|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den første månelanding 1969.
Den 16. juli 1969 kl. 13:32 letter Apollo 11-
Den 20. juli -
Efter en omhyggelig kontrol blev landingsmotoren på Ørnen tændt og nedstigningen begyndte. Under landingen bemærkede astronauterne at det planlagte landingssted var mere klippefyldt end forventet. Armstrong overtog derfor kontrollen og styrede månelandingsfartøjet ned på et mere jævnt terræn, senere kendt som Stilhedens base, beliggende i Stilhedens hav.
Den 21. juli kl. 03:56:20 dansk tid, seks en halv time efter landingen, steg Armstrong ned på Månens overflade og udtalte de berømte ord: "Det er kun et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden."
Efter 21 timer og 36 minutter på Månens overflade, blev startraketten på Ørnen tændt og de to astronauter vendte tilbage til Columbia medbringende 22 kg månesten. Astronauterne vendte tilbage til Jorden den 24. juli og blev modtaget som helte efter 21 dages karantæne. Karantænen skyldtes faren for eventuelle månebakterier.
Udviklingen i det Danske samfund.
I 1700-
J.F. Struensee
Johann Friedrich Struensee var født i Tyskland. Han blev uddannet i Halle og fungerede derefter som læge i Altona. I 1768 blev Struensee læge for den mentalt syge Christian 7., og efter en rejse med kongen, flyttede han til København.
Kongens nye livlæge fik et fortroligt forhold til sin patient, og blev en del af hoffet.
I 1770 indledte han et kærlighedsforhold til dronning Caroline Mathilde, som året efter fødte prinsesse Louisa Augusta, officielt kongens datter.
Hurtigt fik Struensee også storpolitisk indflydelse; i 1771 blev han udnævnt til gehejmekabinetsminister og besad i praksis næsten uindskrænket magt. Han gennemførte nu en række reformer, bl.a. pressefrihed, i tråd med oplysningstidens tanker, som han var stærkt inspireret af.
I 1772 blev Struensee imidlertid arresteret og dømt til døden for majestætsforbrydelse, og sammen med sin ven, grev Enevold Brandt, blev han halshugget, parteret og lagt på hjul og stejle. De fleste af hans reformer blev annulleret efter henrettelsen.
Reformernes tid, ikke mindst inden for landbruget, betød at landbrugsjorden blev udstykket, flere landmænd blev selvejere.
Stavnsbåndet, som forhindrede en stor del af landbefolkningen i at flytte til andre dele af landet, blev ophævet i 1788, og der udvikledes nye landbrugsredskaber og dyrkningsmetoder. De frie gårdmænd blev en magtfaktor.
Reformbilledet prægedes også af, at Struensee blandt mange andre initiativer i sin korte „regeringsperiode” 1770-
Efter at Struensee blevet henrettet i 1772, blev trykkefriheden igen indskrænket, og i 1799 indførtes egentlig censur. Det viste sig nemlig, at flere brugte ytringsfriheden til at kritisere magthaverne og enevælden.
På dette tidspunkt blev Danmark, trods deltagelse i et neutralitetsforbund med Sverige, Rusland og Prøjsen, involveret i krigen mellem Frankrig og Storbritannien.
Da Danmark nægtede at forlade forbundet, angreb engelske skibe 2. april 1801 den danske flåde. Slaget på Reden endte i et nederlag til Danmark, og bedre blev det ikke, da Napoleon kom til magten i Frankrig i 1804 og kort efter allierede sig med den russiske zar.
Storbritannien krævede nu, at Danmark udleverede sin flåde som bevis for sin neutralitet. Det nægtede Danmark, hvorefter englænderne i 1807 landsatte tropper på Sjælland og bombarderede København. Den danske flåde blev konfiskeret, hvorefter Danmark meldte sig på Napoleons side.
Det betød at Danmark – efter at Napoleon havde lidt sit afgørende nederlag – stod tilbage som den store taber, og måtte ved fredsafslutningen i 1814 afgive Norge til Sverige.
Året inden havde en skræntende nationaløkonomi ført til statsbankerot,
I Europa bredte der sig efter de omfattende krige en folkelig uro. Syd for grænsen krævede befolkningen i de 39 stater i Det Tyske Forbund, herunder Holsten, som var underlagt den danske konge, en form for demokrati.
Nye filosofiske strømninger fik stor indflydelse på bl.a. børneopdragelse og skoleforhold.
Der blev i 1789 nedsat en kommission, med opgaven at udforme den første danske folkeskolelov, som kom i 1814.
Der skete store ændringer på bogmarkedet, man arbejdede på en organisering af boghandelen og forlagene, så man var bedre rustet i et samfund, som mere og mere blev et „læsende samfund”.
Formidling af viden til den bredere befolkning kunne ikke længere foregå ved almindelig udveksling af erfaringer fra mund til mund. Det gik simpelt hen for langsomt, og var ikke entydigt og effektivt nok. Ville man vide noget om de nye teknologier, som udvikledes, bl.a. inden for landbruget, var man nødt til at kunne læse.
Kanonstøberi i Frederiksværk.
Frederiksværk (opkaldt efter Frederik 5.) er danmarkshistoriens første egentlige industriby. Den opstod i midten af 1700-
I årene 1728-
Efter Classens død i 1792 overtog kongen værket. Mens kanonstøberiet blev privatiseret i 1856, forblev krudtværket statsejet frem til lukningen i 1965.
I 1856 blev kanonstøberiet solgt til fabrikant Anker Heegaard, der omstillede det til civil produktion af bl.a. kakkelovne og køkkengrej. Støberiet blev i 1927 en del af De Forenede Jernstøberier.
Krudtværket og kanonstøberiet var hovedindustrierne i Frederiksværk, men komplekset blev efterhånden udvidet med bl.a. kobbervalseværk, teglværk, kunstsmedje, sølvraffinaderi, naglesmedje, reberbane samt sabel-
Koldinghus Brand 1808.
Koldinghus, tidligere kongeligt slot i Kolding, formentlig anlagt af Erik 5. Klipping i 1268 som grænseværn mod hertugdømmet Slesvig. Gennem middelalderen blev Koldinghus udbygget til en stærk borg omgivet af voldgrave; vestfløjen og dele af nordfløjen stammer fra 1400-
Christian 3. forvandlede 1549-
Koldinghus blev lagt i ruiner ved en brand, natten mellem 29. og 30. marts 1808, under indkvartering af spanske tropper. Brandens voldsomme omfang skyldtes især, de to lokale danske brandvagters svigt den pågældende nat. Den ene havde lagt sig syg (uden afbud), og den anden var gået hjem for at spise. Landets økonomiske situation med Statsbankerotten i 1813, udelukkede en umiddelbar genopbygning af slottet.
Dampskibet "Caledonia".
I maj (2019) var det 200 år siden, dampskibet Caledonia med kongelig eneret, blev sat i fast rutefart mellem monarkiets to største byer København og Kiel. For dem, der ville ”ned i Europa” blev det nu muligt at bestemme afgangs-
Når Caledonia ikke sejlede på Kielerruten, var det til rådighed for lystrejser på Øresund, typisk til Klampenborg og den svenske kyst. Det var noget, københavnerne kunne lide, og selv Frederik den 6. deltog flere gang i disse togter med sin familie.
Også Caledonias efterfølgere i 1820’erne sejlede lystsejlads.
"H/S Caledonia", Danmarks første færge, er forbavsende nok godt beskrevet, og meget af det er gemt. Da det var et af verdens første dampskibe, og som Danmarks første dampskib, vakte det selvfølgelig stor opmærksomhed, og derfor har mange omtalt det.
I sig selv var det også en fantastisk nyskabelse, at det var muligt at rejse over vand på faste tidspunkter, uafhængig af vind og vejr.
Stænderråd.
De Rådgivende Provinsialstænderforsamlinger eller blot Stænderforsamlingerne, var fire rådgivende stænderforsamlinger i kongeriget Danmark og hertugdømmerne, der skulle rådgive den enevældige konge.
Grundlaget for de rådgivende stænderforsamlinger blev skabt i årene 1831-
Hertugdømmernes stænderforsamlinger var endt i uro i 1846, og de blev ikke gennemført i 1848 pga. oprøret i Rendsborg i marts 1848, der førte til Treårskrigen 1848-
Stænderforsamlingernes var ikke lovgivende, kun rådgivende. Deres opgave var at rådgive den enevældige konge. De kunne drøfte regeringens lovforslag, og de kunne rejse spørgsmål om forandringer i den bestående lovgivning, eller dennes forvaltning. Men stænderforsamlingerne havde ikke direkte indflydelse på lovgivningen, da den enevældige konge ikke nødvendigvis skulle rette sig efter de resultater, de kom frem til.
De rådgivende stænderforsamlinger fik trods mange begrænsninger, bl.a. betydning for danskernes mulighed for, at debattere og engagere sig i tidens store politiske emner, og de var med til at skabe en politisk bevidsthed i store dele af befolkningen, som pegede i en mere demokratisk retning. Debatterne var ikke offentlige, men formidlet af Stænder tidende og den begyndende politiske presse, modnedes stænderforsamlingernes krav langsomt til et folkeligt ønske om enevældens afskaffelse, og indførelse af en fri forfatning.
Danske Jernbaner 1844 og 1847.
Den første jernbane i det daværende danske monarki var Altona-
Aktieselskabets navn blev Sjællandske Jernbaneselskab, oprettet i 1845, forestod driften af jernbanen mellem København og Roskilde. Som sikkerhedssystem anvendes optisk telegraf, som også anvendtes på Altona-
Roskildebanen indviedes 26.6.1847 af Christian 8. Hverken budgetter eller tidsplaner holdt, og da indtjeningen efter åbningen kun var tilstrækkelig til et aktieafkast på ca. halvdelen af markedsrenten, faldt aktiernes værdi til under halvdelen af pålydende. Aktiekapital til banens forlængelse til Korsør, der åbnedes i 1856, kunne derfor kun tegnes, fordi staten garanterede aktionærerne i Sjællandske Jernbaneselskab et udbytte på 4 %.
Grundloven 1849
Selv om de nationalliberale ministre ikke var medlemmer af Den Grundlovgivende Forsamling, var det de nationalliberale ledere D.G. Monrad og Orla Lehmann, der skrev det forfatningsudkast, som blev fremlagt til forhandling.
Her blev det valgrettens udstrækning, der længe delte vandene, men i sidste instans opnåedes der bred enighed om et kompromis, med almindelig valgret til en rigsdag med to kamre.
Vælgerkorpset for begge kamre blev det samme, nemlig alle uberygtede mænd over 30 med egen husstand, der ikke nød eller havde nydt fattigunderstøttelse, eller havde mistet rådighed over eget bo.
Valgene til Landstinget blev indirekte, og valgbarheden var begrænset til økonomisk velbjergede mænd over 40 år. Heri lå garantien for et besindigt og ansvarligt førstekammer, der om nødvendigt kunne afbalancere overilede beslutninger i Folketinget, hvortil alle uberygtede mænd over 25 var valgbare.
Danmarks Riges Grundlov blev vedtaget med solidt flertal i Den Grundlovgivende Forsamling den 25. maj 1849, og underskrevet af Frederik 7. den 5. juni samme år.
Ved grundlovens indførelse fik cirka 15 % af befolkningen stemmeret, hvilket i datidens verden var yderst demokratisk.
Med grundloven blev Danmark et konstitutionelt monarki, med en tredeling af magten og en sikring af de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder. Den udøvende magt lå hos kongen (der regerede gennem ansvarlige ministre), den lovgivende magt lå hos kongen og den folkevalgte rigsdag i forening, og den dømmende magt lå hos domstole med uafsættelige dommere.
Herudover omhandler resten af grundlovens 100 paragraffer, især en række klassiske frihedsrettigheder som forbud mod vilkårlig fængsling, ejendomsrettens og boligens ukrænkelighed, samt trykke-
Nævnes bør også ubemidlede borgeres ret til fri undervisning og offentlig understøttelse, samt liberalismens mærkesag i opgøret med privilegiesamfundet: "Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skulle hæves ved lov".
Under presset af "den europæiske nødvendighed", dvs. Danmarks traktatlige forpligtelser til at bevare helstaten, reduceredes Junigrundlovens gyldighed betragteligt, med oktober forfatningen i 1855 for monarkiets fælles anliggender, der henlagdes til et Rigsråd med begrænset valgret til førstekammeret.
Næringsfrihedsloven 1857.
Med vedtagelsen af Lov om Haandværks-
Siden middelalderen havde konge-
Fra middelalderen og frem til 1700-
Tietgen, DFDS og Det Store Nordiske Telegraf-
Virksomheden DFDS blev stiftet af C.F. Tietgen den 11. december 1866, ved en fusion mellem forskellige små operatører med i alt 22 skibe med tilsammen 9.500 DW. Selskabet samlede efterhånden næsten alle de indenlandske ruter, og ruterne for eksport af landbrugsprodukter fra Danmark til England på sin hånd, og fik skabt regelmæssige passager-
Den stiftende aktiekapital var oprindeligt på 1,8 mio. kr., men allerede i 1896 var tegningen på kr. 10 mio. Tabet af Sønderjylland i 1864 havde foranlediget en stigende interesse for søfarten, da især landbrugets udskibningshavn til England var Hamborg (Altona). Esbjerg anlagdes også i denne tid, og derved fik DFDS store indtægter.
Det Store Nordiske Telegraf-
Det Store Nordiske Telegraf-
Selve anlægsarbejdet i Rusland blev forestået af den russiske regering ,som allerede på det tidspunkt havde trukket kabler et godt stykke ind i Sibirien, men som ville have en samarbejdspartner til at dække Kina og Japan, før det gav mening at fortsætte Ruslands-
Store Nordiske kom derfor til at anlægge og drive egne telegraflinjer i Asien, og skulle samtidig hjælpe russerne med drift, vedligeholdelse, teknisk assistance, uddannelse m.v.
De følgende år udvidede man telegrafnettet kraftigt både i Europa, hvor man fik dækket både Oslo, London og Paris, samt i Østen hvor man opererede langs Kinas kyst fra Hong Kong til Shanghai og videre til Japan, hvor man åbnede sin første station i Nagasaki i 1871. De to områder blev holdt sammen af ruslandslinjen, som også fik udvidet kapacitet. Ud over selve linjeetableringen blev der åbnet telegrafstationer og kontorer mange steder.
I 1897 begyndte man at forhandle om at få etableret en forbindelse fra Skotland over Færøerne, Island og Grønland til USA. Kablet blev åbnet i 1906, dog uden den sidste strækning til USA, som først kom 60 år senere. Trods det blev forbindelsen over Nordatlanten en bemærkelsesværdig udvidelse, ikke mindst når man tænker på, hvor besværligt det før havde været at kommunikere mellem fastlandet og mennesker i de områder.
Andelsbevægelsen starter 1882
Danmarks første andelsmejeri blev stiftet i Hjedding i 1882, og det viste sig meget hurtigt, at bønderne her havde fundet en organisationsform, der formåede at kombinere det familiedrevne bondebrug med en rationel, industriel masseproduktion af internationalt konkurrencedygtige kvalitetsvarer.
En rentabel smørproduktion krævede større mælkemængder, end en almindelig bondegård kunne præstere, så mejeribruget var længe knyttet til herregårde eller til privatejede fællesmejerier, der købte mælken af egnens bønder. Ved at oprette egne fællesmejerier opnåede bønderne både en effektivisering af mejeriprocesserne, en højnelse af kvaliteten og en større fortjeneste. Med en effektiv centrifugering af mælken til smør, blev det også muligt at udnytte restproduktet, skummetmælken, til opfodring af grise, hvilket gav grundlaget for udviklingen af det magre baconsvin, der blev den anden store indtægtskilde på det engelske marked. Også på slagteriområdet tog bønderne andelsprincippet i anvendelse fra 1887. Brugsforeninger, i 1896 samlet i Forenede Danske Brugsforeninger (FDB), blev ligeledes en del af andelsbevægelsen.
Ved andelsselskabsformen var alle leverandører – uanset brugets og husdyrholdets størrelse – medejere. Det betød, at også husmænd med et par køer kunne deltage, hvilket var en vigtig årsag til, at mange småbrug omkring århundredeskiftet blev så rentable, at de kunne ernære en familie uden supplerende lønindtægter. Gennem det meste af 1800-
Andelsbevægelsen var således medvirkende til, at den danske husmandsbevægelse formåede at etablere sig som en indflydelsesrig interesseorganisation i årene op mod 1. Verdenskrig.
Forfatter: Erik Strange Petersen
Københavns Befæstning 1886 -
Befæstningen var på sin tid, et af de største fæstningsværker i Europa.
Det er stadig også et af de bedst bevarede – måske i verden.
Fra 1880 påbegyndtes modernisering af en række forter og søforter omkring København. Nye anlæg opførtes i perioden 1886 – 1894, i en periode med storpolitisk splittelse og stor tvivl om forsvarets ordning, og Danmarks udenrigs-
På opførelsestidspunktet har forterne og volden været en værdig modstander med deres 15 cm kanoner, mitrailleuser og rekylgeværer.
Men udviklingen løb hurtigt fra befæstning, vold og forter, og allerede omkring århundredeskiftet var både anlæg og de tildelte våben teknologisk forældet. Befæstningen krævede så meget mandskab, at stort set alle sikringsstyrkens ca. 50.000 mand ved udbruddet af 1. verdenskrig kun anvendtes til forsvaret af København.
Som følge af dette blev det ved forsvarsforliget 1909 vedtaget, at opføre Tunestillingen mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord. Dette skete kort efter udbruddet af verdenskrigen. Små betonbygninger i form af huler, gallerier og fugtige skyttegrave afløste pompøse forter og faste batterier.
I 1920 blev Københavns befæstning nedlagt som følge af forsvarsforliget i 1909.
Vestvolden.info formidler kendskabet til København som fæstningsby i Europas fæstningshistorie. Samtidig sættes befæstningen i relief i forhold til den historiske, militære og teknologiske udvikling i Europa inden 1. verdenskrig. En udvikling der endegyldigt afsluttede epoken for de storslåede Europæiske fæstningsbyggerier.
Kvinder fik stemmeret i 1908 og valgret i 1915.
Den 20. april 1908 ændredes Valgloven, så kvinder fik stemmeret til kommunalvalg, og året efter, den 12. marts 1909, fire dage efter at man fejrede Kvinde dagen for første gang i USA, deltog kvinder for første gang i et kommunalt valg i Danmark.
I 2015 var det 100 år siden, at kvinder i Danmark fik stemmeret, og de første kvinder i politik, som banede vejen for, at Danmark i 2011 fik sin første kvindelige statsminister.
Med den første grundlov i 1849 blev Danmark et demokrati, men for ganske få: Grundloven gav kun 15 procent af Danmarks befolkning stemmeret. Kun ustraffede og selvforsørgende mænd over 30 år kunne stemme til Folketinget.
Først i 1915 fik Danmark et demokrati uafhængigt af status og køn. Nu kunne også fruentimmere og folkehold stemme, som man sagde i 1915. Det betød, at kvinder og tjenestefolk også fik stemmeret.
Men i årtier inden havde kvinder -
I 1886 foreslog venstrepolitikeren Frederik Baj, at kvinder fik kommunal stemmeret. Det forslag blev fremsat gang på gang de kommende år, hvor det blev vedtaget af Folketinget, men hver gang forkastet af Landstinget, som var domineret af partiet Højre.
I 1908 fik kvinderne så stemmeret til de kommunale råd, og i 1915 blev grundloven ændret, så kvinder både kunne stemme og stille op til Folketingsvalg. Der blev dog kun valgt ganske få kvinder til Folketinget de kommende årtier.
Kvinder fik stemmeret i 1915. Forud var gået årtiers kamp, der mobiliserede tusindvis af kvinder fra slutningen af 1800-
Kampen for politisk medborgerskab.
Op gennem 1800-
Debatten om kvindernes adgang til Folketinget startede for alvor, da venstrepolitikeren Frederik Bajer i 1886 fremsatte et lovforslag om kommunal stemmeret til kvinder. Dette forslag blev fremført igen og igen af Venstre og Socialdemokratiet op gennem de følgende årtier, men resultatet var hver gang det samme: Forslaget blev vedtaget i Folketinget, men afvist af det Højre dominerede Landsting.
Mobilisering og opnåelse af kommunal valgret.
Uden for rigsdagen var den gryende kvindebevægelse imidlertid i fuld gang med at bevise, at kvinderne var særdeles egnede til politisk arbejde.
Op gennem de sidste årtier af 1800-
I 1908 skete der et gennembrud. I forbindelse med en omfattende reformperiode i dansk politik fik kvinderne stemmeret og blev valgbare til kommunale råd.
Ved kommunalvalget 1.-
Resultatet blev, at 127 kvinder blev valgt, mens stemmeprocenten blandt kvinderne var 50 %. Blandt mændene stemte 76,5 %.
De kvindelige kommunalpolitikeres arbejde, blev en platform for at skaffe kvinderne den politiske stemmeret – det vil sige stemmeret også til Folketinget og Landstinget i Rigsdagen. Den 5. juni 1915 blev grundloven ændret, og som en del heraf fik kvinderne ret til både at kunne stemme og opstille også til Rigsdagsvalg.
Kvinderne indtager Rigsdagen 1918.
Ved det første Rigsdagsvalg efter grundlovsændringen i 1918 var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister -
Først ved valgene i 1970'erne kom væksten i antallet af folkevalgte kvinder til Folketinget for alvor. I dag er knap 40 % af folketingspolitikerne kvinder.
Danmarks vej ind i Atlantpagten (NATO) 1949
Den 4. april 1949 underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen på Danmarks vegne den Nordatlantiske Traktat, også kaldet Atlantpagten. Dermed var Danmark deltager i det nordatlantiske forsvarssamarbejde NATO.
Mange års dansk neutralitetspolitik var slut. Men forud var gået intense overvejelser og forhandlinger mellem de ledende danske politikere.
Efter Påskekrisen i foråret 1948, forsøgte den danske regering i erkendelse af det barske udenrigspolitiske klima og landets egne militære svagheder, at etablere et skandinavisk forsvarsforbund med Norge og Sverige. Svenskerne ville imidlertid ikke være med til at knytte forbundet til en vestlig blok, mens Norge ønskede en tilknytning til det vestlige forsvarssamarbejde, som på det tidspunkt var ved at blive etableret.
Den danske regering forsøgte forgæves at finde et kompromis mellem de svenske og norske standpunkter, som også USA ville kunne acceptere, bl.a. for at sikre amerikansk våbenhjælp og tilsagn om militær hjælp fra USA ved et sovjetisk angreb.
Da den amerikanske regering viste sig at være afvisende over for de skandinaviske landes ønske om våbenhjælp, uden at de knyttede sig til en amerikansk ledet vestlig forsvarsalliance, og da svenskerne var urokkelige i deres neutralitetspolitik, måtte den ædle tanke om et skandinavisk forsvarsforbund, officielt opgives i februar 1949.
Derefter stod dansk medlemskab af Atlantpagten tilbage, som den eneste forsvarlige mulighed for den danske regering, selv om den var tøvende overfor at skulle forlade den hidtidige neutralitetspolitik.
Septemberforliget, 5. september 1899
Septemberforliget var en aftale mellem Dansk Arbejdsgiver-
Aftalen blev indgået i 1899, som afslutning på den mest omfattende arbejdskamp i Danmark nogensinde. Konflikten varede fra maj til september og omfattede på sit højdepunkt, storlockout af over halvdelen af alle danske organiserede arbejdere.
Forligets resultat var, at arbejdsgiverforeningen accepterede arbejdernes ret til at organisere sig, mens fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Med forligets bestemmelser om, at hovedorganisationerne på arbejdsmarkedet anerkendte hinanden, fx i forbindelse med konflikter, forstærkedes centraliseringstendensen i begge organisationer.
Forliget blev en afgørende forudsætning for den generelle udvikling af arbejdsmarkedet i Danmark, idet det fastlagde nogle af de fagretlige principper, som siden har været gældende. Principperne går ofte under navnet ’den danske model’ og betegner et arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere indgår frivillige aftaler stort set uden statslig indblanding.
Rolsted slægten fra 1760.
Den 18. januar 1722 fødtes Rasmus Nielsen, han blev gift med Karen Thygesdatter, de fik 10 børn, bl.a. Niels i april 1760, og Karen i 1762, de får begge indflydelse på slægten Rolsteds opståen. Niels aner kan kun følges tilbage til Thyge Sørensen fra ca.1637.
Da Niels forældre dør i 1772, dør hans lillesøster og en storebror også.
Niels skriver i sine erindringer, at han og hans to år yngre søster stod alene tilbage. Men faktisk er der to søstre og en bror, ud af søskendeflokken på ti, som der ikke vides noget om.
De tidligste aner det er lykkedes at finde er Christen Mikkelsen Wibe fra 1510, hans søn Christen Christensen Wibe f. 1540 blev gift med Elisabeth Lauridsdatter Kock f. i, Lübeck. En af deres efterkommere, Alber Henriksen Goiche gifter sig med Charlotte Amalie Borthig, en efterkommer af den Jacob Borthig der i 1615 kom til Danmark, og i 1639 bliver gift med købmandsdatteren Gedske Jensdatter i Køge, deres oldebarn er Mette Sophie Grønbech der blev gift med Niels Rolsted i 1788.
Siden er der sket to afgørende ting.
I 1760 hed byen på Fyn Rolsted, og Niels bar efternavnet Rasmussen.
I 1788 tog Niels navnet Rolsted, og hed nu Niels Rolsted, medens en præst i 1800tallet mente at byens rette navn var Rolfsted.
Selv om myndighederne mener at det korrekte navn er Rolsted, heder byen den dag i dag Rolfsted, så slægten Rolsted er altså ene om at bære navnet Rolsted.
Niels tog efternavnet Rolsted da han i 1788 blev gift med Mette Sophie Grønbech. Tilsyneladende har hans Niels’ søster Karen, taget Rolsted som efternavn på same tid.
Niels erindringer som han skrev i 1841, 81 år gammel, fortæller meget om ham og hans liv, men ikke så meget om sine børn, og hans kone.
Havde Niels ikke nedskrevet ”Mit Levnedsløb” var der meget vi i dag ikke vidste, både om hans liv men også om livet på den tid. Så slægten skylder ham stor tak.
I årene fra 1791 til 1804 får Niels og Mette Sophie Grønbech 10 børn, hvoraf den yngste dør i 1880. Der sker rigtig mange ting i deres levetid, men det eneste vi ved om deres liv er det Niels skrev i sine erindringer, eller hvad deres børn, eller andre efterkommere, har skrevet.
Slægtens Historie.
Selve historien er kun en oversigt som forhåbentlig gør, at man går mere i dybden af hvad der findes om den enkelte i slægten, og kan den så også være med til at andre bidrager med oplysninger, der både kan være interessante og oplysende, så er det godt.
Niels og Mettes to første piger dør tidligt, Karen Charlotte Amalie, som 2. årig og den anden, Frederikke, i en alder af 7. måneder.
1. Carl Frederik Herman, bliver født i 1791, og helt specielt bliver han båret til dåb af baronesse Frederikke Juliane Marie Knuth.
Han går som de øvrige børn på Løvenborg gods i skole, hvilket ikke var almindeligt dengang. Han tegner sig også for et bemærkelsesværdigt liv.
I en alder af 20 år kommer han til Frederiksvern (Staveren)i Norge, hvor han får en uddannelse som gør at han i 1815 bliver antaget som forvalter på Holden Jernverk, det senere Ulefos, der ejes af Eggert Løvenskiold, broder til baronen på Løvenborg.
Her har han ansvaret for ca. 100 mand, og klarer sig så godt at han senere for til opgave at få det bedste ud af værket, efter at ejeren Eggert Christoffer Løvenskiold er rejst hjem til Danmark.
Han bliver først Hollas første ordfører og siden Lensmand i Holla.
Carls 6. Barn sønnen Niels Ambrosius Marius Rolsted, var byfoged i Skien 1885-
2. Charlotte Christine Amalie, født januar 1793.
I slægtsbøgerne fra 1905 og 1960 bliver hun nævnt, men som det var dengang blev hun ikke registreret som en del af slægten, med oplysninger om mand, børn, og deres efterkommere.
Oplysninger om Charlotte tog jeg med i slægtsbogen fra 2010. For det første fordi tiden er en anden i dag, men nok så meget fordi man i dag, ved sit giftermål kan bestemme om man vil beholde sit efternavn, eller tage mandens. Derfor må der holdes orden på om dem der bærer navnet Rolsted, også har noget med slægten at gøre.
Charlotte bliver gift Bahn, men navnet Rolsted gives som mellemnavn til nogle af børnene, og de sletter ved navneloven af 2006, deres efternavn og heder så Rolsted. Om man kan sige at de tilhører slægten, kan man diskutere, men de er i hvert fald en del af familien.
Den mest kendte person er Ernst Rolsted der oprindelig hed Jensen til efternavn. Ernst blev uddannet ved DSB og fik sig en stor karriere inden for etaten som kulminerede med stillingen som vicegeneraldirektør. Han var også bland initiativtagerne til Jernbanemuseet i Odense.
Han trak sig tilbage da han blev 65 år, men fungerede i en årrække som freelancer med rådgivning af bl.a. DB (Deutsche Bundesbahn), for portugisiske jernbaner og for det camerounske jernbaneselskab i Afrika. Han har skrevet om sit liv og karriere. KD 1986.
3. Hans Christian, født 1796, fik et eksamensbevis som gartner i 1819 der gav han ret til, at forestå offentlige og private haveanlæg. Han fungerede som gartner på Løvenborg fra 1831 til 1850. Fra 1953 til 1864 var han skovrider på Løvenborg.
Hans Christians 1. søn Niels Frederik Christian var med i 3 års krigen fra 1848 til 1851, hvorfra der findes mange breve til hans forældre. I 1854 blev han ansat som fuldmægtig på herredskontoret i Holbæk. Han var godsforvalter på Frydendal (Torbenfeldt) i 1857. Han tog sit eget liv i 1861.
Niels Frederik Christians søn, Hans Christian Vilhelm blev skoledirektør i København, og har fået en vej opkaldt efter sig. RD. 1904.
Hans Christians 2. søn Michael Herman blev Skovfoged i Bromme skov under Sorø akademi, Dannebrogsmand, dekoreret 26. maj 1892.
4. Eggert Christopher. Denne gren har det færreste antal med navnet Rolsted, af alle de registrerede. Eggert får to piger og to drenge, den ene dreng dør i en alder af 20 år, så det er den anden, Niels Christian som får to piger og to drenge, der fører Rolsted navnet videre. Kun en af dem har haft et job/stilling som har betydet offentlig omtale, nemlig Eggert Christoffer Rolsted, der var medlem af St. Tåstrup sogneråd fra 1913 til 1917.
Eggerts 3. Barn, Frederikke Rolsted, bliver gift med Carl Christian Pedersen, deres børn får efternavnet Carlsen. Deres 5. Barn Peder Chr. Carlsen får sønnen Poul Eggert som har skrevet om bl.a. Løvenskiold og egnen deromkring.
5. Rasmus, bliver født i 1800, bliver gift med sin kusine Edele Birgitte Fischer, datter af Karen som var Niels søster, og Henrik Alexander Frederik Fischer. Dermed er søster Karen også en del af den mest livskraftige gren.
Det er Ramus der kommer til at sætte sit præg på slægten, da de fleste der bærer navnet Rolsted i dag, er efterkommere fra ham.
Det er også hans efterkommere der hhv. fæster, køber og ejer Gården i Nyrup, som er i slægtens eje i ca. 160 år.
Rasmus og Edeles 1. søn Niels Gotfred får sønnerne Hans Christian i 1862 og Rasmus i 1865.
Hans Christian får eget snedkeri i Stenlille medens Rasmus har en spiralsengefabrik i København.
Hans Christian får sønnen Niels Johannes der bliver lærer og kirkesanger i Kølkær, han var initiativtager til oprettelsen af Søby Brunkulsmuseum. Han har skrevet bogen Søby Klondyke.
Ramus søn Peter Rasmus har i mange år en tobaksforretning i København
Rasmus og Else 2. søn Hans Peter fra 1837, overtager fæstet af Gården i Nyrup, og han køber den i 1872.
Hans Peters 1. søn Rasmus fra 1878 overtager derefter gården.
Rasmus og hans kone Kirstine Wilhelmine, adopterer i 1941 Aase Birgitte som bliver gift med Jens Ludvig Christensen, de overtager gården men sælger gården i 1990.
Hans Peters 2. søn Peder Christian får sønnen Erhardt Johannes i 1907, og Holger fra 1915. Holger bliver bronzestøber og har flere arbejder stående i såvel Danmark som udlandet.
6. Henrik Wilhelm, blev født i 1802, blev gift med Kirstine Sørensen, det er efterkommere fra dem der findes flest oplysninger om, simpelthen fordi de har beklædt poster i samfundet, hvorom der er skrevet en del, og fordi Emil Vilhelm har skrevet en meget detaljeret beretning om sit liv og virke.
Henrik var en overgang i Norge for at blive uddannet til skytte. Han kom hjem i 1820, og blev først skytte, siden skovrider på Rygård under stamhuset Rosenkrantz.
Henrik Wilhelms 3. søn, Henrik Jørgen overtog jobbet som skovrider efter sin far.
Hans søn Ernst Viggo blev skovrider på Fyn og sad i bestyrelsen for Arbejdsgiverforeningen for Skovbrug. Ernsts søn Jørgen blev ansat som godsfuldmægtig på Corselitze skovdistrikt.
Henrik Wilhelms 4. søn Emil Vilhelm, blev skolemand og forstander for Åndssvageanstalten Gamle Bakkehus fra 1887 til 1915. Emil Vilhelm har skrevet meget detailjeret en sin barndom, opvækst og livet som skolemand og forstander.
Emil Vilhelms 1. søn Carl Christian, blev boghandler i København.
Emil Vilhelms 2. søn Hans Åge, blev Generalmajor i hæren og var kontakt person til den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig.
Emil Vilhelms 2. søn Sophus Hjalmar, blev kaptajn i flåden og var bl.a. chef på ubåden Rota. Ridder af Dannebrog.
Kvinder får stemmret |
|||
|
|
