|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Anna-
02-
I januar 2009 bragte TV 2 en dokumentarserie, Felthospitalet.
Den fulgte det danske sundhedspersonale på felthospitalet i Camp Bastion, bl.a. de danske bioana-
Journalisterne har oplevet vores arbejde, de fulgte os nemlig også, når vi havde travlt", siger bioanalytiker Anna-
Syv uger på det engelske felthospital i Camp Bastion blev en hård omgang for bioanalytiker Anna-
Blodig august i Afghanistan.
En dansk soldat i Afghanistan hårdt såret.
Tre danske soldater dræbt i Afghanistan.
Britisk soldat dræbt.
Vi kender overskrifterne, og de gør indtryk hver gang. Læser vi lidt længere nede i artiklerne, står der som regel, at soldaterne er blevet overført til det engelske felthospital i Camp Bastion i Helmandprovinsen.
For bioanalytiker Anna-
"Efter at jeg er kommet hjem, læser jeg avisartiklerne med en ny indsigt. Jeg er kommet anderledes tæt på den hårfine grænse mellem liv og død. Herhjemme hører vi mest om de sårede og dræbte danske soldater, men dernede så jeg, hvor mange soldater fra hele verden og civile, krigen egentlig går ud over''.
Antallet af sårede og dræbte soldater er steget i 2009 i forhold til 2008, og i juli var antallet så stort, at 58-
Fire, der holdt fanen højt.
Inden Anna-
"Det var anden gang, vi 100 danskere var på traumekursus. For os bioanalytikere var det især for at blive klædt på til opgaven med chok-
Bioanalytikeren fra Køge skulle kun være på felthospitalet i syv uger, fordi hun delte en tre-
Gunhild er i militær sammenhæng den mest garvede af de tre bioanalytikere, fordi hun tidligere har været udsendt til Kosovo og Afghanistan. Senere viste det sig, at der var en fjerde bioanalytiker, der også havde kontrakt med militæret, men det vender vi tilbage til. Først Anna-
"Jeg tror ikke, at der er ret mange bioanalytikere, der tænker på, at der også er brug for os. I øjeblikket er vi fire, men de tre er os er ikke just årsunger mere, så jeg kan kun anbefale andre at undersøge, om det er noget for dem".
Af sted efter 13 års øvelser.
Anna-
"Afghanistan er første gang, jeg fik muligheden for at komme ud og bruge alt det, jeg kan -
Angsten kom alligevel.
Anna-
"Jeg er vant til at gå alene i vagt og til at klare pressede situationer på egen hånd og har tiltro til, at jeg kan. Det er den gode sidegevinst ved at være med i militæret: Man får både selvtillid og mod på at komme ud i verden og afprøve sine faglige og personlige grænser", forklarer hun.
Psykologisk følte hun sig også godt forberedt på Afghanistan, så derfor kom det bag på hende, at hun faktisk blev meget bange, da hun sad der i et mørkelagt Herkulesfly, der skulle flyve hende til Camp Bastion.
"Vi havde alle sammen fuld uniform på med fragmenteringsvest og hjelm og skydevåben. Humøret var o.k., mens vi fløj ind over Kandahar-
Lyden af krig.
Dagen efter var der rundvisning i lejren og på felthospitalet, og så var hun og Gunhild klar til at begynde arbejdet. Kollegerne var to engelske og to amerikanske bioanalytikere, uddannet inden for militæret.
"Det kunne vi godt mærke. Der var en kulturforskel, og vi følte, at vi blev set lidt an, fordi vi var civile. Men vi kunne faktisk mere end amerikanerne, for de kunne ikke lave blodbanksarbejde, og det var egentlig besynderligt på netop et felthospital", konstaterer Anna-
I lejren blev hun konstant mindet om, at Afghanistan er en krigszone.
"Vi kunne konstant høre skyderi og raketter. I begyndelsen lød det, som om det var tæt på, men jeg vænnede mig til det-
Af nye lyde skulle hun også vænne sig til at arbejdet foregik på engelsk, og i den sparsomme fritid var der også altid lyde og snak omkring hende. I hendes og Gundhilds telt boede der f.eks. to andre danskere og fem englændere.
Et rigtigt sygehus.
Der er et par hundrede ansatte på felthospitalet, og af dem var ca. 100 danskere. Og nej: Felthospitalet er ikke et telt, som vi kender fra MASH-
"Aircondition er helt uundværlig, fordi der er over 40 grader udenfor, og vi skal passe vores arbejde iført uniform og have ulideligt tunge militærstøvler på hele tiden. Vi spurgte flere gange, om vi ikke måtte bruge sandaler på sygehuset. Svaret var et klart nej, og så måtte vi klappe støvlehælene sammen og beholde dem på. Lejren er meget engelsk, og fuld uniform med knappet jakke og hat på hovedet er også obligatorisk, når vi skal gå fra vores telte til hospitalet. 50 grader eller ej".
Ud over det akutte arbejde fungerer felthospitalet også som almindeligt hospital for de ca. 60.000 soldater og hjælpepersonel, som er tilknyttet Camp Bastion.
"Vi servicerer med alle de almindelige analyser, når personellet får f.eks. blindtarmsbetændelse, infektioner, diare eller hedeslag. Vi laver både klinisk biokemi, blodbanksarbejde og lidt mikrobiologi".
Både soldater og civile.
Langt hovedparten af bioanalytikerarbejdet på felthospitalet er dog at sørge for blod til sårede patienter, der er blevet skudt, har trådt på en mine eller været udsat for de frygtede vejsidebomber. Hovedparten af de sårede er engelske, amerikanske og danske soldater, men der kommer også en del afghanere.
"Vi tager ikke selv blodprøverne, men får dem bragt til laboratoriet. Derfor ser vi som regel ikke patienterne, og det er jeg glad for. For mig er det den distance, der gør, at jeg kan holde arbejdet ud. Det er langt sværere at være læge eller sygeplejerske, og man kan høre på dem, at deres arbejde påvirker dem meget".
Alligevel hænder det, at bioanalytikerne selv må løbe på OP med blod, fordi personalet har så travlt, at de ikke kan nå at hente det.
"Så kan vi med egne øjne se, hvor slemt det kan være, og forstå, hvorfor lægerne tit må amputere arme og ben for at redde soldaternes liv. Det er barskt".
De civile sårede er ofte folk, der er kørt på en mine eller er skadet på anden måde. Enkelte gange er det også folk, der er mistænkt for at være talebankrigere.
"Det virker lidt paradoksalt at skulle lappe dem sammen og redde deres liv, når de måske lige har forvoldt død hos nogle af vores soldater, men sådan er konventionerne nu en gang", forklarer hun.
Litervis af blod.
Laboratoriet bruger mindst 50 portioner blod, 50 portioner plasma og 10 portioner trombocytter om ugen og nogle gange meget, meget mere.
"En nat brugte vi 172 portioner til en ung brite. Han overlevede og blev fløjet hjem, og siden har vi hørt, at han har været lidt oppe at gå. Sådan noget er jo fantastisk at være en del ar, understreger Anna-
Når der kommer sårede, er den normale procedure, at bioanalytikerne bliver varskoet eller bippet, så de kan finde blod frem og tø plasma op på forhånd. Andre gange kan de selv høre helikopteren komme.
For at kunne starte med at give med blod med det samme laver de først 10 portioner O neg. blod og 10 AB pos. plasma klar til de sårede -
Til hårdt sårede udleverer bioanalytikerne blodet med det samme og laver type og antistof bagefter. Typen laves i glas og forlig på gelkort.
"Derefter giver vi så vidt muligt typeforligeligt blod, men laver ikke længere forlig, fordi patienten udelukkende har fremmed blod i kroppen. Ofte er der hårdt sårede på alle tre OP-
De gange, hvor der er brug for ekstra fuldblod, har lejren selv et donorkorps, der bliver tappet. Som regel slår blod og plasma til, mens det kan knibe mere med trombocytbeholdningen.
"Når vi løb tør, gik et par specialuddannede sygeplejersker i gang med afarese-
Bioanalytikerne melder hele tiden ind, hvor mange poser blod og plasma og trombocytter de har brugt, og så kommer der nyt blod fra England og lidt fra USA.
"Mens arbejdet med de sårede oftest er om dagen til ud på aftenen, er det natarbejde at modtage blodet og måle temperatur og registrere portionerne og komme dem på køl og frys. Det tager let 3-
Hviletid, hvad er det?
Egentlig skulle der være seks bioanalytikere til at klare et arbejde svarende til 2.000 point i et særligt militært normeringssystem, men først blev den ene amerikaner forflyttet, og bagefter viste det, sig afbioanalytikernes arbejde faktisk var på 5.000 point.
"I normeringen var der ikke taget højde for, at antallet af sårede steg så meget, så vi arbejdede for to-
At det var hårdt at arbejde på felthospitalet, kan ses af denne mailbeskrivelse af en enkelt af Anna-
"I går blev jeg kaldt kl. 6.20 og så op og på arbejde uden bad og tandbørstning. Jeg arbejdede til kl. 20.30, og så hjem og i bad og i seng. Kl. 21.30 blev jeg kaldt igen og var på til kl. 1.00, og det var ellers ikke mig, der var på førstekald".
Gunhild skaffer hjælp.
Arbejdsbyrden var for stor, og Gunhild Madsen meldte ud, at hvis bioanalytikeme ikke fik aflastning nu, så kunne de ikke klare arbejdet længere. Det hjalp.
"Det var flot klaret af Gunhild, for vi var ved at segne af træthed. Heldigvis var der stor lydhørhed hos ledelsen, for man vidste godt, at vi arbejdede som gale, og vi har også fået mange store skulderklap for vores indsats i en meget presset situation".
Hjælpen var et edb-
"De første fem uger fyldte papirarbejdet i blodbanken uendelig meget. Vi registrerede og dobbeltregistrerede alt manuelt. De sidste to uger hjalp systemet virkelig på arbejdsbyrden -
"Der blev også indkaldt en ekstra bioanalytiker, Frederik Holt fra Herlev. Vi vidste slet ikke, at der var endnu en bioanalytiker under de danske faner, så det var en dejlig overraskelse, og selvom han ikke havde nået at være på traumeøvelser i England, gik han fint ind i arbejdet efter en kort oplæring. Han var en meget stor hjælp. Frederik og edb-
De sidste 14 dage, Anna-
"Hvis jeg var blevet spurgt, da vi havde allermest travlt, havde jeg sagt nej. Nu er jeg stolt over, hvad jeg og de andre har præsteret, og at vi har været med til at gøre en forskel. Jeg synes også, at jeg har lært meget om mine egne styrker og svagheder, og jeg er parat til at forny min kontrakt med militæret for endnu en periode", siger hun.
Ernst Rolsted skriver om sit liv og karriere:
Begge mine forældre stammer fra arbejderfamilier. Min far var tømrer og arbejdede i sine senere år som formand på arbejdspladserne, blandt andet ofte i Grønland. Mor var en dygtig syerske og syede kjoler til et kendt modefirma i København, og jeg husker, at jeg ofte bragte de færdige kjoler ind til firmaet i Københavns centrum. Desværre døde mor kun 33 ar gammel i 1934. da var jeg 13 år.
Far flyttede da sammen med mine to søskende ind i min farmors hus i Brønshøj, mens jeg flyttede til min morbror på Amager, hvorfra jeg et år senere flyttede videre til min farmor. Her boede jeg i fire år og cyklede til skole som fortsat var Sjællandsgade Skole på Nørrebro. Jeg gik her fire år i mellemskolen og endte med en realeksamen med udmærkelse.
Jeg var dengang meget interesseret i jernbaner og meget betaget af de store damplokomotiver. Måske var jeg også påvirket af den megen omtale af DSB, det var i generaldirektør Knutzens tid. Min farmors bror (tidligere omtalte Anders W. Andersen senere Sindhøj) var ansat på DSB's værksteder i København og spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme i lære på værkstedet med henblik på en efterfølgende uddannelse som lokomotivfører. Han introducerede mig for værkstedschefen, som måske fornemmede, at jeg havde evner til noget mere. På det tidspunkt havde jeg netop overstået 4. Mellemskoleår.
Under alle omstændigheder anbefalede han, at jeg gennemførte realklassen og derefter søgte ind som trafikelev ved DSB. Det råd fulgte jeg heldigvis og året efter blev jeg ansat som trafikelev.
Som nævnt havde DSB i de år stor succes, og generaldirektør Knutzen optrådte ofte i medierne. Jeg fik dog aldrig lejlighed til selv at møde ham. Der er ingen tvivl om, at Peter Knutzens mange gode initiativer, blandt andet indførelsen af lyntogene, var medvirkende til en forøget popularitet hos befolkningen. Derimod var hans initiativer til reduktion af personalestyrken ikke velset af personalet og dets faglige organisationer. I forbindelse med rationaliseringen havde Knutzen fået støtte af den socialdemokratiske trafikminister Johannes Friis-
Friis-
De mere organisatoriske, administrative opgaver var dog ikke noget, som jeg selv beskæftigede mig med i elevårene. I første omgang koncentrerede jeg mig om Jernbaneskolen, hvor jeg startede den 1. September 1938 sammen med 60 andre elever i den gamle kaserne i Sølvgade i København. Her terpede vi passagertjeneste, godstjeneste, sikkerhedstjeneste og lærte blandt andet at telegrafere. Det sidste fordi en væsentlig del af kommunikationen navnlig vedrørende godstrafikken dengang foregik pr. Telegraf.
Sjællandske stationer.
Derefter kom den praktiske indøvelse i driften. Jeg startede den 13. oktober 1938 i Tølløse, hvor formanden for stationsforstandergruppen i Jernbaneforeningen, Duus, var stationsforstander Han var absolut af den gamle skole, men var meget opsat på at eleven fik lært noget både teoretisk og i praksis. Da jeg ankom, havde han allerede skaffet mig værelse og pension hos en vognmand i byen hvilket antyder hans gode kontakt med de lokale indbyggere.
Jeg blev også inviteret til te hos fruen i stationsforstanderboligen. En af stationsforstanderens opgaver, som han tog meget højtideligt var hver formiddag at gå en runde på stationsområdet for blandt andet at kontrollere om sporskifte-
Opdelingen af ansvaret var delt mellem DSB og privatbanen på den måde, at sikkerhedstjenesten og rangeringen blev foretaget af DSB-
Efter Tølløse blev jeg forflyttet til den noget større station i Slagelse, hvor en anden stovt herre som hed Hannibal, var stationsforstander. Han var også opsat på at sørge for at jeg udover det praktiske fik gennemgået det boglige instruktionsmateriale. Arbejdsopgaverne var stort set de samme som i Tølløse, men togdriften var mere intensiv og kundepotentialet meget større.
Også godstrafikken var mere omfattende. Slagelse var en stor station med talrige ansatte på stati-
Jeg var på Slagelse station i 14 måneder. I tre måneder af perioden var jeg dog udstationeret til Dalmose station, der lå mellem Slagelse og Næstved. Anledningen var den pudsige, at stationsfor-
Elevtiden i Slagelse faldt sammen med den strenge vinter i 1940, hvor isvinteren ikke alene var hård for togtrafikken, men også i særdeleshed for færgetrafikken. Mange togafgange blev aflyst, og i mere end en måned var al sejlads over Storebælt aflyst. Alle de indre farvande, Kattegat og Øresund var også tilfrosne i lang tid. Folk vandrede, cyklede eller kørte med bil over bæltet. Isbådstransport af mennesker og varer fandt også sted.
Netop som isvinteren satte ind, var jeg i gang med den obligatoriske måneds togkørsel i passagertog. Da mange passagertog var aflyste, kørte jeg i stedet med godstog mellem blandt andet Slagelse og Kalundborg. Godstogene havde ikke gennemgående bremsesystem og en opbremsning var afhængig af, at nogle af godsvognenes bremsehuse var bemandet, så vognens bremser kunne aktiveres manuelt. Et fløjt betød, at man skulle være parat til at bremse. Nar toget skulle bremse, fløjtede lokomotivføreren tre fløjtesignaler. To fløjtesignaler betød, at bremserne skulle løsnes. Jeg havde den ubehagelige oplevelse at sidde i et sådant bremsehus i 25 graders kulde med en lille olielampe som varmekilde. Det var en kold fornøjelse, og det tog noget tid inden man fik varmen, nar man havde været med på en sådan tur.
At vintervejre også senere kunne få alvorlige følger for jernbanetrafikken, oplevede jeg igen i isvin-
Besættelsestiden
Besættelsen den 9. april 1940 erfarede jeg om morgenen, da jeg var på vej til stationen i Slagelse. På vejen gennem byen mødte jeg en gruppe cyklende, grønklædte soldater, og på stationen fik jeg at vide, at tyske soldater havde besat banegården. I løbet af dagen passerede tyske troppetog også gen-
Efter Slagelse blev jeg den 1. september 1940 forflyttet til Måløv station, hvor jeg var i tre måneder, og blandt andet beskæftiget med postekspedition, som dengang var en del af stationens opgaver. Selve besættelsen mærkede jeg dog ikke meget til i det daglige arbejde på stationen i Måløv, som endnu dengang var en mindre landstation på strækningen mod Frederikssund. Men den nærliggende Værløse Flyveplads var besat af tyskerne,
og det kunne både høres og ses. En dag så jeg et tysk jagerfly flyve højt til vejrs og pludselig dykke lodret ned, hvorefter det eksploderede i en ildsøjle.
Derefter var jeg på ny på Jernbaneskolen for at gennemgå et såkaldt medhjælperkursus, som slut-
I Haslev traf jeg Niels Erik, som også arbejdede på Haslev Station. Han var medlem af den lokale modstandsgruppe. Gruppen var kommet i besiddelse af en bil med lægeskilt. Den skulle køres fra Ringsted til et gods ved Haslev, hvor den skulle skjules i en lade og være til rådighed for gruppen efter behov. Niels Erik havde ikke kørekort så han bad mig om at køre bilen. Jeg havde dengang kørekort til både personbil, motorcykel og store lastbiler med larvefødder. (fra min militærtjeneste). For en sikkerheds skyld havde jeg min militære pistol med. Den havde jeg fået gemt af vejen, da tyskerne overfaldt os i Holbæk. Heldigvis mødte vi ingen tyskere på vejen.
Køge kom jeg til i oktober 1943, hvor mine arbejdsopgaver vekslede mellem sikkerhedstjenesten, billetsalg og godsvognskontrol. Kort efter at jeg var kommet til stationen blev jeg kontaktet af en hemmelig kilde i generaldirektoratet og spurgt, om jeg ville påtage mig at holde øje med tyskernes færden i Køge og omegn for at meddele eventuelle aktiviteter til kilden i generaldirektoratet. Specielt var man interesseret i tyskernes bevægelser i Køge Havn og aktiviteterne på Mosede Fort som de havde besat.
Der var ikke stationeret tyskere på Køge station, men det skete at der passerede tyske godsvogne med krigsmateriel gennem byen, ligesom der ankom godsvogne lastet med ammunition til Mosede Fort. Senere kunne jeg i vore journaler over godsvognstrafikken se, at Mosede Fort var blevet tømt for ammunition. Foruden observationerne på stationen, cyklede jeg også ud til Mosede og spurgte folk om tyskernes færden, ligesom det i Køge Havn var nemt at følge tyskernes bevægel-
I Køge badede jeg ofte ved stranden lidt syd for Køge Havn. En dag i 1944 fejlede jeg et spring fra 3 meter vippen og stødte hovedet mod sandbunden. Det lammede min højre arm, men det lykkedes at komme op og konsultere en læge i Vestergade i Køge. Han sendte mig på Køge sygehus hvor jeg lå i 10 dage. Derefter genoptog jeg badning på Søndre Strand.
Men mødet med Køge Sygehus satte sig varige spor i mit liv, for her mødte jeg sygeplejeelev Grethe Petersen som snart blev min forlovede, senere giftermål på Københavns Rådhus, mor til mine to børn og livslang hustru.
Efter tiden i Køge arbejdede jeg som afløser frem til slutningen af 1950 på en lang række stationer på Sjælland. Afløserperioden var afbrudt i nogle måneder af et lederkursus på Jernbaneskolen, som sluttede med en fagprøve med udmærkelse.
I denne tid var jeg indkaldt til militærtjeneste i to perioder. Første gang fra maj 1942, hvor jeg var rekrut i artilleriet, til oktober 1943 der sluttede med kornetuddannelse, hvilket ikke var et frivilligt valg. Den første militærperiode sluttede i realiteten dog allerede den 29. august 1943 med at jeg sammen med de øvrige danske militære folk blev interneret og holdt fanget af tyske soldater i 1½ måned inden vi blev frigivet. I første omgang blev vi interneret i en teltlejr på eksercerpladsen i Holbæk, men senere kom vi til kasernen i Næstved, som tyskerne havde overtaget.
Efter frigivelsen blev jeg sendt til stationen i Køge, hvor jeg også oplevede de sidste dramatiske uger op til den tyske kapitulation i foråret 1945. Fra min kontakt i modstandsbevægelsen fik jeg besked om, at jeg skulle holde mig klar, idet der muligvis ville komme en ladning benzin i en godsvogn, der skulle ekspederes videre til en af stationerne på Øst banen en af dagene omkring månedsskiftet april/ maj 1945. Såfremt jeg skulle i aktion ville der blive givet en bestemt meddelelse i kode over den engelske radio fra London. Meningen var at modstandsbevægelsen på Stevns og omkring Køge skulle have tilstrækkeligt brændstof i tilfælde af krigshandlinger i foråret 1945.
Imidlertid fik jeg via en alternativ kode besked over radioen fra London, at aktionen var afblæst, men da var benzinvognen bragt ud på Øst banen. Det var også i den engelske udsendelse, at jeg om aftenen den 4. maj 1945 hørte befrielsesbudskabet, der kom som en enorm lettelse. Endnu i dag ved jeg ikke præcist hvem min overordnede kontaktperson i modstandsbevægelsen var, men jeg kan huske, at jeg kort efter befrielsen blev opsøgt af en mand, der takkede for indsatsen. Det var muligvis min kontaktperson i generaldirektoratet.
Allerede den 6. maj 1945 blev jeg indkaldt til tjeneste i det danske militær, som blev genoprettet umiddelbart efter at besættelsesmagten havde kapituleret. I første omgang skulle jeg møde på Christianshavn Kaserne i København, og jeg fungerede som sekondløjtnant indtil jeg blev hjemsendt i oktober 1945.
Forflyttelse til Sølvgade
Da jeg sluttede min afløserperiode i slutningen af 1950 fik jeg henvendelse fra DSB's generaldirektorat om jeg kunne tænke mig at blive forflyttet til personalekontoret i Sølvgade. Efter nogen betænkning svarede jeg ja tak, og blev ansat der fra den 1. januar 1951. Hermed begyndte mit karriereforløb i administrationen.
Min første erfaring var, at der ikke dengang var større forskel i omgangstonen i generaldirektoratet sammenlignet med omgangstonen i stationskontorerne. Man sagde "De" til sine kollegaer og talte i tredje person til sine overordnede. Det ændredes dog senere og efterhånden blev "du"-
Det væsentligste for ham på de månedlige distriktschefsmøder, hvori de to distriktschefer og afdelingscheferne (de senere direktører) deltog, syntes at være besættelse af ledige stillinger af overordnet karakter. Det gik som regel det meste af mødetiden med. Det skal tilføjes, at ansøgere til leder-
Administrationens effektivisering
I perioden 1953-
Buus-
Ligeledes ønskede Buus-
I nogle år fra 1958 til 1966 arbejdede jeg i organisationskontoret, som samtidig med at jeg fik stillingen som afdelingschef blev lagt ind under personaleafdelingen. Den blev derefter benævnt personal-
I organisationskontoret var man i gang med at gå fra hulkortbehandling af regnskabs-
Der var i det hele taget en rivende udvikling i disse år for at udnytte og implementere den nye tekno-
Et andet område vi satsede på var DSB's mange reservedelslagre og administreringen heraf, der var spredt ud i den komplicerede organisation. Jeg fik den opgave sammen med professor Vagn Madsen fra Århus Universitet at udarbejde en model for DSB-
En teoretisk samleplan blev udarbejdet som grundlag for det videre arbejde med opgaven. Samleplanen blev gengivet og nærmere beskrevet i Vagn Madsens bog "Virksomhedsledelsens problemer i organisatorisk betydning", der udkom i 1964.
Samarbejdet med professoren førte til, at jeg i 1960 fik lejlighed til at deltage i en to måneders studierejse i USA. Vagn Madsen var selv forhindret i at deltage, men havde faet Buus-
Studierejsen gav mig også lejlighed til at få et indtryk af udviklingen af containertrafik i USA med jembaner og lastbiler. Det fik jeg gavn af, da jeg fik bestyrelsesopgaver i de to europæiske jernbaneselskaber Intercontainer og Interfrigo, som DSB havde anpart i. Udviklingen af containertransport i DSB-
Kombitransporterne udførtes i samarbejde mellem DSB, Danske Vognmænd, Dansk Speditørforening og A/S Kombi Dan.
Strukturudvalget
Da jeg tiltrådte som afdelingschef i begyndelsen af 1966 blev organisationskontoret lagt under personalechefen, og afdelingen blev benævnt personal-
Lønningskontoret tog sig af lønforhold og varetog også forberedende drøftelser med de faglige organisationer om Løn-
Budgetkontoret tog sig af budgetsager og juridiske sager. Ved tiltrædelsen som afdelingschef blev jeg samtidig overdraget hvervet som formand for Statsbane-
Sygekassens kontor blev huset i generaldirektoratet i Sølvgade og arbejdede tæt sammen med personalekontoret. Sygekassen havde aftaler rundt om i landet med læger (benævnt jernbanelæger), hvor sygekassens medlemmer kunne blive undersøgt og behandlet efter behov. Sygekassen blev senere nedlagt som følge af den nye sygesik-
Under mit arbejde som sekretær, medlem af eller formand for de mange arbejdsgrupper gennem 1950-
Efter Skov's tøven havde jeg imidlertid fået lejlighed til at drøfte muligheden for organisationsforenklinger med trafikminister Svend Horn. Han drøftede sagen med Skov med det resultat, at der i 1967 blev nedsat et udvalg benævnt Strukturudvalget, som jeg deltog i, med den opgave at under-
Resultatet af arbejdet blev fjernelse af mange mellemled og dermed en betydelig forenkling af organisationsstrukturen. Ikke mindst nedlægningen af de to distriktsledelser i henholdsvis København og Århus bidrog hertil.
Allerede omkring 1960 blev fjernstyring af sikringsanlæggene på Fyn taget i brug. Det samme skete gradvist på andre strækninger, herunder S-
Det ville også kræve en ændring af en del af personalets uddannelse og opgaver. Strukturudvalget barslede blandt andet med forslag om at samle ledelsen af stationerne i 19 områder med hver sin områdechef til at overvåge de tilbageværende opgaver på stationerne. Disse foranstaltninger med-
Banevedligeholdelsens struktur blev behandlet i særskilte underudvalg, der var blevet nedsat allerede i 1965. Resultatet var et forslag om en kraftig nedskæring af banekolonnerne fra ca. 340 til 80. Samtidig blev overbanemesterstrækningere foreslået nedlagt, og de 15 banesektioner foreslået reduceret til seks baneområder.
Et værkstedsudvalg nedsat i 1966 foreslog omlægninger både i maskinafdelingens værksteder og maskindepoter. Sigtet var rationalisering ved sammenlægning af værksteder og reduktion i antallet af maskinværksteder.
I 1968 nedsattes et sidebaneudvalg, som jeg blev formand for. Passagertallene og godstrafikken på en række sidebaner var faldet så meget, at det matte overvejes, om disse strækninger burde nedlægges. Udvalgets undersøgelser viste, at de ni mindst benyttede af sidebanerne ikke under de daværende forhold kunne gøres rentable og de blev derfor foreslået nedlagt. Også nogle meget lidt benyttede stationer og holdepladser på andre strækninger blev foreslået nedlagt. De fleste af disse ændringer blev godkendt af Folketinget.
Signaltjenestens struktur blev gennemgået af et udvalg nedsat i 1969. Det foreslog blandt andet reduktion af antallet af signalformandsstrækninger ved sammenlægning af nogle af disse strækninger.
Perioden fra omkring 1953 til 1970 var som det fremgår stærkt præget af rationalisering, organisationsfornyelser og moderniseringer inden for de områder jeg havde ansvaret for. Resultatet heraf og af mange andre initiativer i denne periode var, at den samlede personalestyrke ved DSB faldt fra 29.000 medarbejdere i 1953 til 23.500 i 1970. Målet var yderligere at mindske personapersonalestyrken til 20.000 og grundlaget for at nå dette var lagt.
På et tidspunkt blev jeg også involveret i tog-
Internationale møder
I 1972 blev jeg bedt om at overtage ledelsen af Trafikafdelingen. Det gik jeg med til, men da jeg på det tidspunkt midlertidigt også varetog den kommercielle afdeling, var det min betingelse, at perso-
og igen på et senere tidspunkt omdøbt til ”Afsætnings-
De opgaver jeg havde i generaldirektoratet og i særlig grad i tiden som leder medførte, at jeg meget ofte måtte forlade kontorstolen for at deltage i internationale møder i UlC's kommissioner og vare-
Møder som formand for fællesgruppen med det daværende DDR om trafikken over Gedser-
Megen tid gik også med personalemøder med de faglige organisationer forskellige steder i Danmark, ofte med foredrag fra min side. Lejlighedsvis aflagde jeg besøg på DSB's stationer på rejser rundt om i landet. Disse besøg omfattede også andre arbejdspladser som for eksempel rutebilstationer, værksteder, remiseanlæg og færger. Det kunne også være som ledsager ved besøg fra udlandet som eksempelvis Kinas udenrigsminister (Huang Hua) eller Botswanas præsident (hans navn husker jeg ikke, men derimod at han korreksede mig, da jeg under frokosten i en kort tale udtalte hans navn forkert).
Det skete ikke sjældent, at jeg vikarierede for generaldirektøren, blandt andet en gang ved et generaldirektørmøde i Paris. Den svenske og den vesttyske generaldirektør havde ved dette møde rottet sig sammen for at beklage sig over, at iværksættelsen af den nye godsfærgerute Helsingborg-
Nye udfordringer
Aldersgrænsen var 70 år, men allerede næsten et år før, havde jeg meddelt generaldirektør Ole Andresen, at jeg agtede at gå af, når jeg fyldte 65 år. Jeg fik da et tilbud om på freelancebasis, at arbejde som rådgiver, bl.a. for DSB's egen rådgivningssektion for udenlandske jernbaner med trafikproblemer. Til det formål etablerede jeg et anpartsselskab, så jeg ikke som statspensionist var begrænset i indtægtsmæssigt henseende. I syv år havde jeg blandt andet opgaver for DB (Deutsche Bundesbahn), for portugisiske jernbaner og for det camerounske jernbaneselskab i Afrika.
Da jeg i 1930erne søgte ind til DSB, tænkte jeg ikke på, at det skulle være en livsstilling og slet ikke på, at det først og fremmest ville blive et job med administrative opgaver. Da jeg forlod DSB i 1986 var det et trafikforetagende, som var stærkt forandret siden jeg begyndte i 1938.
Trafikken var udviklet voldsomt, organisationen var stærkt rationaliseret og omgangstonen var mere lige til. Men de største forandringer er jo sket, efter jeg forlod DSB. DSB er i dag kun et lille passager befordringsselskab, som kører på statens skinner og med en teknisk styring, vedligeholdelse, som varetages af et andet selskab.
Jernbanemuseet i Odense
Til slut nogle bemærkninger om Jernbanemuseet, som sorterede under personal-
Det var et beskedent museum beliggende på 5. sal i Sølvgade. Museet havde derudover en stor samling af gammelt materiel (lokomotiver, personvognsmateriel, godsvognsmateriel, sikringsanlæg m m.) som var opmagasineret i ubrugte remiseanlæg og værksteder, hvor de ikke var umiddelbart tilgængelige for publikum.
Jeg tog derfor initiativet til at undersøge forskellige muligheder for at flytte museet til et sted hvor både modelmateriellet og de andre udstillede genstande fra Sølvgade og lokomotiv-
Valget faldt på den tidligere lokomotivremise i Odense, som havde tilhørt de nedlagte fynske privatbaner. DSB's baneafdeling brugte enkelte af sporene til arbejdsmateriel, men kunne frigøre så meget sporplads at det var tilstrækkeligt til at etablere et jernbanemuseum, hvor både små og store genstande kunne vises frem.
Dertil kom en del sporanlæg omkring remisen. Jeg forhandlede med Odense Kommunalbestyrelse, som var meget interesseret, positiv indstillet og påtog sig en del omkostninger til vej-
Det nye museum blev indviet den 17. april 1975 og viste sig at blive en stor succes. Museet fik senere mulighed for at disponere over hele remiseanlægget og et større sporanlæg, og den 17. april 1988 kunne Jernbanemuseet slå sine porte op til en ny æra i museets historie.
Foto angående Charlotte grenen.
Guldbryllups sangene
Hvad der har fået Ebba til at give hendes to drenge mellemnavnet Rolsted vides ikke, men da det kun er drengene det drejer sig om, kunne man godt forestille sig at hun havde et ønske om at hendes tipoldemors navn kom til at gå videre i slægten.
Den nye navnelov fra 2006 har betydet, at flere der havde Rolsted som mellemnavn, nu har slettet deres efternavn så de har Rolsted som efternavn, hvilket er tilfældet med både
Ernst og hans søn Henrik.
Den nye navnelov betyder også, at der i dag godt kan findes personer med efternavnet Rolsted som ikke tilhører slægten, f.eks. hvis de ved dåben har fået Rolsted som mellemnavn, og nu har slettet deres oprindelige efternavn.
Henrik Rolsted
En beretning om Kathe og Ole Christensens liv i Australien.
Kathe og jeg levede i ''bushen” fra 1973-
Jeg blev antaget som ”Ringer” det svarer til det de i Amerika kalde ”Cowboy”, da vi startede derinde, var der kun Bossen Peter Hafey, hans kone Carol og deres 3 små børn, plus 2 gamle fyre, Jack og Keit, som havde været på stedet i mange år, de boede i ”the mens quarters”, og så var der et andet ungt par med 2 små børn der boede i et andet hus. Madlavningen blev delt mellem Kathe og bossens kone Carol, i starten. Men da vi så begyndte at finde ud af at de 3000 stykker kvæg som stedet var officielt købt med, var langt undervurderet, begyndte hovedkontoret at sende os flere folk fra andre steder, for at hjælpe os.
Kat blev så hyret som Kok, med bedre løn end mig, for nu skulle der affodres mellem 10 -
Hvis der blev arbejdet i nærheden, med at sortere, brændemærke og kastrere tyre, køer og kalve, så spiste vi i et kæmpe køkken, men ellers havde vi store humpler af kød og brød med os på hesten, og så stoppede vi og lavede bål og drak te når vi fik tid. Vi levede sådan set på hesteryg op til 12 timer om dagen i lange perioder, vi skiftede heste op til 3 gange om dagen.
En gang flyttede vi 1200 stykker blandet kvæg fra den ene ''Outstation'' til hoved kvarteret, det tog os 5 mand ca.10 dage, hvor vi sov på jorden under en presenning, som jeg hængte op mellem nogle træer, inden jeg lavede bål og fik gang i aftensmaden, (steak og løgsovs) fordi jeg var den yngste, og sikkert også den dummeste, (men det var sjovt og spændende det hele, så jeg havde ikke noget imod det.)
Inden det blev aften, prøvede vi at få kvæget ind i et hjørne mellem nogle hegn og så tog vi nattevagt på skift, 2 gange løb de om natten, den ene gang forsvandt hele flokken og det tog os 2 dage at få dem samlet sammen igen, vi tog hele flokken i lige linje gennem 2 naboers land, så der skulle også repareres hegn når de var kommet igennem, det syntes de andre også at jeg var så god til, nå men vi fik dem hjem, ca. 90 miles, omkring 140 km, og vi mistede kun omkring 30, og så samlede vi ca. 20 stykker op på vejen som ikke var brændemærket, så alle var glade og bossen tog os ind til byen 'Injune'' og drak os fulde. Jeg kørte hjem, 37 miles, fordi jeg havde drukket mindst og stadig kunne sidde op, når jeg holdt i rattet. Alle de andre lå omme på ladet og sov, mens bossen pænt sad op ved siden af mig og holdt mig med selskab, de første 5 miles, så sov han også.
Når vi ikke havde så travlt med kvæget, så reparerede vi hegn og vandpumper, de havde både vindmøller og diesel pumper, i de forskellige indhegninger, der var ca. 25 km. til den vandpumpe som var længst væk fra huset, det var et kæmpe stort hus '' Homestead '' bygget i 1885 af cedertræsplanker, plus to andre huse lidt væk, til formænd m.m. og så et hus med 8 dobbelt værelser til mændene, plus kontor og lager og store skure til pumper og andet mekanik, en helt lille landsby, og med de 3 ejendomme som hørte under vores styre, var der alt i alt lige under en million acres, jeg er ikke sikker, men jeg tror nok at der er ca. 4 acres til en hektar.
Vi havde mange spændende oplevelser -
Vi tjente også gode penge ved at skyde Kænguruer i et års tid, det gjorde vi samtidig med at vi passede vores arbejde på farmen, for Kænguru skydning forgik dengang om natten med en spotlight, skindene blev garvet til læder og kødet blev dengang brugt som hundemad, det var meget humant. De ville kun have dem hvis de var skudt i hovedet, så skindet ikke var ødelagt. Vi lavede vores egen ammunition og havde en masse sjov.
Vi var på '' farmen'' fra januar 73 til march 74 hvor vi flyttede ind til den nærmeste by, Mitchell, og der blev vores søn Peter født 4-
Efter vores tid på farmen, og et smut i Darwin, kørte så til Brisbane, hvor vi boede i min bror, Pauli´s hus og passede deres firma, medens de (Pouli, Gurli, Robert, Otto og Andy) rejste på en 3 måneders ferie til Danmark. Da de så kom tilbage, rejste Kathe og jeg hjem til Danmark, på det tidspunkt havde vi været i Australien i ca. 3 ½ år.
Mens vi var i Danmark fik Kathe fat i en lejlighed i Rantzausgade, midt på Nørrebro, hun så ned fra gaden at den var tom, så hun gik ind og spurgte om hun måtte leje den, det sagde ejeren ja til, og jeg fik også et godt job. Men det eneste vi tænkte på efter en måneds tid var at komme tilbage til Australien, til stor sorg for vores forældre, som jo var blevet meget glade for vores lille søn Peter.
Vi rejste lige så snart han var gammel nok til at få sin koppe vaccination, og inden vores 1 års re-
Vi landede så tilbage i Brisbane, august 1975. Denne gang fløj vi herned, den første gang sejlede vi. Dengang varede turen 7 uger, ombord på et lille Fransk fragt skib fra Marseilles, det havde plads til 300 passagerer i 3 klasser, med os i 3. selvfølgelig. Vi sejlede ud fra Gibraltar, over til Syd Amerika og ned igennem Panama Kanalen, med af og pålæsning på en masse små Franske øer, men det er en historie for en anden gang.
Da vi landede i Brisbane, og familien kom og tog imod os i lufthavnen, tilbød min bror Pouli og hans kone Gurli os, at vi kunne blive partnere i deres skiltefirma, så det var jo et fint skub i den rigtige retning. Vi lejede så et hus i Ipswich, en lille by cirka 50 km. vest for Brisbane, i et par måneder indtil vi fik skrabet penge nok sammen til udbetaling på et gammelt hus på træpæle, de fleste huse dengang var bygget op fra jorden på den måde, mest for ventilation, men også for oversvømmelser og krybdyr.
Oversvømmelse har vi aldrig haft problemer med, da vi er ret højt oppe, men min ældste bror Leif's hus gik under helt op til tagrenden i 1974, da Brisbane havde en meget stor oversvømmelse, hvor det meste af byen og mange af de omkring liggende kommuner gik helt under. Det har de senere fået styr på ved at bygge nogle store damme.
Det var vores mening at gøre lidt ved huset i fritiden og så finde noget bedre, men da vi først kom i gang, og begyndte at bygge om og løfte huset op så vi fik mere plads, ja så... vi bor her stadig og har stadig samme firma. Pouli stoppede for ca. 10 år siden, hans søn Robert som blev udlært hos os, arbejder sammen med mig stadigvæk, og til jul, 2009 er det Kathes og min tur til at stoppe, så håber vi at få set resten af Australien.
Vi mangler stadig '' Western Australia '', de fleste andre steder har vi nået at få oplevet mens vi har boet her, og vi har da også været i Danmark flere gange. Men den største '' Jetsetter '' var vores mor Ulla, hun nåede at rejse herned 14 gange i alt, den sidste gang hun kom på besøg var hun 87 år gammel.
Kathe's forældre var her også flere gange inden de døde og nåede en gang temmelig langt omkring, i en lille bil som vi fandt til dem, de oksede rundt i 6 måneder den gang, men havde mange 2-
Inden man ser sig om er tiden jo gået, det er nu 33 år siden vi bosatte os her, og vi regner med at blive båret herfra. Men.. inden det sker, skal vi ud og se noget mere af denne store spændende Ø.
