoletid. Jeg tror, han holdt af mig; i hvert Fald skiltes han meget kærlig fra mig, da jeg forlod Skolen. Men han lærte heller ikke at kende de dårlige Sider af mig, som senere sal omtales.
Fra selve Undervisningen og Livet i Skolen har jeg saa godt som ingen Minder. Dog husker jeg, at jeg, der havde min Plads lige neden for Katederet, en gang sad og legede med gamle Staalpenne i Stedet for at skrive. Jeg stak Spidserne ned i Revnen mellem Bordbrædderne og ved at bøje Pennen til side og derefter slippe den, fik jeg den til at springe frem eller til vejrs; men én var saa stærkt elastisk, at den sprang lige op i Hovedet paa Bache. Hvor naadigt jeg slap, husker jeg ikke; men meget haardt tog han ikke paa mig.
Bache havde en udmærket Frugthave; han opbevarede Frugten paa Loftet over Skolestuen; i et Hjørne af denne, var der skaaret et firkantet Hul gennem Bræddeloftet, antagelig for Ventilations Skyld. Der var i Skolen nogle forslagne Knægte, som klatrede op paa Bordene henne under Hullet, stak Armen op gennem dette og ragede de Æbler til sig, som de kunde naa. Jeg tror nok, at Broder Henrik var med til denne Sport, der saavidt erindres ikke blev opdaget; jeg derimod ikke; jeg var ogsaa for lille.
Vejen til Skole var temmelig lang; jeg beregnede gerne en Time til den; men den kunde vist ved rask Gang tilbagelægges i ½. Vejen førte ad Skov-
Der var Skole Formiddag og Eftermiddag, men 1 Times Middagspause til at spise vor medbragte Mad. Mine Forældre havde skaffet mig et Tilholdssted til dette Brug hos Hvedbrødskonen Kirsten Kochs, der beboede en Fløj, vistnok den fornemste, af Kommunens Fattiggaard, de saakaldte ”Brakker” (skal vel være Barakker). Hun var en flink og ordentlig Kone og var god ved mig. Mange, mange Gange har jeg trukket mine Strømper af og hængt til Tørre ved hendes Kakkelovn, og en enkelt Gang, naar jeg var falden i Gadkæret til midt paa Livet eller mere, har hun lagt mig i sin Seng, mens hun ovntørrede Tøjet. I Barakkerne boede paa den Tid et Par af Egnens Originaler: Marie Bruuns og Johanne Steens, begge professionelle Tiggere, af hvilke den første udmærkede sig ved sin ualmindelige Malproperhed, idet hendes Ansigt, Hænder og Arme (og formodentlig hele Kroppen) altid var dækket af et tykt Lag gammelt Snavs; den sidste var ”Kalkæder” og gjorde som saadan et stærkt mystisk Indtryk paa min barnlige Fantasi. Naar hun passerede Bondhuset, hvad jævnlig skete (paa hendes Tiggergang) og gik gennem den Laage, der for nederste Ende af Udhuset førte ind i Dyrehaven, standsede hun gerne der, spredte sit Forklæde ud op imod den kalkede Væg og skrabede med Neglene en Del af de yderste Kalklag ned i Forklædet; paa Vejen hen gennem Dyrehaven, ad Ejby til, kunde man se hende gaa og spise af den saaledes opsamlede Kalk.
Sonnerup Gadekær laa et Stykke fra Skolen, fuldstændig skjult for dennes Vinduer, saa naar Drengene færdedes paa Isen der, var de ganske uden Opsigt og Kontrol, hvorfor det ogsaa ofte gik vildt og forvovent til; men forfærdelig ”sjov” var det. Saa længe Isen ikke var meget tyk, løb vi "Svejteis" paa den.
En 5-
Når isen var bleven flere Tomer tyk og ikke længere kunde ”svejte”, laante vi Økser og huggede ”Pramme”, d.v.s. vi huggede løs en Række firkantede c.2 Alen store Isstykker, saa disse med en vis Bevægelighed laa og svømmede i det saaledes opstaaede langagtige Hul. Saa løb vi enkeltvis eller to og to paalangs hen over alle disse Flager. Hver gang vi traadte paa en, begyndte den at synke, og det gjaldt saa om at komme over paa den næste, inden den første sank for dybt.
Det var særdeles spændende, dette gyngende Løb, og jo længere man turde blive paa den enkelte ”Pram”, des modigere var man jo. Faldt man paa en af Prammene var det ikke uden Fare; det skete en Gang for mig; jeg kunde ikke faa rejst mig; Prammen sank og sank, og havde Sofie Lars Niels´ Andres fra Englerup, en stor rask Dreng, ikke i sidste Øjeblik faaet fat i Armen og hevet mig op, var jeg vist kommet under Prammen og rimeligvis druknet. Jeg husker ikke, om jeg den Gang kom paa Kirsten Kochs Sanatorium, eller jeg blev sendt hjem; men jeg var vaad omtrent over det hele.
I Sonneruptiden indtraadte min sædelige Forfaldsperiode, der dog heldigvis blev stoppet ved mine Forældres, navnlig min Moders alvorlige, forstandige og kærlige Indskriden.
Det drejer sig om intet mindre end Løgn, Skulkeri og Tyveri; jeg tror næsten Tyveriet startede først, og det var ganske uafhængigt af de to andre Skavanker; blev aldrig opdaget, skønt det gentog sig mange Gange.
Som det fremgaar af mine Skildringer af det daglige Liv og Levemaade i Bondhus fik vi Børn sjældent eller aldrig Slikkeri: Mine Forældre vidste, hvad Penge er værd og lærte os at sætte vore Skillinger i Sparekassen i Stedet for at købe Slikkerier for dem. Det var meget sjældent, at der faldt en Sukkerkringle af, naar Hvedebrødskonen var der. Alligevel havde disse i hvert Fald for mig, en stor Tiltrækning. Og det var sikkert denne, der drev mig til at forgribe mig paa Faders i det uaflaasede Skatol staaende Blikdaase, hvor jeg kneb snart en 4 Skilling, snart en 8 Skilling, en enkelt Gang en Mark; højere naaede jeg ikke. Pengene omsatte jeg altid i Hvedbrød – andet var der ikke at give dem ud til – og jeg var bestandig ret spendabel, navnlig overfor Anders Per Fyns Drenge, der var mine stadige Følgesvende største Delen af Skolevejen. Hvor længe jeg drev denne Trafik, og hvad der gav Anledning til at den ophørte, erindrer jeg ikke; opdaget blev den aldrig. Da mit Store skulkeri blev opdaget og afstraffet, gjorde dette et saa dybt og varigt Indtryk paa mig, at det er sandsynligt, Tyverierne med det samme ophørte.
Skulkeriet begyndte som alle den Slags Ting i det smaa: Jeg bad mig en Gang imellem fri en Eftermiddag under Foregiven, at jeg skulde et eller andet Besøg med mine Forældre. Jeg drev saa om paa Isen , hvis det var om Vinteren, gik paa Fuglefangst, hvis det var i Redetiden, gik paa Bramsnæs for at bade, eller sneg mig hjem bag Havegærdet og fløjtede Hundene til mig for at fordrive Tiden sammen med dem, indtil jeg turde komme ind ved den sædvanlige Skoleafsluningstid.
En taaget kedelig Efteraarsmorgen syntes jeg, da jeg med min Skoleaske traskede ned gennem Indhegningen, at det var et meget tris Perspektiv Skoledagen stillede mig foran. Jeg rev saa hanken af Skoletasken, der var en Slags smal Kurv, og gik hjem og fortalte, at jeg ikke kunde bære Mad og Bøger uden Hanken. Min Søster fik imidlertid hurtig sat en Snor i, stedet for Hanken, hvorefter hun vilde sende mig i Skole igen; men nu brølede jeg, fordi jeg saa vilde komme for sent og faa Skænd eller Prygl; saa kom Fader til med den sorte Ridepisk og gav mig en Omgang, hvorefter jeg atter traskede ad Skolen til, mismodig over de fejlslagne forhaabninger.
Jeg er ikke i Stand til med Bestemthed at tidfæste mine Skulkerier udover det, at de foregik mellem mit 7de og 10de Aar. Dog tror jeg ikke, de strakte sig ud over eet Aar, og er nærmest tilbøjelig til at mene, at de foregik omkring de 9de Aar; thi jeg véd, at jeg endnu en god Stund vedblev at gaa i Sonnerup Skole, efter at skulkerierne var ophørt, hvilket skete ved den Katastrofe, som jeg nu skal fortælle.
Jeg havde skulket 2 hele Sommerdage; det maa have været i August; thi de røde ”Skovfogedæbler” var modne. Et Par Timers Tid efter, at jeg om Morgenen var gaaet hjemme fra, vendte jeg tilbage og fortalte, at Børnene havde faaet fri, fordi Læreren var syg. Jeg fik saa mit Skoletøj af og det gamle paa, og efter en kort Lektielæsning kunde jeg slutte mig til mine kære Kammerater Hundene og tilbringe Dagen med dem og mine andre Sysler.
Tredie Dagen, da jeg blev sendt af sted til Skolen, turde jeg dog ikke fortsætte Skulkeriet, men meldte mig paa Skolen, hvor der jo nu maate en ny Løgn til for at dække de gamle: Jeg fortalte Læreren, at jeg havde været syg. Men denne 3die Dag skete der noget, der førte til Opdagelsen.
I Bondhuset havde vi meget Frugt; men det var næsten udelukkende Vinterfrugt (Gravenstener, Flaskeæbler, Pingelinger og Madæbler). Anders Per Fyn, som boede paa Skolevejen, og hvis Drenge jeg gerne fulgtes med derhen, havde derimod et stort gammelt meget rigtbærende Træ med ”Skovfogedæbler”, og han plejede for det meste hvert Aar at forære os en Posefuld.
Dette skete netop en af de nærmeste Skoledage efter Skulkningen, og Anders var selv ovre med Æblerne. Ved Samtale med ham fandt Moder ud, at Læreren ikke havde været syg, og at jeg altsaa matte have løjet. Ved min Hjemkost fra Skolen kaldte Moder mig højtidelig ind i Sovekammeret, foreholdt mig Fakta og fik mig straks til at gaa til Bekendelse, hvorefter hun gik hen og løftede Sengetæppet op, fremtog et nylavet Birkeris og bød mig knappe Bukserne ned. Men de alvorlige og dybt bedrøvede Øjne, hvormed Moder saa paa mig før og efter Afstraffelsen, gjorde utvivlsomt et langt stærkere og variere Indtryk paa mig end selve Straffen; thi saavel hendes ærlighed som hendes Sorg stod saa tydelig præget i hendes Ansigt, at jeg forstod – saa godt, som en 9 Aars Dreng kan forstaa den Slags Ting – det var den haarde Nødvendighed, der tvang hende til at paaføre mig den Smerte – thi Afstraffelsen var alvorlig nok; det varede flere Uger, inden min blodsprænge Bagdel var fuldstændig lætg. Saa meddelte min Moder mig, at jeg skulde have et Brev med til Bache, der ikke burde være uvidende om, hvad for en daarlig Dreng jeg var.
Jeg fik saa mine Skolebøger og sad og læste paa Salmen: ”Evig Fader, som kærlig regerer Himmel og Jord ved dit vældige Bud..”; men jeg græd Eftermiddagen igennem mere, end jeg læste. Moder sad i Dagligstuen, jeg sad i Sovekammeret; af og til saa hun ind til mig, og hen paa Eftermiddagen spurgte hun mig, hvad jeg græd for, om det var for Pryglene eller for Brevet, jeg skulde have med. Da jeg sagde, at det var Brevet, blev jeg benaadet i saa Henseende. Moder skønnede vel efter sin Iagttagelse, at Straffen havde virket tilstrækkeligt paa mig. Og det havde den ogsaa. Fra den Tid har jeg været en ganske god og navnlig en sandhedskærlig Dreng, der ikke voldte mine Forældre nævneværdige Sorger. Hvor stor Betydnig denne min Moders Tugt og Maaden, hvorpaa den gaves, har haft for min fremtidige Udvikling, kan ingen sige med Sikkerhed.
Jeg selv tillægger den stor Betydning, og er ikke langt fra at betragte denne Katastrofe som et Vendepunkt. Jeg har derfor ogsaa mange Gange i mit Liv – i mit stille Sind – takket Moder baade for hendes Tugt og for hendes Kærlighed.
Efter at jeg ikke alene selv har faaet Børn, men efter en større Maalestok er bleven Opdrager for andres Børn, er mine Tanker tit vendt tilbage til min Moder og hendes Opdragelse, og jeg vurderer hende meget højt som Opdrager. For det første var hendes eget Eksempel i alle Retninger ulasteligt. Hendes Flid. Ordenssans, Sparsommelighed, husmoderlige Dygtighed og Opofrelse var eksempelløs. Hun var klog og derfor ikke let at narre. Hendes Ro, Besindighed og Selvbeherskelse var enestaaende. Jeg har aldrig set hende heftig og aldrig hørt et uoverlagt Ord komme over hendes Læber. Hun var dog fjernt fra al Selvretfærdighed, havde et ydmygt Sind; hendes Alvor og Strenghed var derfor parret med Mildhed, og hun undte os gerne alt godt, ogsaa uskyldige Glæder. Paa Grund af alt dette var Moders Formaninger og Advarsler ikke til at komme uden om; de ramte, hvor de skulde, og havde altid en Forbundsfælde i vor egen Samvittighed, der maatte sige Ja og Amen til dem. Som Følge heraf var der i Barnekredsen derhjemme aldrig Tale om Ulydighed eller Opsætsighed.
Vor Underkastelse under Forældrene var ubetinget. Jeg siger udtrykkelig "under Forældrene"; thi skønt Moder var den klogeste og af Karakter betydeligste, stod Forældrene dog altid som en Eenhed for os; vi hørte aldrig Uenighed imellem dem, allermindst om Opdragelse. Har der været saadanne, er de bleven udjævnede i Eenrum. Moder har sikkert haft megen Indflydelse paa Fader og sandsynligvis i vigtige Spørgsmaal været den ledende. Fader hørte gerne hendes Mening og Raad og var taknemmelig for dem og for den Trøst og Støtte, hun ydede ham under Livets Vanskeligheder, overfor hvilke Moderhavde den største Bærekraft. Et Eksempel herpaa erindrer jeg: Fader var meget tjenstvillig og kunne daarlig sige Nej. Han imødekom en Mængde Smaakaarsfolks Anmodning om Laan; jeg har en Gang set en lille Bog, hvori en Mængde saadanne Poster var optegnede; det var mest smaasummer under 50; Fader spandt sikkert ikke Silke derved; thi Renter beregnede han ikke altid. En Gang havde han laant Garver Weitzscke i Holbæk 2000 Rdlr., en efter Faders Forhold stor Sum. Fader stod i Forretningsforbindelse med ham, idet han solgte ham sine Ræveskind og Hestehuder. Om Fader havde Pant i den gamle Ejendom eller kun i varebeholdningen veed jeg ikke; men Resultatet blev, at W. spillede fallit og der var intet til Dækning af Laanet, saa de 2000 var totalt tabt. Fader tog sig Tabet meget nær og havde svært ved at komme over der; men Moder, der ellers til daglig var den mest paaholdende og nøjeregnende, og som vel nok i dette Tilfælde skønnede, at Fader havde disponeret daarligt, trøstede og beroligede ham paa sin rolige og kærlige Maade.
Det var ikke alene over for sine Børn, at Moder var en udmærket Opdrager; men der udgik -
De paa de foregaaende Sider refererede Udskejelser fra min Sonnerup-
Her har vi en Dreng, der i enhver Henseende er opvokset under de lykkeligste Forhold, omgæret af gode Eksempler, kærlig og forstandig Vejledning og Paavirkning fra Forældre og Søskende, en flink Lærer, gode Skolekammerater, slet ingen direkte, ude fra kommende Fristelser, Og alligevel opvokser fra en saadan Drengs Indre i en tidlig Alder Ukrudtsplanter som Løgn, Skulkeri og Rapseri. Og dog tror jeg, at min medfødte Natur ikke kan betegnes som særlig vanskelig -
Om Rapseriernes Syndighed og Strafværdighed havde jeg kun en meget taaget Bevidsthed; Pengene var let tilgængelige; Skillinger var der nok af; ingen savnede dem eller led Skade ved, at jeg tog dem -
Det er ikke for at undskylde mig; -
Det er forklarligt, at Erindringerne om min egen Barndom har gjort mig forstaaende og mildt dømmende over for andre vildfarende Børn, jeg fik med at gøre, navnlig paa Københavns Kommunes Internat, Disse var ofte udgaaet fra Hjem, hvor social Elendighed var parret med moralsk Forfald, det være sig i Retning af Usædelighed, Drik eller Tyveri. Dertil kom, at de fleste af disse Børn til at begynde med havde været udsatte for Forførelser af Skolekammerater eller konfirmerede unge Vagabonder og Vaneforbrydere.
Det er umuligt at drage en Sammenligning her uden at mindes Ordet: "Gaar det saaledes med det grønne Træ, hvordan skal det saa gaa med det tørre?"
Mine Skulkerier m.m. forblev Lærer Bache altsaa uvidende om, og Forholdet mellem ham og mig var godt gennem de 3 Aar; jeg mindes aldrig at have faaet Straf af ham; han tog sig af mig efter Skoletid ved oppe paa Katederet at give mig lidt Undervisning i Tysk.
Jeg formoder, at anhan holdt af mig. I hver Fald gav han mig et Kys, da han tog Afsked med mig efter de 3 Aars Skolegang.
Et minde der ganske vist mere angaar Broder Henrik en mig, maa vistnok tidsfæstes ved Slutningen af Sonnerup-
Mine Forældre vilde gerne paa bedste Maade sørge for deres Børns Opdragelse og Undervisning; men de vilde ogsaa gerne spare saa meget som muligt. Fader havde stor Tiltro til, hvad der stod paa Tryk og skænkede derfor Avisernes* Annoncer stor Tiltro. Saa var der en Gang et meget billigt Tilbud fra en Skolelærer i Klouby v. Kalundborg, jeg tror, han hed Jakobsen, om at tage Drenge i Pension og til Oplærelse. Fade entrerede og kørte en skønne Dag de mange Mile med Henrik og hans Habundgut, Sengeklæder etc. til Klouby. Hvor længe han blev der, veed jeg ikke bestemt; men det varede vist ikke mere end et Aar.
At det var galt fat dernede, opklaredes under et Feriebesøg i Hjemmet, hvor den Omstændighed, at H. var befængt med Lus, gav Moder anledning til grundig at eksaminere og undersøge ham.
Det viste sig, at han var i betydelig Grad underernæret, og at Behandlingen af Drengene dernede (der var 1 foruden H.) i det hele var under al Kritik. Rigtig mæt blev Drengene kun paa de Dage, de var med ude til Bøndergilder, og ved saadanne Lejligheder provianterede de for længere Tid og gemte Fetalierne i Sengene. Hjemme spiste Drengene for sig selv, og naar Middagsmaden bares gennem det Værelse, hvor de spiste, ind til Mand og Kone, bares Beholderne saa højt, at Drengene ikke kunde se, hvad der var i dem.
Saavidt jeg erindrer, vendte H. ikke tilbage til Klouby efter denne Ferie; men Fader kørte straks ned og hentede hans Sager. Det var efter denne Sultekur jeg en kort Tid kunde triumfere over H.; men det har næppe varet længe, før Moders gode, solide og rigelige Kost bragte ham paa Fode igen. Senere kom han en kort Tid -
* Saa langt, som jeg kan huske tilbage, holdtes i mit Hjem "Berlingske Tidende", hvis Føljetoner, saavel Moder som min Søster læste med største Iver og Interesse; de kappedes om at faa Bladet i Hænde, og jeg hørte dem ikke sjældent drøfte Indholdet og den forventede Løsning paa en spændende Intrige. Berl. Tid, indeholdt den Gang som at udkomme.nu talrige Annoncer, og henimod den Tid, da Fader gjorde sin aarlige Københavnsrejse, saa vi ham ofte gøre flittige Udklip af saadanne Salgstilbud. Fader sparede ingen Ulejlighed med at løbe omkring efter de forskellige Adresser.
Om de saaledes gjorte Indkøb var fordelagtige, kan jeg ingen Mening have om. Dog er jeg paa det rene med, at da Fader -
Foruden Berl.Tid. holdt Fader "Den danske Bondeven", saa længe dette Organ vedblev at udkomme.
Garverperioden 1858 -
Umiddelbart op til Færgekroen, hvor Overfarten a' 6 skilling pro persona skete til det lige overfor liggende Munkholm ved Eriksholm, hvorfra Vejen førte (ca. 1 Mil) til Holbæk, laa et Garveri, der i tidligere Tid dreves efter en ret stor Maalestok; men som i min Barndom under Garver Schacke vistnok var i Tilbagegang.
Men med Familien Schacke havde vi ikke saa lidt Omgang, og dette førte til -
Schacke staar for mig som en høj Mand med et markeret, uskønt Ansigt med et mørkt, usympatisk Udtryk. Ellers ved jeg intet og mindes intet om ham; men gennem mine Forældre hørte jeg, at han kom daarligt ud af det med Hustruen.
Denne havde været gift før med Stevenius, af hvilket Ægteskab der var to voksne Døtre, jævnaldrende med min Søster, som en Tid undervistes sammen med dem af Schackes Lærerinde Frk. Reenberg. Af 2. Ægteskab var der flere Døtre og een Søn Johan Christian Bjerring, der var jævnaldrende med Henrik og mig. Madam Schacke var en Datter af Sognepræst og Professor Bjerring i Vig i Odsherred, der var bekendt for sin gode Latin og sin udmærkede L'hombre, den han ogsaa har dyrket i mine Forældres Hus.
Det var altsaa sammen med Sønnen Johan Christian Bjerring Schacke, at Henrik og jeg skulde undervises, og til at udføre dette Arbejde havde Schackes engageret en halvgammel -
Mere end til Skolen -
Efter dette Aars Skolegang paa Garveriet kom jeg, 11 Aar gammel til Skibby Skole og var saa -
Minderne herom deler jeg navnlig med Broder Henrik og med vor nære Nabo: Teglbrænderens Jens. Vi havde altid gode Slæder, og vi forstod godt at styre dem, altid med Fødderne, aldrig som nu med Styrestang, Jens Grejsen i Langtved var vor Slædefabrikant, og Fader leverede os Materialet. Mederne var af Eg, Dubberne og de to Sæder gerne af Ask. De var aldrig skoede med Jern, og det behøvedes heller ikke; thi det haarde gamle Eg blev slidt saa glat og fast, at det gled lige saa let, som en Jernskinne vilde have gjort, og saa slap Træ-
Vi havde Baner baade paa Elsbjerget, Sandbakken og Dyrehavebakken; paa sidstnævnte Bakke førte en Bane ad en smal Ryg mellem to Lergrave lige ned mod Teglbrænderens Hus -
Der maate styres godt, Bakken var stejl og Turen spændende; men vi var stolte, naar Slæden tog den sidste Spurt op ad Lergravsfordybningen og svingede lige op foran Huset. Naturligvis væltede vi af og til; men der skete dog ingen Uheld paa denne Bane. Derimod fik vi en Gang vore bedste Slæde Fuldstændig knust paa Elsbjerget. Saavel her som paa de andre Bakker maatte vi jo styre mellem de talrige store Bøgetræer,og vi klarede i Reglen ogsaa Skærene; men her gik det galt -
Skibby-
Jeg har fortalt om Broder Henriks uheldige Anbringelse hos Skolelæreren (Jakobsen) i Klouby ved Kalundborg. Saa var vore Forældre heldigere med min Anbringelse hos Lærerfamilien Bering i Skibby i Horns Herred, 1½ Mil Nord for mit Hjem, hvor forøvrigt ogsaa Henrik tilbragte et halvt Aars Tid efter sin Konfirmation, hovedsagelig for at perfektionere sig i Dansk og Stil. Om det skyldes denne "Efterkur" eller hans øvrige Skolegang eller -
Skønt Skibby kun laa 1½ Mil fra Ryegaars, var der dog en stor Forskel paa Bondestandens Levefod og sociale Stilling paa de to Egne, hvilket vel nærmest havde sin Grund i, at Bønderne i Skibby og Omegn gennemgaaende var Selvejere, hvilket vistnok skyldtes den ogsaa paa andre Maader (Plantningen om Bøndergaardene) af Egnen fortjente Gehejmeraad N.A. Holten til Lindegaarden og Krabbesholm, hvis Enke endnu boede paa Lindegaarden (C.F. Bricka VIII 66), medens Bønderne paa Ryegaards Gods paa den Tid saa godt som udelukkende var Fæstere og gennemgaaende sad smaat i det.
Jeg bed hurtig Mærke i, at medens Traktementet ved Bøndergilderne (Barslerl, Begravelser, Bryllupper) paa min Fødeegn var Risengrød spist af store fælles Lerfade med et Smørhul i Midten, hvori hele den nærmeste Kreds dyppede, og saa Klipfisk, fik man i Skibbyegnen Sagosuppe, serveret paa Tallerkner, flere slags Stege og til Dessert forskellige Kager, navnlig Lagkager, dertil Sherry eller Gin. Ogsaa klædedragten stod adskillige Grader over min Fødeegns, hvad Stof og Snit angaar, og Bønderpigerne havde ret almindelig begyndt at kaste ”Hovedtøjet”. Ogsaa Bygningerne var bedre med almindelig anvendelse af Grundmur, Gibslofter og Oliemalede Vægge.
Skibby var allerede den gang en stor og statelig Landsby med Præstegaard, Lægebolig, Købmandsforretning, Kro og en anselig grundmuret gul skolebygning, mange Gaard med veltilplantede Haver.
Skolen laa lige ved Landevejen med en veltilplante Have mellem denne og Huset.
Paa modsat Side af Landevejen det store Gadekær og bag dette Gaardejerne Jens Carlsens og Lars Rasmussens store Haver med mange Træer. Ved Skolebygningens Nordre Gavl laa en forholdsvis lille, trekantet Gymnastik-
I dettes mod Gaden vendende gavl var indrettet et par Værelser, som til forskellige Tider anvendtes af forskellige Familiers Medlemmer, mest til Sovekammer. Syd for Udhuset strækker sig Urte-
Skolebygningens Hovedindgang var midt paa Facaden og førte ind til Børnenes Forstue, hvorfra man t.V. kom ind i den store Skolestue, t.H. ind i Familiens mindre Entré, og lige ud førte en Dør, tror jeg nok, ind til Køkkenet. Fra Familiens Entré kom man ind i en stor 2 Fags, statelig velmøbleret lys og venlig Dagligstue med Fortepiano. Fra denne kom man ind i en rummelig Spisestue med Vinduer mod Kirkegaarden. Her stod bag et stort rundt Spisebord en Slags Sofapuf, der kunde trækkes ud til en bred Seng, i hvilken Hr. og Fru Bering i nogle af Aarene under mit Ophold i Skibby sov (til en anden Tid havde de Sovekammer ovre i Udhuset). Nord for Spisestuen, ogsaa med Vinduer ud mod Kirkegaarden laa Sovekammeret, hvor Husets Bedstemoder og Døtrene sov. Om der imellem dette og Køkkenet var endnu et lille Værelse, husker jeg ikke.
I Loftsetagen var der et godt Værelse i den søndre Gavl; her boede Guvernanten, og hun holdt Skole enten der eller i Spisestuen; i hvert Fald læste vi Lektier her. I den modsatte Gavl indrettedes i min Tid 2 Værelser, begge smaa; det ene var Pigens; det andet havde Sofus Olsen og jeg en Tid til Sovekammer. Jeg husker disse Værelser grant, fordi de var opført af et Bygningsmateriale, som jeg hverken før eller senere har set anvendt: Lette "Skæretørv" sammenføjet som Mursten med alm. Kalkmørtel. Da Tørvene var uregelrette, blev Væggene det ogsaa; de bølgeformede Flader var dog betrukne med Tapet, hvilket vi daarligt kunde dy os for at gennembore for at komme ind til de interessante Tørv.
Jeg kommer nu til Beboerne og skal da først omtale Læreren Jens Anders Bering, der var en langt betydeligere Mand, end jeg den Gang vidste af, og hvad jeg her først meddeler om ham, har jeg dels fra Brickas biografiske Leksikon dels fra Berings i 1862 hos Gad udkomne Bog: Den christelige Almueskole i Danmark og den Reformbevægelse før og nu". Denne bog forærede han mig ved dens Fremkomst og tilegnede mig den ved følgende Ord paa forreste Blad: "Til min kjære Elev, i Haabet den vordende Skolelærer, Emil Rolsted, venligst af Bering!; men det er først i min modnere Alder, jeg med Interesse har studeret denne Bog.
Ifølge Bricckas biografiske Leksikon blev B. født d. 7/3.1812 som Søn af Skolelærer i Maarup, Randers Amt, Rasmus Andersen, dimitteret 1831 fra Lyngby Seminarium. Han var i 2. Aar Huslærer, blev derefter Almueskolelærer i Stavstrup til 1840, i Viby v. Aarhus til 1855 og i Skibby i Horns Herred til sin Død, 29/11.72 B. var fra 1836 en af Førerne for den Bevægelse blandt Lærerne, der ved Petitioner til Stænderne og ved Forhandlinger i Pressen og paa Skolemøder søgte at fremkalde en Reform af Almueskolevæsenet, dog med Bevarelse af Skolens Forbindelse med Stat og Kirke. Foruden talrige Bladartikler forfattede B. 1844 en Beskrivelse over Jyllands og 1859 en almindelig Beskrivelse over Landsbyskolernes Embeder i Danmark, den sidste ledsaget af Personalia over alle de ansatte Lærere.
Bering var altsaa ved min Ankomst til Skibby 47 Aar, en lidt firskaaren Mand af Middelhøjde med blond, blødt, frit opstrøget Haar, blondt Kindskæg, ellers glatbarberet; Ansigtet uden Rødmen i Forhold til Alderen noget markeret; Øjnene lyse og livlige. Bering var, maalt med Datidens Gennemsnitsmaal for Lærerdannelse, en i Henseende til Sproget, Kundskaber, Interesser og ydre Optræden ualmindelig dannet Mand, sikkert i Stand til at færdes i alle Kredse uden Anstød. Han var i Besiddelse af en sund Ærgerrighed og bestræbte sig med Held for at være Gentleman baade i det ydre og i det indre. Han havde en god Skrædder i København, og saavel Stof som Snit var altid dadelfrit. Familien bestod af hans Hustru, en køn, forstandig, maaske lidt smaatskaaren Kone, der med Orden og Smag holdt sit pæne Hus i ulastelig Stand; dennes Moder, Enkefru Lassen var vel omkring 70 Aar, men rask og rørig, livlig og energisk, Hun forstod godt at sætte sig i Respekt hos os Drenge, og naar vi hørte Bedstemoders Stok nærme sig (hun var halt og gik altid med stok), var vi altid manerlige. Hende var Husholdningen i det væsentligste betroet og vi betragtede hende ikke uden Grund som vor "Madmor", og som saadan var vi veltilfreds med hende; thi Maden var altid rigelig og god, og mangen ekstra "Skalk" (d.v.s. "Endeskive") stak hun ud til os mellem Aar og Dag.
Der var 3 Børn: en voksen, vel 17-
Jeg vil med det samme nævne, hvad der senere er bleven af disse mine Husfæller i Skibby.
Fru Bering overlevede sin Mand i mange Aar, blev vistnok op imod 80 Aar og boede til sin Død sammen med den ugifte Datter Hanne, der med Uddannelse som Privatlærerinde (Frk. Quistgaards Institut) havde opnaaet en Stilling som Kommunelærerinde i Taarbæk, hvorfra hun for et Par Aar siden afgik med en Pension af 1100 Kroner. Hun lever endnu (14/2.17).
Caroline indgik et vistnok meget lykkeligt Ægteskab med Dampskibsekspeditør Gundel, med hvem hun vistnok havde en Søn og Datter. Caroline overlevede sin Mand nogle Aar og er selv afgaaet ved Døden i 1915. Peter var en ganske godmodig, omgængelig og fornøjelig Dreng, altid parat til en rask Drengestreng; men han havde næppe nogen videre grundfæstet Karakter og besad heller ikke Evner og Energi nok til at tilfredsstille Faderens Ønske om at bringe det til noget ad boglig vej. Hans Lyst gik i praktisk Retning og han fik saa Lov til at følge denne ved at søge Uddannelse som praktisk Forstmand, hvilket skete paa Jægerspris Skovdistrikt under Skovrider Wellendorf. Jeg tabte ham tidligt af Syne, men veed, at han opnaaede en Skovfogedplads under Grevskabet Bregentved, hvor han dog nok heller ikke havde videre Fremgang; jeg veed ikke, om han endnu lever.
Conrad Vallentin var vel i Skibby en 2-
Undervisningen var ordnet paa den Maade, at vi Pensionærer, Berings egne Børn og Gaardejer Lars Poulsens 2 Børn, Karen og Laurits undervistes af Bering selv i Religion og Dansk, det første Fag sammen med Almueskolens ældste Klasse, Dansk i særlige Timer. Han var en dygtig Lærer i begge Fag. Jeg bevarede et blivende Indtryk af ham som tilforladelig Religionslærer, der i Undervisningen gav sig selv og ikke gav sig ud for at være kommen videre frem, end han virkelig var. Jeg mindes ogsaa, at han stundom ved Indledningen eller Afslutningen af Læremøder holdt smaa opbyggelige Taler, der vidnede om ærlig Tro og alvorlig Stræben. I dansk Stil gav han os et godt Grundlag, der for mit Vedkommende ikke var uden blivende Betydning.
I alle de alm. Skolefag samt i Tysk, Engelsk, Tegning og Naturhistorie undervistes vi af Guvernanten, og denne Undervisning var sandsynligvis hverken værre eller bedre en den, saadanne Damer paa den Tid formaaede at præstere. Naar Resultaterne nu syntes mig temmelig tarvelige, er det maaske tildels, fordi jeg er tilbøjelig til at maale dem med den sener pædagogiske Maalestok. Vi havde i Løbet af de 4 Aar (59-
Større Betydning for mig end selve Undervisningen havde maaske det daglige Samliv med den dannede Familie, der med Interesse omfattede Dagens og Aarets Begivenheder i Politik, Litteratur og Religion. Bering, der utvivlsomt hørte til det nationalliberale Parti, endskønt han ikke gav sig af med praktisk Politik, holdt foruden Skole-
Bering var medlem af en Læsekreds, og om Aftenen, især i Frk. Lewerentzens Tid, læstes jævnlig højt af ældre eller nyere æstetisk Litteratur, efter Læsningen blev Bøgernes Indhold diskuteret, ofte livlig og varmt. Det var dog kun undtagelsesvis, at vi Børn var Tilhørere; vi havde jo vore Lektier at passe. Egentlig Selskabelighed var der ikke meget af; de nærmeste Kolleger samledes en Gang imellem til en L´hombre, Musik eller Passiar.
Undervisningen gik fredelig og godt saavel hos Bering som hos Lærerinden, og jeg mindes ikke i Skibby at have faaet korporlig Straf enten for Dovenskab eller for Optøjer; vi havde alle god Respekt for Bering og en Trussel fra Lærerinden om at tilkalde ham, naar vi gjorde hende Helvede hedt, øvede i Reglen den forønskede Virkning.
I Fritiden kom vi som Regel udmærket godt ud af det; vel var et Slagsmaal ikke udelukket, og Conrad kunde til Tider være heftig og voldsom; en Gang kastede han saaledes en stor Brosten ned i en mørk Kælderhals, hvor han vidste, at et Par af os havde skjult sig. Men det er aldeles overvejende kun glade Minder, der knytter sig til vore muntre Lege med Hus, Have, Kirkegaard og Gade som Legeplads. Ofte forlagdes Legepladsen hen til vore Kammerater hos Gaardejer Lars Poulsen, i hvis store Udhus og Have det gik lystigt til; ofte var vi ligefrem indbudte og blev da overdaadig beværtede af de elskværdige og gæstfri Folk, der begge staar ganske levende for mig endnu.
I Slagtetiden var vi til prægtige Pølsegilder, og hvis jeg ikke tager fejl, smagte jeg der for første og vistnok sidste Gang Blodpølser, hvor Indmaden var stoppet i skindet af Gaase-
Et uhyggeligt Minde, som jeg havde svært ved at faa rystet af mig, knytter sig til vor Færden paa Kirkegaarden. Vi var bestandig interesserede Tilskuere, stundom Medarbejdere, naar der blev gravet nye Grave, thi de jævnlig fremdragne Menneskeknogler eller Stumper af gamle Kister havde en mystisk-
I den Periode, da Peter, Conrad og jeg (maaske ogsaa Henrik) havde Sove-
Det nedfaldne fik vi tilmed gratis -
22/1.1918
Efter at dette Manuskript har henligget urørt i omtrent et Aar, tager jeg nu atter lidt fat, tilskyndet dertil af nogle af Børnene; endog Ejgil i Canada, hvem jeg lejlighedsvis havde fortalt, at jeg, naar jeg havde Tid tilovers, anvendte den til at sysle med mine Barndomserindringer, opfordrede mig kraftigt til at føre Skildringen helt op til Nutiden. Da det jo nærmest er med Tanke paa Børnene, at jeg har begynder disse optegnelser, vil jeg altsaa nu tage fat igen; men hvis jeg virkelig skal gøre mig haab om at naa Enden, bliver jeg vist nødt til at snævre Skildringernes Bredde betydeligt ind. Skulde jeg saa endda ikke blive færdig, gaar mine Efterkommere ikke derfor tabt af meget. Det er jo kun et jævnt almindeligt Dusinmenneske, der skildrer et lige saa jævnt -
I Vinteren 1862-
Naar henses til de 4 lykkelige Aar, jeg tilbragte i Skibby Skole, og til den Taknemmelighedsgæld, hvori jeg virkelig følte mig til min kære Lærer Bering saa vel som til hele Familien, kunde man vente, at jeg havde bevaret Forbindelsen med Familien paa en varmere og livligere Maade, end Tilfældet blev. Grunden kan vel have være den, at jeg ved at rejse til Amager og senere til Jonstrup blev saa langt fjærnet fra Skibby, at Besøgene ifølge Sagens Natur maatte blive sjældne; men selv efter at jeg var kommet til Rye som 2. Lærer, blev Besøgene ikke meget hyppigere. Maaske skyldes det ogsaa en vis Tilbageholdenhed fra min Side overfor Husets yngste Datter. I Konfirmationstiden havde Hanne og jeg -
Til Erindringerne fra Skibbytiden hører ogsaa mine Hjemture fra Lørdag Eftermiddag til Mandag Morgen, hvilke foregik som Regel hver 14. Dag, og ved hvilke jeg jævnlig havde Ledsagelse af en eller flere Kammerater, som altid modtoges med Gæstfrihed af de Gamle i Bondhus. Baade Peter og Konrad har været med mig; men oftest var Sofus Olsen min Ledsager; ham var jeg jo ogsaa i længst Tid sammen med.
Jeg mindes en Fastelavn, hvor vi indesneede i Bondhus, og hvor vi fordrev Tiden med Kortspil, navnlig Firkort, om Aftenen, Slædekørsel og Tumlen i Sneen om Dagen. Vi gik altid hele Vejen hjem; men Mandag Morgen blev vi kørt paavej, i Reglen til Krabbesholm. Disse ture var en kærkommen Afbrydelse paa Skolelivet, skønt jeg ofte drillede Sofus ved at løbe fra ham tværs over Pløjejorderne, hvor han med sine korte Ben ikke kunde vinde med, saa satte han megen Pris paa Turene og gjorde Gengæld ved i Ferierne af og til at tage mig med ind til det store, rige Bagerhus i St. Strandstræde 10, hvor vi ogsaa havde glade Dage sammen. En Fest var det for alle i Skibby Skole, naar Hofbager Olsen kom paa besøg, i Reglen med eget Køretøj lige fra København og med de kendte langstrakte firkantede Sukatkasser fyldte med herligt Bagværk af alle Slags. Olsen var den Gang en Mand i sin bedste Alder, altsaa jævnaldrende med Bering, og det var en Fornøjelse at se, hvor udmærket de to Mænd kom ud af det sammen. Olsen var em høj, anselig smuk Mand, uden Skæg med bølgende lyst graanende Haar, en streng Mand i sin Forretning og som Husfader, men livlig, fornøjelig og udrustet med et godt Humør; han var en god Ven af Gl. H.C. Lumby, med hvem han vist godt kunde slaa en Basseralle.
Paa Amager 1863 -
Allerede længe før jeg blev konfirmeret, havde mine Forældre drøftet Spørgsmaalet om at faa mig gjort til Skolemester. De havde jo to Lærere, en til hver side -
Bering, som selv med Liv og Sjæl gik op i sit Kald, og som i en Menneskealder med Begejstring havde kæmpet for sin Stands sociale og aandelige Fremgang, bestyrkede mig i at blive Lærer, og jeg selv havde intet derimod. Kort efter min konfirmation i 15 Aars Alderen blev jeg derfor sendt til Lærer J. Chr. I. Brasch i Tømmerup-
Brasch var en ganske køn firskaaren Mand af Middelstørrelse med stærkt, blond, bølget Haar og kort Kindskæg rundt om det glatbarberede Ansigt. Han var en energisk, viljestærk Mand, der forstod at holde paa sin Ret og nok kunde være stridbar, naar nogen gik ham for nær. Men han var opofrende over for sine Venner og dem, der trængte til hans Hjælp og var altid parat til at gaa i Ilden for dem uden Hensyn til egne Interesser. Hans Hustru, født Delcomyn, var 13 Aar ældre end han og havde 4 voksne Børn af første Ægteskab, af hvilke jeg kun lærte at kende Købmand Møller i Dragør. Hun var en dannet, elskværdig og godlidende, men noget svagelig Kone, der i alle Maader sørgede godt for os unge Mennesker. Foruden mig blev nemlig en Lærersøn fra Stevns, Holm, og en Gaardmandssøn fra Hollænderfælled, Hans Jacobsen, forberedt til Seminariet af B. Medens Jacobsen og jeg i sin Tid med Glans bestod Optagelsesprøven paa Jonstrup, kneb det for Hans at slippe igennem, og ved den første Juleeksamen paa Seminariet opnaaede han det hidtil uovertrufne Resultat i negativ Retning af minus 17 points; hermed var hans seminaristiske Løbebane afsluttet; men det forhindrede ham ikke i at blive en ganske dygtig Mejerist og senere Politibetjent i Køge.
Det daarlige Resultat for Holms Vedkommende kan ikke lægges Brasch til Last; thi han forberedte os, som den Slider han var, med Iver og Dygtighed. Han skrev en nydelig Haand, var en dygtig Stilist og havde vistnok i det hele gode Kundskaber, skønt han paa den Tid ikke læste meget. Hans Hovedinteresse udenfor Skolen laa i Haven. Selve Skolelodden havde han forpagtet, men forinden lagt noget af den ind under Haven, saa denne var meget stor, vistnok over en Tønde Land.
Den var hyggelig, veltilplantet, forsynet med Læbælter og frembød alle Slags gode Sager; Træfrugt, Buskfrugt, Urter; det var dog kun en ringe Del, der solgtes; men meget foræredes bort, og Fru Brasches Syltekrukker var vel forsynede. B. sled i Haven som en Arbejdsmand; han var meget stærk og tillige nævenyttig, saa han kunde lave omtrent, hvad det skulde være; egenhændig opførte han -
Haven var et kært Opholdssted for os; i Drivhuset sad jeg ofte Foraar og Efteraar og læste. Vi unge hjalp stundom B. lidt med Haven; anden Hjælp mindes jeg ikke, han havde.
Af Husfællerne maa jeg endnu nævne Plejedatteren Hanne, der var lidt yngre end vi andre, og som senere blev gifte med Jacobsen, der allerede for mange Aar siden døde som Lærer i Glostrup, og efter hvem hun vistnok endnu lever som Enke uden Børn. Og saa gjorde jeg her i Huset for første Gang Bekendtskab med en Idiot, tilmed en rigtig fuldblods: Det bar Aksel Augustinus, en Søn af den rige Fabrikant A. paa Amagerbrogade. Han var vel en 15-
Som alle Lærerfamilier paa Landet paa den Tid blev ogsaa Brasch's budt med til Bøndernes selskabelige Sammenkomster, og gæstfri som Amagerne er, blev vi unge Mennesker som oftest bedt med. Saavel herigennem som ved den jævnlige Omgang med Jacobsens Forældre og Søskende og andre Naboer og ved af og til at køre med dem til og fra Hovedstaden lærte jeg Amagerne at kende som yderst flittige, morgenduelige Mennesker, der Dagen igennem enten syslede paa Marken med deres Køkkenurter eller i den tidlige Morgenstund kører deres svulmende Læs til Torvet i København eller rundt omkring i Byens Gader, fra Grøntbutik til Grøntbutik, hvor de har deres faste Kunder. De er som allerede sagt meget gæstfri og dertil omgængelige, venligtsindede og tjenstvillige. Kaffekedlen staar altid paa Ilden, og naar en Amager ikke har faaet 7 Gange Kaffe, synes han ikke, Dagen har været god.
Deres daglige Forbindelse med København og deres Omflakken i Byen til alle deres Handelsforbindelser fremmer formentlig denne evindelige Kaffedrikken. Den samme daglige Omgang med Københavnerne er muligvis heller ikke uden Indflydelse paa Amagernes høflige Væsen og omgængelige Sind. Men trods denne Omgang holdt Amagerkvinderne -
Under mit Ophold paa Amager faldt Frederik d.7des Død og Krigens Udbrud. Da Kongens Lig paa Dampskibet Slesvig førtes fra Lyksborg Slot, hvor han døde, til København, var vi unge taget til Hovedstaden for at overvære Indsejlingen, der foregik om Aftenen. Vi fandt en god Opstillingsplads paa nogle Bræddestabler langs Havnen, og det var et højtideligt, stemningsbevæget Øjeblik, da Skibet, paa hvilket der brændte Fakler, og Gardere med Bjørneskindshuer stod Vagt, gled langsomt og højtidelig frem gennem Havnen i den mørke, stille Efteraarsaften til Lyden af Koraler fra et Hornorkester ombord. Mindre heldig var vi, da vi nogle Dage senere skulde ind og se Kongen ligge paa "castrum doloris" paa Chr.borg Slot. Adgangen for Publikum skete fra Marmorbroen v. Fr.holms Kanal, og vi var af Politiet inddelt i Hold langs hen ad Buegangen tilhøjre; men Avancementet forekom det store Publikum for langsomt, og lige med eet brød dette Afspærringen ved Portalen og langs med Buegangen og styrtede tværs over Ridebanen over mod Kolonnaden, hvor Opgangen til Slottet var.
Politiet, forstærket med Borgervæbningen, fik dog her trukket en ny Afspærring og masede med opløftede Geværkolber Publikum tilbage under Skrigen og Klagen; under det voldsomme Pres blev jeg med opløftede Hænder baaret af Omgivelsernes Tryk en 10-
Af Vinterfornøjelser mindes jeg, at vi ofte løb paa Skøjter paa Kalvebod Strand, stundom helt ind til København; Sporten var ufarlig, da vi stadig holdt os paa det meget udstrakte Lavvand.
Brasch blev 1876 Førstelærer og Inspektør ved Sundbyøster Skole og havde Aaret i Forvejen giftet sig, atter med en Enke, denne Gang en med 2 Børn. Jeg holdt ikke Forbindelsen vedlige med ham; men jeg veed, at hans Alderdom var ret kummerlig og Ægteskabet ikke Lykkeligt; jeg besøgte ham under hans sidste Sygdom, og da græd han sine modige Taarer, nervøst nedbrudt som han var. -
Jonstrup-
Den Periode, i hvilken min Seminarietid faldt, var en god Tid for Seminariet. Tilgangen var stærk; der mødte ofte dobbelt saa mange til de aarlige Optagelsesprøver, som Seminariet kunde modtage; dette kunde derfor ved at skærpe sine Fordringer og vrage de mindre dygtige sikre sig en flink Besætning af Elever. De aarlige Afgangseksaminer i dette Tidsrum viste derfor ogsaa udmærkede Resultater, og en stor Stab af dygtige, kundskabsrige Lærere spredtes over Landet. Naar jeg her nævner Navnene paa en Del af de mere bekendte Mænd, der i disse Aar udgik fra Jonstrup, maa jeg straks tilføje, at der sikkert er et langt større Tal, som fuldtud staar Maal med de nævnte, og som, om end i mindre fremskudte Stillinger, udfører et lige saa fortjenstfuldt Arbejde Landet over.
Forhv. Skoledirektør, Etatsraad Joakim Larsen
Skoleinspektør, Redaktør af Nationt. L. Wiggers.
" R.C. Lassen København
" A. Nissen, "
" Emil Larsen, "
" Boye Jensen "
" senere Viceskoledirektør H.K.V. Rolsted , København.
" H.E. Saul, Næstved
Kr. Kroman, Prof, i Filosofi v. Universitetet
Zakarias Nielsen, Forfatter
Emauel Henningsen, Forfatter
Fredr. Mygin, Sognepræst.
I.C.A. Manniche, Sognepræst.
H.I. Lassen, Døvt. Lærer, Inspektør
M. Abrahamsen, L. i Kildebrønde, i mange år et anset Medlem af Skolelærereksamenskommissionen..
C.E.V. Frank, Stabsintendant i Hæren.
C.F.V. Boock, Højskolelærer, senere Landinspektør i København.
Frederik Smidt, Lærer i Himmelev, Udgiver af et over hele Landet
bekendt og benyttet Læreapparat t. B.v. Underv. i skriftlig Dansk.
Hans Stefan Jørgensen, Overintendant og Udgiver af et landskendt køn-
Georg Larsen, Lærer og mangeårig Regnskabschef v.de. Ferslewske Blade.
Hans Nielsen, Lærer v. Vridsløselille, senere i 28 Aar Forst. for Kbh. Kom.'s Internat
O. Malling, Frimenighedspræst.
Naar Seminariet paa den Tid kunde udføre sine Funktioner paa fuldt tilfredsstillende Maade og med godt Resultat, skyldes det hovedsagelig de flittige, samvittighedsfulde og jævnt dygtige Mænd, der som Forstander og Lærere forstod at hævde god Orden og Disciplin, at lære Eleverne at arbejde og at Foregaa dem med et godt Eksempel. Lad mig nævne disse Mænd, give nogle faktiske Oplysninger om dem og dertil knytte enkelte Bemærkninger angaaende min Opfattelse af dem.
Forstander Jens Jensen, f.1796, var en Hjulmandssøn fra Holbæk Amt, frekventerede Seminariet 1814-
Hans Undervisning, forekommer det mig, var nærmest tør, forstandsmæssig og noget pertentlig; men han sørgede for, at vi fik grundige Kundskaber og lærte os at ordne vore Tanker og lægge en fornuftig Disposition. Hans Lærebøger var som hans Undervisning. Alligevel saa jeg for mit Vedkommende paa ham som Lærer med en vis Sympati paa Grund af hans store Omhu, og fordi han utvivlsomt gav os det bedste, han evnede. Dette sidste sagde han os udtrykkelig i den sidste Religionstime, han havde med os, vel i ydmyg Selverkendelse af, at han vist ikke helt tilfredsstillede vor Trang og vort Krav.
Men en saadan Udtalelse forsoner og afvæbner Kritikken -
Hans Mortensen, Fiskersøn fra Falster, født 1825, dimitteret fra Jonstrup m.1ste Karakter med Udmærkelse 1845, studerede v. Polyteknisk Læreanstalt 1847-
Som oftest var han -
Nogle af Eleverne frygtede og hadede ham; jeg kom ganske godt ud af det med ham og kunde trods alt ganske godt lide ham. Skønt han besad ikke saa lidt indre Dannelse, var hans ydre Fremtoning kantet og alt andet end "gentleman-
Jørgen Beyerholm var Gaardmandssøn fra Sønderjylland, f.1829, dim. fra Skaarup 1850 med 1. Karakter, ansat v. Jonstrup 1857 uden anden Dannelse end den seminaristiske. Han var ogsaa den af Lærerne, som besad mindst Almen-
Carl Mortensen var Lærersøn fra Kerteminde, d. 1832, dim. fra Jonstrup m.1. Karakter m. Udmærkelse 1851, samme Aar, altsaa i 19-
Som Lærer i Sang og Musik viste han kun ringe Interesse for de Elever, der ikke havde synderlig Begavelse. Da jeg hørte til disse, opgav han mig tidlig, saa jeg opnaaede hverken at faa Karakter som Kirkesanger eller Orgelspiller. Dette Forhold afskar mig trods mine ellers gode Uddannelse fra de bedste Embeder paa Landet, da disse som oftest er forbundne med Kirkesang, og var vel nok en medbestemmende Aarsag til at jeg søgte yderligere Uddannelse i København.
Frederik Dahlerup, f. 1830, Søn af Provst D. i Ballerup, gift med Præstedatteren Frk. van Wülich, der sagdes at have været "Nikolaj"s Model til en af de unge Piger i "Nøddebo Præstegaard". Han blev theol. Kandidat 1854 og var Andenlærer v. Seminariet fra 1863 til 70. Han var en vel begavet og kundskabsrig Mand med en retlinet Karakter og med gammel, nedarvet kultur. Han var Lærer i Dansk, Literaturhist. og Historie. Hans Undervisning var grundig og omhyggelig -
Ved en saadan Lejlighed gav han ham og os alle en god Lære gennem den simple og lige for Haanden liggende Sentens: "Vær dig selv", en Sentens, jeg har holdt fast ved til denne Dag og givet Rækkevidde langt ud over den danske Stil. Dahlerup blev Sognepræst i Fuglede v. Kalundborg, tog Afsked, da han var godt oppe i 70erne og døde paa Fr.berg, da han var noget over 90.
Foruden de nævnte Lærere fungerede i min Tid Sergent af Artilleriet Olsen som Lærer i Gymnastik og Svømning (Søndersøen). Han var en høj, køn Mand med megen faglig Dygtighed og noget over Gennemsnittet af Underofficersdannelse. Han var elskværdig og omgængelig og stod altid i godt Forhold til Eleverne.
Som det af ovenstaaende ses, stod Flertallet af Seminariets Lærere i Kundskab og Dannelse ikke væsentlig over det Niveau, hvortil det var deres Opgave at hæve Eleverne. Dette var vel nok i og for sig en Mangel. Havde disse Mænd foruden den Lærerdygtighed, som de utvivlsom besad, staaet Videnskaben nærmere og haft noget mere Aands-
Paa den anden Side har som bekendt Begrænsningen ogsaa sin Styrke. Dette at være grundigt hjemme i og have fuldstændigt Herredømme over det Kundskabsstof, som man skal docere, giver en Sikkerhed og Maalbevidsthed under Arbejdet, som ikke kan undervurderes. Og naar vore Lærere udrettede saa meget med os, som de gjorde, skyldes det maaske ikke mindst denne Begrænsning og denne Sikkerhed.
Sætningen om Begrænsningens Styrke finder Bekræftelse fra et andet Omraade: Under min militære Uddannelse (som Menig ved Garden) gjorde jeg Bekendtskab med et andet Lærerkorps: Underofficersstanden, hvis Begrænsning var endnu betydelig større en Seminarielærernes, men paa det begrænsede Omraade, hvortil deres Viden og Kunden og Færdigheder var indskrænket, havde de om muligt endnu fastere Grund under Fødderne en Seminarielærerne paa deres. Her arbejdede de imidlertid med stor Dygtighed, støttede af den faste Haand og udmærkede Disciplin, der stod i saa stærk Modsætning til Nutidens Slaphed og Blødsødenhed indenfor Hæren. Resultatet var da ogsaa en, som det syntes mig, fuldt tilfredsstillende Indøvelse af Soldaterne i, hvad de bør vide og kunde. Trods Underofficerstandens let iøjnefaldende Skavanker, ser jeg dog -
Om Livet paa Jonstrup skal jeg fatte mig i Korthed, saa meget mere, som en Kollega af mig Viggo Danø i 1907 har udgivet "Seminarieliv i Halvfemserne", Erichsens Forlag, 95 Sider.
Som det allerede fremgaar af tidligere Antydninger var de 3 Seminarieaar en udpræget Arbejdstid; men dette udelukker ikke, at der var levnet tilstrækkelig baade Tid og Frihed til, at ungdommelig Lystighed, kammeratligt Samliv i selve "Borgen" som Seminariet kaldtes, Anlæget eller den dejlige Jonstrup Vang, i tilbørlig Grad kunde Trives. Livet paa Seminariet i den Tid var ordnet fuldstændig kasernemæssigt. De tre Klasser talte hver nogle og 20 Elever, ialt altsaa henimod 80 unge Mennesker i Alderen fra 16-
I Undervisningstiden, fra 8-
Langs med de lange brunmalede Spiseborde eller paa Taburetter i Vinduesfordybningerne sad Elever, som Regel parvis, flittigt læsende, skrivende Stile, løsende Opgaver eller gemytlig passiarende, de fleste indhyllede i tætte Tobaksskyer, medens en ret stor Del af Eleverne sad parvis, Arm i Arm, vankende op og ned ad den brede Midterpassage, skiftevis foredragende for hinanden det Pensum, som de just nu havde gennemgaaet og memoreret henne ved Bordene. Der var selvfølgelig en Trampen og Summen som i en Bikube, og inden man blev vant til det, var det svært at arbejde eller samle sine Tanker under disse Forhold; mangen Læser, navnlig blandt "Spirerne" (yngste Klasses Elever), saa man da ogsaa sidde med begge Hænder fast pressede mod Ørene. Dog: Øvelse gør Mesteren, og det gik efter Omstændighederne godt med Forberedelserne.
I 90erne blev der dog opført en ny Bygning med saa mange mindre Læseværelser, at hver 2. Elever i hvert Fald i de øverste Klasser, kunde faa deres eget Læseværelse. I min Tid var det kun henimod Afgangseksamen, at det tillodes Eleverne parvis at skaffe sig Læseværelser hos de nærboende Jordbrugere i Jonstrup Vang, hvis der ikke tilfældigvis kunde anvises dem et lille Hummer et eller andet sted i Seminariet. Jeg og min Læsekammerat Christian Mattisen var saa heldige at faa overladt et Kvistværelse af Etatsraadinden (Forstanderens Hustru), og her trakterede hun os tilmed ikke saa sjældent med en Kop Kaffe eller Chokolade. Dette vort hyggelige Samvær paa Kvisten med det lille Stænk af Familieliv, som den elskværdige, livlige og forstaaende Etatsraadinde lod os tilflyde, staar endnu som en af Solstraalerne fra mit Seminarieliv.
Da saa godt som alle Eleverne var fra Sjælland, rejste de altid hjem i de længere Ferier; i de kortere tog stundom de Seminariet nærboende de fjernereboende, f.Eks. Lollikkerne, med sig hjem; jeg husker saaledes at have haft den høje smukke Lollik Tarp (død 1916) med hjem.
Af de aarlige tilbagevendende Festligheder, der spredte lidt Lys over det ensformige Sliderliv paa Seminariet, skal jeg nævne Dusgildet, der i min Tid formede sig om en herlig Skovtur til Frederiksdal i den allerskønneste Tid Maj eller Juni, kort efter at de nye Elever var optaget. I sluttet Trop marcherede Lærere og Elever gennem de herlige Skove de henved halvanden Mil forbi Søndersø, Kulhus, langs Furesøen til Frederiksdals Kro, hvor Eleverne vejledte af de ældre stedkendte Kammerater spredtes om Skydeskiver, Gynger og lignende eller slog sig ned ved Bredden af Søen, indtil Fællesmaaltidet hen paa Eftermiddagen holdtes og efterfulgtes af et fornøjeligt Punschesold, hvor talrige Taler holdtes saavel af Lærerne som af Elever, og hvor alle de ældre Elever drak Dus med os unge begejstrede og beærede "Spirer", der først nu rigtig følte os optagne i Kammeraternes Kreds.
Jeg bevarer de lyseste Minder fra disse Frederiksdalsture. Vi Elever følte ingen som helst snærende Baand hverken paa Hen-
Paa Vejen hjem fra Fr.dal sluttede jeg mig som "Spire" til en af Opsynsmændene i ældste Klasse, H.P.Olsen fra Suserup, der venlig tog sig af mig og indviede mig i alt, hvad en god "Borger" og Kammerat bør vide og gøre. Ham bevarede jeg Forbindelsen med indtil hans tidlige Død. Han blev nemlig Huslærer i Rye Mølle, senere Lærer i Lyngby ved Roskilde Fjord, i hvilken han -
Sang ved Dussegildet paa Frederiksdal 1864.
Mel: Der er et yndigt Land. (Når de lyse lærker synger over Danmark)
Naar Somrens Ynde gæster Danmarks Strande
Og smykker Eng og Dal med Blomsterdragt
Naar Himlen smiler blaa og Søens Vande
Maa bølge sig for Vestenvindens Magt,
Da bli'r det kvalmt bag Klassens tykke Mure
-
Men naar, som nu, alt smiler i Naturen,
Da maa vi frit som Fuglen flagre ud!
Og Brødre! nu vi er, hvor Glæden vinker
Til os her under Bøgens grønne Top;
Se, hisset Søens Flade til os blinker;
Ja, Venner, det er os en Højtidsdag!
Derfor vi ogsaa nu vil Glæden hylde
Og kaste bort hver unødvendig Tvang.
Er Glasset tømt, vi vil det atter fylde,
Og lystig tone skal vor muntre Sang.
Og lad os nu en kraftig Hilsen bringe
Til vore unge Brødre, som vil bo
Med os i Jonstrup Vang -
Med dem og ønske Enighed og Ro,
At Brodersind maa stedse hos os bygge
Der hist bag Søen, hist bag Egeskov.
Vi drog her ud i Skovens dunkle Skygge,
Men hist som her lad Venskab altid bo!
P. Rasmussen.
En Gang i Vinterens Løb arrangerede Elever med allerhøjeste Tilladelse et meget pænt fornøjeligt Bal, til hvilket alle "Borgens" Damer fra Etatsraadinden og nedefter var indbudne; ligesom de unge Damer fra nærmereboende Lærerfamilier og saa Elevernes Søstre og unge kvindelige Slægtninge eller Bekendte. Disse Baller var vistnok ikke uden Betydning for Elevernes selskabelige Dannelse, der jo for de flestes Vedkommende i høj Grad trængte til Ophjælpning, og det vilde derfor have været gavnligt, om Tid og Omstændigheder (Penge) havde tilladt lidt flere saadanne Sammenkomster. Man maa jo erindre, at Eleverne gennem de tre Aar var ganske afskaaret fra alt Familieliv, og denne Mangel, der i Længden straffer sig, vilde i nogen Maade kunne været modvirket ved noget mere Selskabelighed paa Seminariet. Dog Seminariet var jo først og fremmest en Arbejdstid -
Foruden det aarlige store Bal, havde vi -
Andenlærer i Rye 1867-
4/3.1918
Som det af min Beretning om den foregaaende (3-
Det er et viist og kærligt Forsyn, der indretter det saaledes for os dødelige, at medens vi bevarer alle vort Livs lyse og gode Minder ned gennem Aarene, saa lader det os paa en mærkværdig grundig Maade glemme Sorgerne, Skuffelserne og Genvordighederne, eller lader dem i hvert Fald træde saaledes tilbage i Bevidsthedens Dyb, saa de ikke træder mellem de lyse Minder, men disse synes at danne en ubrudt sammenhængende Række. Dette er selvfølgelig en almen menneskelig Erfaring; men det udelukker muligvis ikke, at der ogsaa i denne Henseende kan være noget individuelt forskelligt hos de forskellige Naturer.
Jeg selv er nærmest selv forbauset -
Men bort fra Filosoferen og tilbage til det nye Afsnit af min Hverdagshistorie, det den i Ordets egentlige Betydning er -
Der skulde kun forløbe kort Tid efter min Afsked med Seminariet, før min Lærerduelighed blev sat paa Prøve i mit første Embede.
Den gamle Bent Lund i Rye havde forlængst nedlagt Ferle og Bøsse og var i 1865 blevet afløst af Christen Hansen, under hvem Børnetallet hurtigt voksede saa meget, at der i 1867 maatte oprettes en Andenlærerplads. Denne blev just opslaaet, da jeg kom hjem fra Seminariet, og intet var derfor naturligere, end at jeg søgte dette umiddelbart ved mit Hjem beliggende Embede. Jeg havde imidlertid en farlig Konkurrent i H.P. Olsen, der var Huslærer i Rye Mølle, 2 Aar ældre Seminarist og lige saa god Eksamen som jeg. Det, der skulde hjælpe mig, var, at jeg var barnefødt i Sognet, og at mine Forældre var vel ansete og vel lidte af Befolkningen.
Min gamle trofaste Far sparede sig saa lidt ved denne som ved nogen anden Lejlighed, hvor han kunde gavne sine Børn, men travede trolig omkring med mig til alle de ni Sogneforstandere. Disse gav mig da ogsaa alle deres Stemmer; men dette vilde ikke have været nok. Havde der ikke blandt de ni været en, der var klog nok til at vide, hvad der skulde til, og energisk nok til at gøre det. -
Altsaa stemte han imod Olsen; denne fik 8 Stemmer, men jeg 9 og Embedet. Saa heftig var Kampen, og saa lille Embedet.
Men skønt det var det mindste Embede, jeg nogensinde har haft, saa har der aldrig til nogen af mine andre Ansættelser været knyttet saa store Dokumenter, Segl, Underskrifter og Bevisligheder. I mit Kaldsbrev til Stempel Takst 2 Rigsdaler gør Stiftamtmand Simony og Domprovst Gude under deres Haand og Segl vitterligt, at vi under 12/8.67 have beskikket Seminarist E.V. Rolsted til Andenl. v.Rye Skole. I dette Embede vil han nyde en aarlig Løn af 200 Rdl., fri Bolig for en udgift og 3 Favne Brænde til Skolestuens og eget Brug samt Andel i Skolepenge efter Lov af 8/3.56.
Og Sjællands Biskop Hans Lassen Martensen bevidner ligeledes under sin Haand og Segl i den for mig udstedte Kollats, at jeg "er en ret beskikket Andenlærer ved Rye Skole paa de Vilkaar, at han efter den af ham aflagte Ed dette Embede troligen og vel forestaar, i Særdeleshed ved utrættelig Flid og Aarvaagenhed antager sig Skolebørnenes Undervisning, bidrager til, saavidt det staar i hans Magt, at Skolegangen ikke forsømmes, og at ethvert Barn oplæres efter dets Alder, Begreb og Kundskaber, fører et gudfrygtigt, stille og ærbart Levnet, er sin Øvrighed og Foresatte hørig og lydig, nøje iagttager Hans Majestæt Kongens Lov og Anordninger, saavidt samme ham vedkommer, og i alt forholder sig saaledes, som det en kristelig, flittig og redelig Skolelærer egner og anstaar".
"Saa længe han dette sit Embede vedbørlig og vel forestaar og fører et ustraffeligt Levnet, skal han beholde Tjenesten og i samme nyde de Indtægter og Emolumenter, som er denne tillagte.
Jeg beder derfor samtlige Tilhørere i ovennævnte Rye Skoledistrikt, at de velbemeldte Seminarist E.V. Rolsted som en ret beskikket Andenlærer ved Distriktets Skole velvilligen modtage, hvornæst jeg tilønsker enhver især Naade, Fred og Velsignelse af Gud Fader formedelst Sønnen Jesus Christum ved den Helligaand".
Saa tog jeg da efter Sommerferien 1867 trøstig fat paa min Skolegerning i Rye, den fortsatte i 5 Aar, dog med ½ Aars Afbrydelse som Rekrut ved Garden.
Min Medlærer, Førstelærer Christian Hansen var den gang en Mand i sin bedste Alder 38 Aar; han var en Husmandssøn fra Bringe v. Jonstrup Seminarium, havde i en Række Aar været Lærer v. Østre Betalingsskole (Sølvgade) i København under Inspektør, Kaptajn Petersen -
tiltrækker og stifter Venskab. Saadan omtrent dømmer jeg om denne Mand efter bedste Skøn; men det er godt, at Dommen ikke hører Mennesker til, men Gud; thi vor Dom er jo saare stykkevis og ufuldkommen; hvem kan ransage Hjerter og Nyrer?
Hans Hustru, født Hvidberg, var en Skolelærerdatter fra Jylland, ikke videre sympatisk; Børnene, der var smaa, var vistnok godt begavede, men noget aparte; begge Dele var i hvert Fald Tilfældet med den ældste Søn Niels Christian, der, naar der var Fremmede, krøb omkring under Spille-
Min Skolestue var beskeden, lavloftet, ikke ret store Vinduer, tilbygget i Bindingsværk til den gl. Skolebygning og havde fælles Entré med Førstelærerens Klasse, der laa til Gaden.
I en anden (grundmuret) Tilbygning havde jeg en god lys Dagligstue og et lille Sovekammer. Far tog med mig til København og købte pæne Mahogny Møbler til mig. Da jeg senere flyttede til København og Forældrene til Teglhuset, købte Fader atter Møblerne af mig og brugte dem vist i Teglhuset til sin Død. I Begyndelsen sov jeg i Lejligheden og holdt mig der (vel nok ved Moders Hjælp) med "Tør Kost" og gik saa hjem og spiste til Middag. Det varede dog ikke længe, før jeg helt flyttede hjem til Bondhus og fik hele min Forplejning der "gratis omsonst og uden Betaling".
Om mit Skolearbejde skal jeg fatte mig i Korthed: Hansen havde indrettet det saa, at han underviste yngste og ældste, jeg begge Mellemklasserne i alle Fag. Ordningen, der selvfølgelig havde Skoledirektionens Sanktion, var for saa vidt plausibel, som det at lægge Grunden hos Begyndelsen og foretage Afslutningen med Konfirmanderne vel nok krævede de største pædagogiske Betingelser og derfor naturligt overlodes til den ældre, erfarne Lærer. Men for mig var Ordningen mindre tilfredsstillende: De begavede Børn kom rigtignok tidlig ind til mig, men passerede ogsaa hurtigt mine Klasser og kom op i den øverste, hvor de tilbragte største Delen af deres Skoletid.
De daarlig begavede naaede altid op i mine Klasser; men her blev de hængende aarevis, og adskillige naaede aldrig op i øverste Klasse. Jeg fik saaledes i Hovedsagen de daarligste Børn at undervise og delvis tillige ogsaa de vanskeligste. Jeg indgik derfor efter et Aars Tids Forløb med et motiveret Andragende til Skoledirektionen om at faa indført Fagundervisning, saa hver Lærer Underviste i sine visse Fag hele Skolen igennem. Ved den forudgaaende Drøftelse af Sagen med Hansen stillede denne sig i Begyndelsen modvillig, maaske tildels af pekuniære Grunde, fordi han frygtede for at gaa glip af nogle Indskrivningspenge; men efterhaanden opgav han Modstanden og sluttede sig til Andragenet, der ogsaa blev bevilget, hvorved der bragtes lidt mere Solskin over min Skolegerning, som i det hele tilfredsstillede mig; jeg kom gennemgaaende godt ud af det med Eleverne, bragte dem ogsaa tilfredsstillende fremad, vandt gennemgaaende Forældrenes Sympati, var en velset Gæst saavel ved deres Gilder som ved alm. Besøg, fik ogsaa stundom Gavn af dem, især Faaremælk, min Livret, stundom Penge; een Gang et Svinehoved! -
"Ann ders hases Søn Niens Hansen har motragene
"seix slav tam vor ved der fan des hul i mellem
"laarned vaar der ved be kreftes ed vis det
"paa kræfes
"Ans Ders Hansen".
Den ret urimelige Klage faldt det mig ikke svært paa Opfordring fra Skolekommissionen at tilbagevise skriftlig; men ved nu at opfriske Sagen kan jeg ikke lade være at tænke paa, at hvis den berygtede §8 den Gang havde eksisteret, vilde mine Uvenner sikkert ikke have undladt at benytte den for eventuelt at faa mig afskediget.
Under min Virksomhed i Rye var jeg et virksomt Medlem af Egnens Skytteforening, ved hvilken jeg bl.andet virkede som gymnastiklærer og fik derved Lyst til at forsøge at virke lidt til Gavn og Glæde for dem ved at holde Aftenskole, idet jeg dog ikke tog de almindelige Skolefag op, men indskrænkede mig til at holde frie Foredrag. Af nogle gamle Optegnelser ser jeg, at jeg blandt andet behandlede følgende Emner: "Luftsejlads", "Vulkaner og Jordskælv!. Et Foredrag om Fr.d. 3die gav mig Anledning til at mane til Fædrelandskærlighed, Offervilje og Forsvarsvilje.
I tilslutning til den nystiftede Skole-
Saavidt jeg husker var Foredragene ret godt besøgt. Af jævnaldrende Omgang stod jeg i hele min Rye Tid i Forbindelse med de til enhver Tid fungerende Huslærere i Rye Mølle: H.P. Olsen, Bechmann, Poul Geleff og Carl Nielsen. Af disse kom jeg i nærmest og dybest Venskabsforhold til sidstnævnte, der senere blev Lærer i Hyllinge og gift m. Pastor Hellemanns Datter. Det var en Mand, for hvem jeg den Dag i Dag nærer høj Agtelse, Venskab og Hengivenhed paa Grund af hans udmærkede Evner og retlinede Karakter, og hvem det var mig en Glæde at have til Gæst her d.3. og 4. August 1917 sammen med mine andre Jonstrupkammerater. Poul Geleff var Slesviger af Fødsel, en nationalt og frihedssindet und Mand, der før han kom til Rye havde været Redaktør af Bladet "Heimdal". Han var gemytlig og fornøjelig i Omgang, og der var sikkert ikke en ond Blodsdraabe i ham; han blev senere Socialdemokrat og er bekendt som saadan, idet han i 70erne blev dømt tillige med Pio og Brix. Han elskede Søbade, og den Sommer vi var sammen, gæstede vi jævnlig Stranden ved Færgekroen, hvor vi holdt Svømmeøvelser, og hvor jeg for første Gang svømmede mellem de to Brohoveder fra Færgekroen til Munkholm.
Iøvrigt kom jeg -
Med Klassekammeraterne fra Jonstrup stod jeg i denne Periode i en ret levende Brevveksling.
Jeg kunde en Gang imellem gøre mig en Tur til København og besøge Teatrene; thi da jeg havde mit Ophold fuldstændig frit, var der ret godt Forslag i de fattige 5 a' 600 Kr., hvori min Løn alt iberegnet bestod. Jeg begyndte ogsaa at anlægge en beskeden Bogsamling: Nordisk Konversationsleksikon, Niels Baches Nordens Historie, Allens Haandbøger, Fr. Barfods Fortællinger af Fædrl.'s Historie, Molbechs Ordbog, Meyers Fremmedordbog, P. Hansens Antologi og nogen Skønilitteratur stammer fra den Tid. Mit første Bogskab i "Spidsbuestil", i 2 Etager, med Dobbeltdøre leverede Snedker Dann mig -
Imidlertid var Andenlærerembedet i Rye jo et tarveligt Levebrød, og min Mangel paa Evne til at undervise i Sang og forestaa Kirkesang afskar mig fra at søge de fleste og navnlig de bedre Embeder paa Landet. Jeg forsøgte mig derfor med forskellige jævnt gode Købstadsembeder, men da dette heller ikke lykkedes, modnedes eftermanden min Beslutning om at søge yderligere Uddannelse, dels altsaa for at øge mine Kvalifikationer, men ogsaa af Lyst til at skaffe mig flere Kundskaber. Ærgerrighed med Hensyn til akademisk Udannelse har jeg aldrig lidt af, og da min Skolegerning i og for sig var mig saare kær, ønskede jeg kun at blive ved denne, men paa en mere fremskudt Plads. Det laa da lige for at søge Adgang til de saakaldte Monradske Kursus, der oprettedes i 1856 paa Monrads Initiativ, medens han var Overskoledirektør, og hvis Maal var gennem et 2½ aarigt Kursus i København at uddanne "fortrinlig begavede Seminarister til dygtige Lærere i Tysk. Engels, Matematik, Naturfag og Tegning i de for nylig oprettede højere Borgerskoler" i Købstæderne, hvilke Skoler kæmpede ned store Vanskeligheder for at faa disse Fag besat med brugbare Lærere.
Jeg søgte Kurset forgæves i 1870, gentog Ansøgningen i 1872 og tiltraadte Kurset efter Sommerferien samme Aar.
Etatsraad Jensen gav mig i denne Anledning følgende Anbefaling:
"Det er mig kært at kunde bevidne, at min kære forhenværende Elev
"Emil Rolsted var til sin Tid en af sin Klasses flinkeste og mest agtede Elever.
"Hans fortrinlige Dimissionsattest vidner om en !ingenlunde almindelig Begavelse;
"det er da allerede af den Grund naturligt, at han ønsker at arbejde sig videre frem og skaffe sig
"ved forhøjet Dannelse en endnu større Adkomst; men dertil har han endnu en sæegen Grund.
"Han er nemlig ganske blottet for musikalsk Anlæg og derved udelukket fra mangfoldige og det af "de bedste Embeder paa Landet, hvortil hans øvrige Begavelse ellers vilde henvise ham.
"Faar han den Understøttelse, hvorom han søger, vil Vejen langt lettere blive ham aabnet til højere "Lærerposter, og da navnlig ved Skoler med flere Lærere.
"Jeg er vis paa, at Rolsted med Held og Ære vil benytte den Adgang til yderligere Uddannelse,
"som han attraar, og hvortil jeg paa bedste Maade anbefaler denne velbegavede og i hver henseende "agtværdige unge Mand".
Førend jeg gaar over til dette Afsnit af mit Liv, maa jeg dog sige et Par Ord om min første Norgesrejse og om min Soldatertid.
Min Gardertid
I Sommeren 1869 aftjente jeg min Værnepligt som Rekrut ved Garden. Denne korte Soldatertid i den gode Aarstid staar for mig som en sund, fornøjelig, behagelig og paa sin Vis udviklende Afbrydelse i Skolegerningen. Vel var Anstrengelserne i de første 6 Uger betydelige; navnlig Haandvægtsøvelserne og Bajonetfægtningen tog stærkt paa mig og gjorde mig i Forening med de andre Øvelser, Gymnastik, Marsch og Løb, saa mør og øm i alle Lemmer, som om jeg var gennembanket, og i Skinnebenene fik jeg som saa mange af Kammeraterne en let Benhindebetændelse, der smærtede ikke saa lidt; men det hele var jo kun en Overgang af ikke lang Varighed.
Og hvor styrket følte man sig saa ikke ved disse forskellige legemlige Anstrengelser, og hvor herlig var ikke de daglige Marschture fra Kasernen til Fælleden i skønne dugfriske Sommermorgener gennem de duftende Lindealléer -
Jeg var en jævnt flink Soldat, men heller ikke mere. Kun 21 Aar, tynd og spinkel, var jeg i legemlig Henseende daarligere udrustet end de allerfleste af mine Kammereter. Jeg havde lige netop Garderhøjden 67 Tommer og var derfor altid paa venstre Fløj af Deling og Kompagni.
Jeg mindes endnu Sergent Andersens Tilraab: "Hvad F. i H. er det for et Kosteskaft, der staar og gemmer sig ned paa Fløjen, vil han se, han kommer frem med sig!"
Jeg blev da ogsaa fri for at være Underkorporal, og da Vintertjenesten med den evindelige Vagt kun er triviel uden at være udviklende, foretrak jeg at stille for mig i de vistnok 8 Maaneder det gjaldt om. Jeg måtte give hele min Løn til Stillingsmanden, men havde jo Mors gode Køkken at falde tilbage paa.
Næste Sommer havde jeg den i de Tider obligatoriske Indkaldelse til Lejren ved Hald i Jylland og fik der et frisk Pust fra den mig til da ganske ukendte Hedenatur. Det var under den fransk-
Lejren blev dog det Aar tidligere hævet en normalt, og vi blev sendt til København, hvor vi en 14 Dags Tid laaa i Feltlejr paa Rosenborg Eksercerplads og ventede paa den endelige Afgørelse. I den Tid blev vi fuldstændig feltudrustede. Ved at nævne Rosenborg Eksercerplads kommer jeg til at mindes en lille Episode, som forresten gentog sig. Nede i det Hjørne af Eksercerpladesen, der vender ud mod Rosenborg Slotshave, var de store Palisader (lodrette tykke firkantede, foroven tilspidsede c. 3 Al. høje Stolper) opstillede, som vi Rekrutter skulde øve os i at klatre over. Jeg var just ingen Virtuos til denne Øvelse og tog mig næppe videre flatterende ud. Det ærgrede mig derfor, at to ganske unge Damer stod ved Rosenborgstakittet og haanede mig, naar jeg ikke kunde komme over. De unge Damer var Frøknerne Amalie og Clara Pedersen.
Et andet Minde dukker op: Da Rekruttiden var forbi, blev der arrangeret det traditionelle Rekrutbal; om vi selv maatte skyde til eller Bataillonen gav det hele, husker jeg ikke; men det stod i Gothersgade Eksercerhus; der var selvfølgelig vor egen udmærkede musik; Damer var der ogsaa nok af; deres Kvalitet, hvor de kom fra eller hvor de gik hen husker jeg ikke noget om; i det hele er der kun en enkelt lille Episode, der staar klart for mig: En af Gardens aller smukkeste Officerer Premierløjtnant Poulsen, som formodentlig maa være kommen fra en bedre Middag, gav sig til at Drikke med Garderne, blev ganske overkørt og kunde ikke klare sig selv, Til alt Held havde Underkorporal Abel -
Mine Norgesrejser.
Formentlig som en Belønning for min gode Eksamen tog Fader mig i Juni Maaned 1867, altså umiddelbart efter min Dimission med paa et Besøg hos sin Broder Lensmand Fr. Rolsted paa Dagsrød i Telemarken, en Rejse, paa hvilken Fader tillige opfriskede sine egne Ungdomserindringer fra sit Ophold og sine Jagter i Norge i Baron Løvenskjolds Følge.
Skønt Rejsen var af begrænset Omfang, idet den ikke strakte sig længere end til Byerne langs Skienfjorden og den nærmeste Egn omkring Dagsrød, staar den dog ret levende for mig. Sindet var jo ungt og modtageligt, saa den norske Fjeldnatur og de brogede norske Nationaldragter gjorde et stærkere Indtryk paa mig end det meget og langt mere storslaaede, som jeg paa mine senere Rejser har set. Vi sejlede med en Damper over Frederikshavn til Langesund og overnattede paa Høyers store Hotel der, hvor vi sov paa 1. Sal. Jeg var tidlig oppe om Morgenen og opdagede, at der fra Hovedbygningens 1ste Sal førte en Bro tværs over Gaarden til et større Udhus; bag dette laa der en lille Strimmel Have, fra hvilken der hævede sig en næsten lodret Fjeldvæg vel en Snes Alen i Vejret, og oven over denne saa jeg, at der atter laa Huse.
Dette lille Billede bed sig uudslettelig fast i Sletteboerens Erindring, der jo var vant til kun at se Huse ligge ved Siden af og ikke ovenover hinanden. Fra Langesund sejlede vi saa med en lille Fjorddamper op ad Skiensfjorden; men det var jo lige i Begyndelsen af Sommeren, da Snesmeltningen paa Fjeldene var stærk; som Følge deraf var Strømmen i det snævre Vand op imod Skien saa betydelig, at den svage Baad ikke kunde arbejde sig op imod Strømmen, skønt den holdt sig tæt op ad Kysten, hvor Strømmen var svagest.
En halv Times Gang fra Byen matte vi staa af og spadsere op til Skien, hvor vi spiste til Middag hos min Fætter Overretssagfører Niels Rolsted, den senere Byfoged. Han fulgte os om eftermiddagen -
Paa Monrads Kursus 1872-
Den første Tanke om Fortsættelse af Læreres Uddannelse, som dette Kursus tilsigtede, blev allerede fremsat i "den store Skolekommission" i 1814 af Landboreformens store Forkæmper og Skoleforbedringens ypperste Organisator Chr. D.F. Reventlow, der i Modsætning til andre Medlemmer af Kommissionen, der vilde udvide Jonstrup Seminarium til en Læreanstalt for vordende Købstadlærer, hævdede Betydningen af, at der blev givet "udvalgte Seminarister fra alle Seminarier en Fortsættelsesuddannelse i København". 42Aar senere optog D.G. Monrad som Overskoledirektør denne Tanke og foranledigede, at der paa Finansloven for 1856-
Ved Sommerferiens Slutning 1872 pakkede Andenlæreren i Rye altsaa sin Randsel, forlod for sidste Gang sit Fædrenehjem, der nu var flyttet fra Bondhus til det lille "Teglhus" -
Fader havde -
Der var altsaa ved Sommerferien1872, at jeg 24 Aar gammel gav Møde paa polyteknisk Læreanstalt i Studiestræde sammen med mine 3 Studiekammerater for de nærmest følgende halvtredeie Aar; disse var: Holger Matthissen, den senere Skoleinspektør i Nakskov, der tog sin Afsked for et Par Aar siden og nu bor ved Pederstrup paa Lolland, hvor hans Svigersøn er Godsforvalter; Frederik Nørgaard, den senere Skoleinspektør paa Frederiksberg, som efter sin Afsked endnu boer paa Frederiksberg, og L.N. Sørensen, den senere Bestyrer og Ejer af Navigationsskolen paa Fanø, død af Kræft paa Hosp. i Kbhvn. 1916.
Docent N.I. Fjord, som var Kursusets Inspektør fra 1858 til sin Død 1891, modtog os selv paa Anstalten og instruerede os m.H.t. vort forestående Arbejde. Dette var anlagt saaledes, at vi dels hørte offentlige Forelæsninger sammen med Polyteknikerne (Prof. Holten i Fysik, Prof. Julius Thomsen i Kemi, Prof. Johnstrup i Jordbundslære) dels og hovedsagelig havde vore egne af Ministeriet dertil beskikkede Lærere: Prof. Didrichsen i Botanik, Docent (senere Prof.) C. Christiansen i Fysik, Prof. I.C. Schiødte i Zoologi, Docent Sejdelin i Matematik, Prof. Gislason i Oldnordisk, Prof. Listov i Engelsk og Adjunkt Kaper i Tysk. I geometrisk Tegning nød vi Undervisning sammen med de studerende paa polyteknisk Læreanstalt og i Frihaandstegning undervistes vi privat -
Vi var spændt godt for, havde gennemsnitlig 6 Timers Forelæsning og Øvelser om Dagen, og da disse foregik paa 6-
Efter mit Skøn var Arbejdet i øvrigt lagt godt tilrette, og der var sørget for dygtige, samvittighedsfulde og elskværdige Lærere; de fleste af disse var jo, hver paa sit Felt, virkelige Videnskabsmænd, og at komme i nær Berøring med disse, saaledes som der jo var Lejlighed til i de private Timer, var af stor befrugtende og udviklende Betydning for os. Som Videnskabsmand og vistnok ogsaa som Menneske, som Karakter, ragede Prof. Schiødte efter mit Skøn betydelig op over de andre Lærere, og da han tillige besad udmærkede Lærergaver og stor almindelig Dannelse, som han ofte lod os nyde godt af, saa staar hans Timer for mig som de bedste, kæreste og mest udviklende jeg nogensinde har deltaget i. Schiødte var paa den Tid en Mand paa 57 Aar, en høj, kraftig og imponerende Skikkelse med et Ansigt, hvis Udtryk vidnede om den Energi, Viljekraft og Intelligens, der boede i ham. Hans Øjne var skarpt fikserede, noget, der formodentlig stod i Forbindelse med den udstrakte Anvendelse af Mikroskop, der nødvendiggjordes af hans ihærdige Studium af Insekterne og deres ydre og indre Bygning.
Han var i Ordets sande Betydning en selfmade Mand; født og opvokset under smaa Kaar forlod han -
Naar vi i Timerne kom for Skade at nævne Steenstrups Navn, fortrak Schøidtes Ansigt sig i en Grimace, og han spyttede foragteligt, men han talte sjældent direkte nedsættende om ham.
Som Lærer i sit Fag var Schøidte enestaaende. Han stillede ikke store Fordringer til Udenadlæsning, men lærte os at se og forstaa Naturen og dens Fænomener. Hans Undervisning var udpræget Type-
Under disse Timer opholdt Pigebørnenes ældre Broder, nuværende Rektor H.P. Hansen, der dengang vist allerede var Student, sig i et Naboværelse for aaben Dør.
Medens jeg saaledes som Lærer staar i stor Taknemmelighedsgæld til I.C. Schøidte, er der ogsaa en anden af mine Kursuslærere, hvis Undervisning jeg har haft Udbytte af som Pædagog, men ganske vist ad negativ Vej: det var Docent Sejdelin. Der var det mærkelige ved hans matematiske Forelæsninger, at vi som Regel aldrig forstod noget af dem, men bagefter ved Selvstudium af Lærebøgerne maatte klare Begreberne. -
En lille Episode fra mit Kursusliv, der let kunde have Faaet afgørende Betydning for min Fremtid, skal jeg kort referere:
En af Kursets dygtigste Faglærere Professor I. Listov var den Gang en Mand paa knap 50 Aar, men ikke desto mindre allerede ikke saa lidt pirrelig, nervøs og ubehersket, rimeligvis som Følge af sit uophørlige og ihærdige Slid som Lærer i Engelsk ved københavnske højere Skoler, ved Hjemmearbejde med Udgivelse og jævnlige Omarbejdelser af sine talrige engelske Lærebøger og Stileøvelser og ved at anvende sine Skoleferier til engelske Studier i London, Timerne gav han os i sin rummelige Ungkarlelejlighed, Hjørnet af Nørrevold og Larslejsstræde 1. Sal. En Dag under Øvelserne i Engelsk Version sad jeg med Fingeren bag i Bogen ved Glosesamlingen, hvor jeg nu og da slog et Ord op. Dette saa han sig i den Grad gal paa, at han som Lyn fra klar Himmel pludselig overfaldt mig med impulsiv Heftighed, bebrejdede mig Dovenskab, erklærede mig uværdig til at deltage i Kurset og bød mig forlade hans Timer. Jeg meddelte straks Kursussets Inspektør Docent Fjord dette og udtalte, at jeg efter denne Behandling ikke mere kunde deltage i Listovs Timer og altsaa maatte trække mig tilbage fra Kursusset. Samtidig havde jeg henvendt mig til en bekendt Landinspektør paa Frederiksberg for at faa Underretning om Betingelserne for Studiet til Landinspektøreksamen, hvilket Studium i flere Fag løb parallelt med vort Studium, og som jeg derfor mente at kunne tilendebringe i Løbet af et Par Aar.
Men Fjord, som fra de kvartalsvise Indberetninger om os fra Lærerne vidste, at jeg ikke var doven -
Denne Fjords faderlige Indgriben i min Skæbne -
Efter ca. 2½ Aars Studium fik jeg da lykkelig afsluttet dette ved en Eksamen, der afholdtes i Januar 1875.
|
Selskabelighed |
|||||
|
|
|
|
|
|
Beklædning.
Min Moder og Søster bevarede hele Livet igennem deres Bondebeklædning, der navnlig kendetegnedes ved "Hovedtøjet" med "Korsklæde" af Kniplinger, fastholdt ved en bred Silkesløjfe under Hagen. Senere afløstes Forklædet hos Henriette af "Linned" med stor Gyldennakke. Til Hverdags og ofte ogsaa til Stads brugtes hjemmegjorte Hverdagsgarns, forskelligt farvede, ofte mønstrede Kjoler, hvorom bares et Forklæde af Bomuldstøj eller Silke.
Til Stads brugtes uldne Kjolestoffer fra Købstaden; til Silke naaede vistnok hverken Moder eller Søster nogensinde. Fader bar, saalænge jeg kan huske, en toradet Frakke (Diplomat) af mørkegrønt, fint, svært 1.ste Klasses Klæde, med nedfaldende Krave og Omslag, men dog indrettet til at knappe helt op i Halsen, naar det paakrævedes; den var en Mellemting mellem Diplomatfrakke og Militærfrakke og brugtes baade til lange Støvler og til lange Benklæder; til Stads var disse ogsaa af Klæde; ellers af forskelligt; da "lange Støvler" bares meget almindelig, saa man ikke saa meget til Benklæderne, der dog altid var syet med Smæk, jeg tror nok, at Fader den meste Tid havde sin (ganske flinke) Skrædder i Holbæk. Vesten var gerne toradet og af Klæde, til Stads af mønstret sort Silke, for oven til at aabne for Kraven, der bares over den hjemmegjorte Skjorte.
Om Halsen bares et stort svært 1.ste Klasses firkantede Silketørklæde; der sammenlagt slyngedes 2 Gange om Halsen og bandtes foran i en smuk flad Knude med de frie Ender ud til Siden. Under og ovenover Halstørklædet bares stive Flipper, der var høje fortil ved Kinderne, men tabte sig henimod Nakken under Tørklædet. Hovedbeklædningen var Kasket, om Vinteren lodden Pelsværkshue, eller Hat, mest graa eller grønlig blød Filthat, -
Selv naar Fader bar Blankstøvler, havde disse altid lange Skafter, der gik op under Benklæderne.
Da Fader blev gammel og stiv, brugte han altid to med Træhaandtag forsynede Jernkroge, hvormed han tog fat i Støvlestropperne, naar han skulde tage Støvler paa. Som tidligere omtalt var Fader meget haarfør over for Kulde og alt Slags ondt Vejr, som han ufortrødent færdedes i til Fods, Vogns eller Hest. Han ejede aldrig Kørepels, men benyttede paa sine mange ofte lange Køreture kun en ikke særlig svær, ofte gammel Kappe. Naar han bar Handsker, var det svære Hjorteskinds.
Om Fødderne frøs han aldrig, selv om han ved Jagter færdedes nok saa meget i Væde og Morads, og ved saadanne Lejligheder -
Vi Drenge var til Hverdagsbrug -
Han havde den Mode at gøre Benklæderne vide for neden og ved Presning og stift Foder fik han Benklæderne til at staa stift ud omkring Foden til alle Sider, som om der var Krinoline under. Jeg erindrer, at da jeg i min Skibby-
Denne store engros Skrædder eller "Hosekræmmer" var derefter i flere Aar Skræder for mig og delvis ogsaa Fader og Brødrene. Broder Frederik sendte mig nogen Tid efter 100 Kr., eller snarere Daler, til at forbedre min Beklædning med; jeg var vist den Gang paa Jonstrup Seminarium. Dette maa paa ingen Maade tjene til Forklejnelse af mine Forældre; de handlede i dette som i alle Forhold efter deres bedste og sparsommelige Skøn. Og hvad de sparede paa Børnenes Beklædning som smaa, det kom tifold igen paa anden maade senere.
